Læsetid: 6 min.

Danskerne sætter for lidt i værk

10. maj 1999

Antallet af selvstændige rasler ned. Men samtidig spirer iværksætterlysten blandt indvandrerne. De er dobbelt så foretagsomme som danskerne

"Danskerne har mistet stoltheden over deres arbejde. Derfor gider de ikke at lægge den arbejdsindsats, der skal til, hvis de skal klare sig som selvstændige. De vil hellere holde fri."
Sådan siger Bassem el Ranas, mens han langer endnu en shawarma over disken i Tebia Grill House på Nørrebrogade i København, hvor søndagstømmermændene bliver dulmet med store shawarmaer til sølle tyve kroner.
Med sin nyåbnede forretning har Bassem el Ranas kastet sig ud i den nådeløse shawarma-krig, som hærger kvarteret omkring Nørrebros Runddel.
Tilbudskiltene nærmest vælter over hinanden.
Alligevel ser Bassem el Ranas lyst på fremtiden. Han tror på, at Tebias gode shawarmaer og falafler hurtigt vil få et stampublikum. Derfor er han heller ikke skræmt af en arbejdstid på 70-80 timer om ugen.
"Tilfredstillelsen ved at se folk være glade for min mad og glæden over at møde en masse mennesker hver dag betyder meget."
Bassem el Ranas kom til Danmark fra Libanon i 1986. Umiddelbart havde han ingen planer om at blive selvstændig. Men efter at have løbet panden mod muren omkring det danske arbejdsmarked i næsten ti år, valgte han at gå sine egne veje.
Det gør 16 procent af de beskæftigede indvandrere i Danmark, viser en ny undersøgelse om indvandrere i Danmark. Undersøgelsen er lavet af Rockwool Fonden. Dermed er indvandrere dobbelt så foretagsomme som alle øvrige på det danske arbejdsmarked, hvor kun otte procent af de beskæftigede er selvstændige.

Rasler ned
Antallet af selvstændige rasler nemlig ned, viser en analyse, som Håndværksrådet har foretaget. Hvor der i 1983 var 329.000 selvstændige, er tallet i dag faldet til 229.000.
Faldet er især sket inden for landbruget, men også i alle andre brancher er antallet af selvstændige blevet mindre. Kun inden for bank- og forsikringsvirksomhed er der blevet flere selvstændige.
Udviklingen skriger på politisk handling, lyder det fra cheføkonom Henrik Friis fra Håndværksrådet.
"Der er brug for politiske initiativer og mere fokus på selvstændighedskulturen, hvis tilbagegangen skal bremses."
Han anklager de erhvervspolitiske satsninger for at være elitære og for at fokusere på alt for snævre målgrupper.
"Der skal satses bredt, så barrierer fjernes og jorden gødes for erhvervslivets underskov," siger Henrik Friis.
Al-Hulo Ashour nikker, mens han retter på salathovederne i sin grønthandel. Den irakiske grønthandler kan sagtens få øje på et par barrierer, der burde fjernes. Besværet med at låne penge er en af dem.

Tilbageholdende banker
"Danske banker er utroligt forsigtige med at låne penge ud til selvstændige. Især til indvandrere. Det er kun på grund af lån og hjælp fra gode venner, at jeg har haft råd til at lave min butik," fortæller Al-Hulo Ashour.
Selv om det er søndag eftermiddag, er butikken fyldt med kunder, der ikke nåede i Brugsen lørdag, eller er ved at dø for en tysk jelly-kuchen med hindbær-smag - en af Al-Holus mange specialiteter.
Siden mandag har han arbejdet knap 80 timer.
En almindelig dag - og dem er der 365 af om året for Al-Hulo - begynder senest klokken fem på Grønttorvet. Tilbage i butikken går det meste af formiddagen med at sætte på hylderne og ordne regnskaber, før han omkring middagstid smider sig på briksen. Tre timer senere er den irakiske grønthandler på benene igen for at være klar til fyraftenstravlheden. Først omkring klokken otte bliver nøglen drejet om i butikkens dør.
- Hvordan klarer du at arbejde så meget?
"Det er ikke så slemt. I Irak var jeg buschauffør. Vi arbejdede ofte 15 timer om dagen. Det er sjovt og for det meste en god forretning at have en grønthandel. Og jeg har altid haft lyst til at have mit eget."

