Læsetid: 3 min.

Diæter og storpolitik

12. maj 1999

Valgkampen handler både om forholdene i EU-parlamentarikernes egen verden og om forholdene i den store verden udenfor

TILLÆG
Dette er ikke Afrika eller en sydamerikansk bananrepublik, men Europa i slutningen af det 20. århundrede."
Det fastslog en forarget EU-embedsmand i dagbladet B.T. for nylig. Embedsmanden er en af de godt 200 personer, der stiller op til det danske valg til Europa-Parlamentet den 10. juni. Embedsmanden hedder Mogens Camre og opstiller som spidskandidat for Dansk Folkeparti, der ikke har nogen repræsentanter i det nuværende Europa-Parlament.
Mogens Camre slår i sin artikel det tema an, som godt kan blive en ophidset valgkamps omdrejningspunkt: EU er ganske vist ikke nogen bananrepublik, men det ligner lidt for meget med al svindelen, regnskabsrodet, magtmisbruget og frådseriet med lønninger, diæter og rejsegodtgørelser. EU, herunder Europa-Parlamentet, har "en syg kultur", som i høj grad skyldes, at der er for stor afstand mellem folket i Europa og aktørerne i EU's overstatslige organer og bureaukrati, siger Camre.

Valgkampen
Aktørerne i den danske EU-valgkamp er temmelig fælles om det synspunkt, at 'virksomhedskulturen' i EU's institutioner ikke er god. Dette vil af de EU-kritiske lister blive udlagt som vidnesbyrd om EU's indbyggede dårligdomme og begrænsninger.
"At Parlamentet er til grin, er en for ydmyg konklusion. Det samlede EU er kompromitteret ud over, hvad sproget kan udtrykke," sagde eksempelvis Folkebevægelsens spidskandidat Ole Krarup, da et flertal i Parlamentet den 5. maj havde afvist Ministerrådets forslag om at stramme op i parlamentarikernes meget favorable regler for løn, beskatning, rejsegodtgørelser og tillæg.
"Om igen. Vi tager en runde til," sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen og brugte dermed sagen til at signalere socialdemokratisk handlekraft i EU-spørgsmål.
Balladen om den afgåede Kommission - som stadig sidder og vil gøre det adskillige måneder endnu - vil blive et andet institutionelt punkt, der skiller parterne i valgkampen. Hvor Venstres parlamentarikere Bertel Haarder og Karin Riis Jørgensen taler for en ny Kommission med en stærkere politisk rolle, der bedre end det så ofte uenige Ministerråd kan bevæge EU mod mere fælles politik og lovgivning, så argumenterer de radikales Europa-politiker Lone Dybkjær for det modsatte.
"Kommissionen skal være stærk administrativt, men ikke politisk. Kommissionen skal være et embedsmandsapparat, der skal hjælpe medlemsstaterne med at løse problemer," mener Dybkjær, der vil styrke Ministerrådet snarere end Kommission og Parlament.

Højre eller venstre
Sådan vil de 200 kandidater i de kommende uger skændes og diskutere rolle- og magtfordelingen mellem Parlament, Kommission og Ministerråd. Og alt sammen vil det være forspil til den 'forfatningskamp', der vil starte på den regeringskonference, der formentlig indledes til efteråret og som hovedpunkt får reformen af EU's institutioner
Den anden halvdel af valgkampen vil handle om dét, EU laver. Parlamentets sammensætning vil - fordi det er et stærkere Parlament - få øget betydning for, om EU bevæger sig mod højre eller venstre, mod mere eller mindre union, mod øget liberalisering eller mere samfundsmæssig kontrol.
"Det Konservative Folkeparti hilser med tilfredshed, at der med baggrund i EU-initiativer er sket en liberalisering eller privatisering af sektorer, der hidtil har været statsstyret," hedder det i det konservative valgoplæg.
"SF vil bruge vores arbejde i Parlamentet til at hæmme kapitalens fri bevægelighed i Europa - vi vil kæmpe for at finde politiske løsninger i EU for grænseoverskridende problemer," siger modsat Pia Olsen, en af SF's kandidater.
Der er godt 200 danske kandidater til valget 10. juni. Og der er 16 danske pladser i Parlamentet. Derfor kan den valgkamp, der er startet trægt, godt ende med at blive hidsig.
Når de 16 er valgt, indleder de det arbejde, der bringer dem på en månedlig, ugelang session i Strasbourg og ellers til møde- og skrivebordsarbejde i Bruxelles.
For et år siden skrev den socialdemokratiske parlamentariker John Iversen i bogen Hunden op at hænge om den store 'diæt-skandale' i 1996, der afslørede medlemmernes slappe mødedisciplin og veludviklede evne til at score diæter og andre økonomiske gevinster i kraft af det politiske tillidshverv. Halvandet år senere, i foråret 1998 da bogen udkom, kunne Iversen registrere, hvordan 224 Parlaments-medlemmer om morgenen skrev sig på mødelisten i Strasbourg og dermed reserverede dagens diæt for fremmøde på 1.740 kr. - og hvordan der kl. 10.50 kun var 70 af dem tilbage.
"Alt er, som det var. Intet er ændret," skriver John Iversen i bogens sidste linjer.
Siden da har Parlamentet fået mere magt, og et nyt hold går snart på banen. Med vælgernes mandat i ryggen. Men også med et krav om, at noget skal ændre sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu