Læsetid: 6 min.

'Darko, hold dig væk fra Jugoslavien, det er vanvid'

1. maj 1999

Unge serbiske mænd går under jorden for at slippe for militærtjeneste i Kosovo. For tusinder af desertører er det lykkedes at finde ly i Ungarn

BUDAPEST - Når Darkos far ringer cirka to gange om ugen fra byen Zrenjanin i det nordlige Serbien siger han altid det samme til Darko: "Du holder dig væk fra Jugoslavien. Bliv hvor du er. Det er vanvid."
Det behøver faderen nu ikke at understrege over for Darko, 27 år og serbisk desertør. Faren for at blive indrulleret i den jugoslaviske hær for at rense ud i Kosovo og kæmpe mod NATO, skal nok holde ham væk.
Kun tre dage før NATO's bomber begyndte at falde over Jugoslavien, pakkede Darko en rygsæk og en sportstaske, og tog bussen de 55 kilometer til Novi Sad. Der hævede han sine sidste penge, før han steg på toget til Ungarns hovedstad Budapest.
"Det var da OSCE trak sig ud af Kosovo, at jeg vidste, at klokken var slået. Jeg måtte væk, jeg vil ikke risikere mit liv for Milosevic' projekt," siger Darko, der er lettet over at være sluppet ud i tide.
Efter fire dages NATO-bombardementer blev grænsen lukket for mænd mellem 14 og 65 år. Alle i den aldersgruppe er potentielle soldater nu, hvor Jugoslaviens præsident Slobodan Milosevic har erklæret landet i krigsretstilstand.
"Hvis jeg vender tilbage nu, vil jeg blive pågrebet ved grænsen og tvangsudskrevet til hæren eller få en hård straf," siger Darko, der ønsker sit efternavn hemmeligholdt.

Sikker havn
Vi befinder os i det lille køkken i den lejlighed i det indre Budapest, hvor Darko holder til i disse dage. Han sover på en madras på gulvet hos vennen Bojan, der også er serbisk desertør, men som kom hertil for et år siden, da han blev indkaldt netop som spændingerne tog til i Kosovo.
Darko og Bojan er blot to af de tusinder af serbere, der har søgt tilflugt i Ungarn. Ifølge det ungarske indenrigsministerium drejer det sig om 2.700, men i realiteten er der langt flere serbere i Budapest og i grænsebyen Szeged. For det første, fordi de færreste er blevet registrerede som flygtninge eller har søgt asyl. De serbiske desertører er her først og fremmest på turistvisum. Darko har et visum til juni. Mange er strandet i Budapest, hvor de søger visum til eller asyl i Vesteuropa. Men det er kun den tyske ambassade, der overhovedet indvilger i at behandle sagerne. Danmark og de øvrige EU-lande vil ikke vide af dem.
"Det er umuligt at sige, hvor mange vi er. Men jeg kan sige dig, at det er mange. Jeg kender de første ti andre her i Budapest," siger Darko.
Lejligheden, hvor Darko bor, har gennem den seneste måned udviklet sig til at være et transitsted for serbiske desertør-venner, der mangler et sted at sove, indtil de finder et sted at bo - eventuelt et arbejde. Darko arbejder tre dage om ugen på et kontor, og det gør, at han kan klare sig. Ud over desertørerne er der flere tusind serbiske kvinder og børn, der har krydset grænsen (kun mænd forbydes) for at søge tilflugt fra NATO's bomber. I foyeren på det hotel, hvor Information holder til, tales der eksempelvis mere serbo-kroatisk end ungarsk. Af kvinder og børn, der formentlig er blevet sendt væk af mændene.

Fem breve fra hæren
For Darko er det ikke første gang, at han har været tæt på at skulle kæmpe for den serbiske sag i det tidligere Jugoslavien.
"Fem gange fik mine forældre et inkaldelsesbrev, da Bosnien-krigen startede i 1992. På det tidspunkt var jeg i Beograd for at studere, og de to gange myndighederne kom til mine forældre i Zrenjanin, sagde min mor, at hun ikke vidste, hvor jeg var. Samtidig kunne vi som studerende på universitetet få rektor til at skrive et brev om, hvor vigtigt det var, at vi ikke afbrød studierne. Det havde jeg som en ekstra sikkerhed i baghånden. Det var noget lettere dengang. Da skulle man skrive under på, at man havde modtaget indkaldelsen. Som et anbefalet brev. Hvis ikke, kunne de ikke gøre noget. Det er anderledes nu, hvor der er krig med NATO. Nu sætter de bare en seddel op på døren, og så tager de det for givet, at man har fået den. Og så har de ret til at standse en på gaden," siger Darko.
Efter gymnasiet gennemgik han et års militærtjeneste i 1990-91, da det tidligere Jugoslavien lige netop stadig var et helt land. Først var han tre måneder i Bosnien, men så blev han flyttet til Kroatien, nær Zagreb, fordi forbundshæren ville styrke sin position dér. Hen over sommeren 1991 nåede den slovenske og kroatiske uafhængighedsbevægelse sit klimaks, og Darko blev nærmest reddet af gong-gongen, lige før kroaterne kom i kamp med forbundshæren. Hans militærtjeneste var slut.
"Jeg nåede bogstaveligt talt den sidste bus tilbage til Novi Sad den 30. august 1991, før det gik løs ved Vukovar. Da jeg var hjemme kunne jeg slet ikke forstå, hvad der foregik. Det var ufatteligt for mig, og jeg var meget bange for, at de skulle ringe og indkalde mig," fortæller Darko.

Imod Milosevic og NATO
Allerede dengang kunne han se, at Milosevic var inde på en farlig vej.
"Men det er næsten umuligt at ændre noget i Serbien, for Milosevic er så smart og hard-core, at for eksempel nogle studenterdemonstrationer ikke hjælper noget. Der skal meget mere til," siger Darko, der finder det tragisk, at Vesten i løbet af 90'erne gang på gang har handlet med Milosevic og dermed signaleret til alle serbere, at 'Milosevic er manden'.
"Det er måske ikke så let at vælte ham, men hvis man direkte understøtter ham, så sker der i hvert fald ingenting," siger han.
Ifølge Darko er NATO's bomber over Jugoslavien en "vanvittig handling."
"Da man trak OSCE ud, gav det frit spil til Milosevic til at sende sine styrker fra hus til hus og fordrive Kosovo-albanerne. Og nu bomber man broer, fabrikker m.v., og det ødelægger almindelige menneskers liv," siger han.
"Jeg kan argumentere fra nu og til dommedag med, at det er Milosevic, der har skylden. Men det vil almindelige mennesker ude i landet aldrig acceptere. De kan se, at bomberne falder, og Milosevic kan sige: 'Se, jeg har ret. Serberne er et undertrykt folk'. Vi skulle have haft Vestens hjælp til at vælte ham for længe siden. Jeg tør næsten ikke håbe på, at man denne gang vil fjerne ham," siger Darko, der tilhører det mindretal, der de seneste år har søgt alternative informationer om situationen i Kosovo, blandt andet på internettet og i nogle mindre oppositionsaviser samt radiostationen B92.
"I de officielle medier, hørte vi intet reelt om situationen," siger Darko.

Tænker konstant
Nu holder han sig orienteret ved at se BBC hver dag, lige som han ringer til venner i Beograd for at høre, hvordan situationen er.
Han snakker med sin far, der er alene i huset hjemme i Zrenjanin. Darko har ingen brødre og søstre, hans mor døde i januar. En måned tidligere, den 25. december sidste år, blev Darko færdig som arkitekt fra Beograds Universitet. Også på det punkt var han tidsmæssigt heldig, for skoler, gymnasier og universiteter er under krigen lukket i Jugoslavien.
"Det må være forfærdeligt, hvis man mangler et enkelt fag, og så krigen bryder ud," siger Darko, der på sin side heller ikke ved, hvornår han selv kan komme til at bruge sit afsluttede arkitektuddannelse. Det afhænger af krigens gang. Lige nu frygter alle, at der bliver tale om en landkrig, men måske findes der en løsning inden da.
"Det hele er så uforudsigeligt. Det kan vare et halvt, måske et helt år, hvis det overhovedet er muligt at vende tilbage. Det er en meget frustrerende situation at befinde sig i," siger Darko.
Foreløbig skal han finde ud af sin status i Ungarn efter juni. Om han skal søge asyl eller på anden vis forlænge sin opholdstilladelse. Det kan for eksempel ske ved at krydse en grænse og vende tilbage som turist. Problemet er, at der som nævnt ikke er nogen grænse at krydse.
I hvert fald har Darko set i øjnene, at han ikke vender hjem foreløbig.
"Men jeg håber, at det er sidste gang, der er problemer og krig i Jugoslavien. Det håber jeg virkelig."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu