Læsetid: 4 min.

Diplomati på kryds og tværs

19. maj 1999

Efter næsten to måneders luftangreb mod Jugoslavien, foregår der intense forhandlinger mellem alverdens ledere for at finde en løsning på konflikten. Samtidig fremføres kravet om indsættelsen af landstyrker

BERLIN - De ringer sammen, de flyver ud for at mødes. Statsledere og udsendinge arbejder intenst for at skabe det diplomatiske gennembrud, der kan bringe Kosovo-konflikten til ophør.
Og samtidig er diskussionen om indsættelsen af landstyrker i Kosovo brudt ud - efter 56 dages luftangreb mod Jugoslavien
Før det tysk-italienske topmøde i Bari i går, havde premierminister Massimo D'Alema således forberedt et Kosovo-udspil. En ensidig NATO-våbenhvile, kombineret med truslen om indsættelse af landstyrker, hvis ikke Serbiens præsident Slobodan Milosevic rømmer Kosovo. Men et tysk tilsagn til landstyrker opnåede Massimo D'Alema ikke
"For Tyskland kommer indsættelsen af landtropper ikke i betragtning. Det har altid været den tyske position, og det vil det også være i fremtiden," erklærede Gerhard Schröder efter topmødet. En våbenhvile var han villig til at drøfte.
"Jeg håber, at FN vedtager en resolution. Efter den vil vi diskutere om et bombestop kan komme på tale," sagde Gerhard Schröder.
Kansleren får støtte fra lederen af det konservative oppositionsparti CDU, Wolfgang Schäuble, der advarer mod landkrigen, som han mener kan føre til "en uberegnelig optrapning af konflikten".
I Bari enedes den italienske og den tyske regeringschef om, at en løsning på konflikten skal udgå fra FN's sikkerhedsråd på baggrund af G8-landenes beslutning fra for to uger siden.
Den 6. maj blev G8-landene - USA, Japan, Storbritannien, Tyskland, Canada, Italien og Frankrig samt Rusland - enige om at kræve en serbisk tilbagetrækning fra Kosovo og indsættelsen af en international fredsstyrke.
Repræsentanter fra de otte lande skal mødes i Bonn i dag for at fortsætte drøftelserne om udspillet.
Præsident Bill Clinton er i mellemtiden kommet under stigende pres for at indsætte landstyrker. Amerikanske militæreksperter mener, at bomber ikke er nok til at slå serberne tilbage. Nyhedsmagasinet Newsweek citerer i denne uge fra en højtstående militærmands brev til forsvarsminister William Cohen.
"Landtropper vil garantere opfyldelsen af regeringens politiske mål. Indsættelsen af landtropper bør begynde i begyndelsen af august," står der i brevet.
Også USA's øverstkommanderende under Golf-krigen, Colin Powel, har kritiseret NATO for udelukkende at angribe fra luften.
Bill Clinton sagde i går, at forsvarsalliancen ikke bør udelukke brugen af landtropper i Kosovo-konflikten.
"Jeg og alle andre har hele tiden sagt, at vi vil gennemføre vore mål, og vi hverken har eller vil afskrive nogen midler," sagde Bill Clinton, men han fremhævede, at luftangrebene har givet resultater, og han håber stadig, at forhandlinger vil bringe fred. For at vise den gode vilje løslod USA i går to serbiske krigsfanger, som albanske oprørere havde taget til fange i sidste måned.
Samtidig rejste USA's viceudenrigsminister Strobe Talbott til Helsingfors for at tale med den finske præsident Martti Ahtisaari, der repræsenterer EU, og Ruslands Balkan-ansvarlige Viktor Tjernomyrdin.

Vej til anarki
FN's generalsekretær Kofi Annan advarede i Den Haag mod en fortsættelse af NATO-aktionen, der truer med at underminere FN.
"Med mindre Sikkerhedsrådet får sin position, som den eneste forsamling der kan legitimere brugen af magt, tilbage, er vi på en farlig vej til anarki," sagde han.
I London slog den britiske forsvarsminister George Robertson fast, at Storbritannien ikke er en høg i NATO-alliancen. Han konstaterede, at indsættelsen af landstyrker i Kosovo "altid var en del af slutspillet", men han påpegede, at landstyrker ikke skulle bruges til en invasion af den serbiske provins.
Premierminister Tony Blair mødtes med befrielsesbevægelsen UCK's talsmand Jakup Krasniqi i Tirana, detaljer blev ikke oplyst. Men mødet fandt sted dagen efter den folkevalgte kosovo-albanske præsident Ibrahim Rugovas tilbagevenden til den politiske scene. Den moderate Rugova talte i går med NATO-generalsekretær Javier Solana, og Blairs møde med UCK skal ses som tegn på, at NATO-landene forsøger at holde alle forhandlingsmuligheder med albanerne åbne. UCK anser Rugova for en forræder.
Kina forlangte igen i går bombardementerne stoppet øjeblikkeligt.
"NATO's bomber har slået mere end 1.200 uskyldige civile ihjel og undermineret freden og stabiliteten i regionen. Bombardementerne har ført til den største humanitære katastrofe siden Anden Verdenskrig," sagde en talsmand for det kinesiske udenrigsministerium.
Også den russiske præsident udtalte sig i går skarpt mod NATO-aktionen. Det eneste resultat militæraktionen har medført, er at den humanitære katastrofe er blevet spidset til, sagde Boris Jeltsin.

5.000 dræbt
Mens arbejdet på en diplomatisk løsning på Kosovo-konflikten fortsætter, gøres antallet af konfliktens ofre gjort op. Mindst 5.000, formentlig langt flere, er blevet dræbt under massehenrettelser i 75 albanske landsbyer, anslog det amerikanske udenrigsministeriums ansvarlige for krigsforbryderretssager, David Scheffer på et pressemøde i Bruxelles i går
"Det er det mest forsigtige tal, vi kan give efter flygtningenes beretninger. Vi kan kun frygte det værste, og at tallet i virkeligheden er langt højere."
Omkring 225.000 Kosovo-albanske mænd savnes, men David Scheffer fremhæver, at det ikke betyder, de alle er dræbt. Han beskyldte de serbiske styrker for at udføre folkemord og bruge flygtninge som levende skjold.
"Kosovo er en regeringsplanlagt aktion til eliminering af en etnisk gruppe - enten ved fordrivelse eller drab."
NATO anslog i sidste uge, at omkring 590.000 mennesker var på flugt indenfor Kosovos grænser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her