Bonderøve
Netop lysten til at have sit eget er hovedforklaringen på, at så stor en del af indvandrerne er selvstændige, vurderer forskningsleder Jan Hjarnø fra Dansk Center for Migration og Etniske Studier.
Han peger på, at indvandrere fra mindre udviklede lande i langt højere grad end danskerne er knyttet til en selvstændighedskultur, da landbrugssektoren i landene indtager en større position end i Danmark.
"Lidt groft sagt er det alle bonderøvene, der kaster sig ud i at være selvstændige, ligesom vi ser det i Vestjylland, hvor de selvstændige fortsat vælter frem. De steder, hvor lønarbejdet er i hovedsædet, er lysten til at være selverhvervende ved at dø ud," siger Jan Hjarnø.
En dugfrisk rapport, som analysevirksomheden COWI har lavet for Arbejdsmarkedsrådet i Storkøbenhavn, bekræfter billedet af, at det især er indvandrere fra de mindre udviklede lande, der vælger at blive selvstændige. Hele 31 procent af de beskæftigede pakistanske indvandrere er således selvstændige, mens tallet for de tyrkiske indvandrere er 21 procent.
Økonom Søren Pedersen fra Rockwool Fonden er dog ikke sikker på, at de indvandrere, som er selverhvervende, udelukkende betragter selvstændigheden som et tilvalg.
"Tværtimod er der meget, som tyder på, at mange bliver selvstændige, fordi de ikke kan få fodfæste på de danske virksomheder."

Ikke kun lyst
Mohammad fra Iran er en af dem. Han har sammen med sin kone haft en blomsterbutik i København i snart fem år. Og det er ikke kun lysten, der driver værket.
"Jeg kom til Danmark fra Iran i 1986 med en uddannelse som revisor. Efter at have lært dansk søgte jeg i fem år efter job, men fik ikke noget arbejde. Jeg havde så valget mellem at blive smidt rundt af arbejdsformidlingen eller begynde for mig selv. Hvad tror du er bedst?," spørger Mohammad.
Han kalder livet som selvstændig en sand dræber for en familie med to børn i den tidlige skolealder.
"Vi har åbent alle syv dage i ugen og skal på Grønttorvet allerede tidligt om morgenen. Vi ser stort set aldrig børnene på samme tid."
COVI-undersøgelsen understøtter mistanken om, at der fortsat er en stor modvilje over for indvandrere hos danske arbejdsgivere.
Specielt de højere uddannede indvandrere har svært ved at trænge ind på virksomhederne, selv om deres kvalifikationer matcher danskernes. COVI peger på, at virksomhederne i den skriftlige ansøgningsprocedure forbigår indvandrerne.
Det gør det ekstra vigtigt at støtte iværksætterne, understreger Mohammad.
"Det er ofte indvandrernes eneste mulighed."
Han fortæller, at skattetrykket og den hårde konkurrence fra de store supermarkeder flere gange har været ved at lukke blomsterbutikken.
Samme ønsker lyder fra Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende (ASE), hvor informationstionschef Christian Tanggaard opfordrer politikerne til at satse bredere i erhvervspolitikken.
"Det er helt afgørende, at en selvstændig får bedre mulighed for at overleve de første to-tre år for eksempel ved skattebegunstiget opsparing i virksomheden, skattefritagelse de første par år eller bedre afskrivningsregler."
ASE har netop gennemført et stort rundspørge, der viser, at fire ud af ti lønmodtagere har overvejelser om at blive selvstændige.
Men skattelettelser og støttemuligheder gør det ikke alene, siger Bassem el Ranas.
"Lavere skat og støtte hjælper ikke, hvis der ikke er en stor position vilje og initiativ til stede."

Fakta - Ledighedsprocent: 30

Der bor omkring 275.000 indvandrere i Danmark. Mens ledigheden for alle på arbejdsmarkedet ligger på seks procent, er den for indvandrere fra en række lande over 30 procent.
En ny undersøgelse fra Aalborg Universitet viser, at det især er indvandrere fra lande uden for Vesteuropa, der har beskæftigelsesproblemer.
Den største indvandrergruppe er fra Tyrkiet, og det er samtidig den gruppe, der har den højeste ledighed. Omkring 30 procent af de mandlige og 50 procent af de kvindelige indvandrere i arbejdsstyrken er arbejdsløse.
Det betyder ifølge en undersøgelse fra Rockwool Fonden, at integrationen af indvandrere på det danske arbejdsmarked ligger i bunden i en international sammenligning.ør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu