Læsetid: 3 min.

Død dirigent skifter pladeselskab

25. maj 1999

Mens EMI overraskende afvikler sin autoriserede Celibidache-serie, har Deutsche Grammophon lanceret en ny, omfangsrig række af live-optagelser med den afdøde maestro

NYE CD'ER
Pudsigt nok bliver det præcis de samme værker - nemlig Brahms' symfonier - der afrunder EMI's autoriserede Celibidache-udgave og indleder Deutsche Grammophons tilsvarende, store serie.
Pladeselskaberne har muligvis omforhandlet rettigheder. Det er ikke nemt at få oplysninger desangående. Men at der er penge i live-optagelserne med Sergiu Celibidache, er sikkert. På linje med Glenn Gould og andre store outside-fortolkere har den afdøde dirigent sin faste fanskare. Hans fortolkninger er ikke just kedsommelige eller energiforladte. Tværtimod, de er altid langt fra normen, sprængfarlige. Og det personlige, for alvor anderledes virker elementært tiltrækkende inden for et felt som den klassiske musiks, hvor forskelle mellem fortolkninger normalt måles i millimeter.
Deutsche Grammophon har sikret sig en eksklusivaftale angående lydarven efter den studiesky dirigent, der ikke selv troede på plademediets evne til at formidle musik. I kølvandet på sin markante 100-årsfejring søsætter Den Gule Label en mammutserie på ikke mindre end 60 Celibidache-cd'er, der skal udkomme over de næste fem år.
DG-serien vil afsøge alle faser af dirigentkarrieren, hedder det med stolthed i pressemeddelelsen. Herunder også Celibidaches arbejde med Berliner Filharmonikerne, med radiosymfoniorkestrene i Sverige og Danmark - og med de velspillende München Filharmonikere, som EMI ellers har haft retten til, og som var Celibidaches orkester i de sene år.
På de første DG-bokssæt er det dog Stuttgarts radiosymfoniorkester, man får at høre - et orkester, Celibidache arbejdede med tilbage i 1970'erne. Første boks indeholder Brahms' symfonier fordelt på tre cd'er. Desuden rummer æsken en bonus-cd med prøvearbejde fra 4. symfoni. Brahms-sættet er ude i butikkerne nu.
Efter flere boksudgivelser med blandt andet Stravinsky, Prokofiev, Strauss, Debussy og Ravel skal der næste år udkomme to sæt Bruckner-symfonier, som vil konkurrere med EMI's store 12-cds Bruckner-boks med münchenerne og Celibidache fra 1998, tidligere anmeldt her i avisen.

Hypnotisør
Mens Celibidaches Brahms fra de sene år, der altså som det formentlig sidste skal udkomme på EMI, utvivlsomt vil vise sig lige så anstrengende langsom som hans øvrige undervandsballet-udslip fra München, er der flugt over de Brahms-indspilninger, dirigenten lavede med Stuttgart-orkestret.
Brahms' 4. symfoni præges af balance og gennemsigtighed, Celibidaches adelsmærker. Instrumentationen er i fokus, og man hører nye Nebenstimmen trukket frem i det ellers velkendte værk.
Tempoangivelserne presses mod det ekstreme, især når manden med løvemanken går i trance over sin egen vidunderlige musiceren i de langsomme passager. Dirigenten bliver hypnotisør. Men selv om Celibidaches evne til at forføre både sig selv og publikum irriterer snarere end fascinerer, når resultatet hives ud af koncertsalens her og nu-situation og genopleves på cd, så er der smukke øjeblikke imellem. For eksempel gennemspilningen af sidetemaet og overledningen til slutningen af 4. symfonis langsomme sats, hvor vi ledes langt ind i Celibidaches fortryllede skov, fjernt fra andre indspilningers gyldne middelvej.

Savner stramhed
Hvordan Celibidache nåede frem til sine fint kalibrerede klangresultater afsløres på den for sådanne udgivelser snart sagt obligatoriske bonus-cd, der indeholder prøvearbejde på 4. symfonis første sats. På sættets tre ordinære cd'er hører man dirigenten fnyse, stampe og råbe til orkestret under koncerterne, men bonus-cd'en viser, at det også gik energisk for sig ved prøvearbejdet forud for opførelserne.
Celibidache er tændt. Han slår ned på de mindste upræcisheder i orkesterspillet. Ingen slaphed tolereres. Samtidig må man trække på smilebåndet, når dirigenten snubler over sin egen kæphest: At kunne alle partiturets detaljer udenad, selv under prøvearbejdet.
Celibidaches Brahms med Stuttgarts radiosymfoniorkester er langt mere tilfredsstillende end de syrede langsomheder fra München. Det jeg dog stadig savner, og som gør, at jeg nok aldrig bliver en rigtig Celi-fan, er klassisk stramhed og en bare nogenlunde rimelig proportionering mellem dirigentens ego og komponistens værk. Selv om manden med manken formåede at forføre på podiet, føler man sig ikke overbevist om midlernes holdbarhed, når øjeblikkets magi har fortaget sig og eftertanken melder sig. Tværtimod aner man en mulig forklaring på, hvorfor netop denne dirigent foretrak koncertsalen som platform for sine ekshibitionistiske udfoldelser frem for grammofonen og cd-afspilleren.

*Brahms: Symfoni nr. 1-4, SWR Stuttgart Radio Symphony Orchestra dirigeret af Sergiu Celibidache. The Celibidache Edition, Deutsche Grammophon 459 635-2. 3 cd'er plus 1 bonus-cd med prøvearbejde

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her