Læsetid: 3 min.

En død hund

11. maj 1999

Jeg tror sgu', det slog gnister på den lyseblå sommerhimmel, mens solen bølgede i takt
til fuglenes fløjt, da han faldt for dette - åbenbart - pragteksemplar af et hunkønsvæsen

Skæbne
Sådan begynder historien: Jeg havde engang en ven, og denne ven havde - som resten af klodens befolkning - en far. Og denne far var i live. Han trak vejret, spiste kød og kartofler og pudsede jagtgeværerne. Han var nemlig jæger og havde en bror, der - som det så poetisk blev udtrykt - 'skød halenegre i Sydafrika'.
Aparte udtalelse, om jeg så må sige, men det står overhovedet ikke mål med farens særprægede udseende; munden var skæv, og han havde svært ved at holde savlen indendøre. Øjnene var umulige at komme i kontakt med (det ene var af glas), og hele venstre kind var én deform masse af ar. Udover dét gjorde den liden samarbejdsvillige mund, at han gryntede, når han trak vejret.

Stormende forelskelse
Men hvorfor var denne umiddelbart ganske almindelige familiefar - en streg i Danmarks Statistik - kommet til at se sådan ud? Sådan var han vel ikke født?
Selvfølgelig ikke - men man fortæller naturligvis heller ikke sin søns ven, at man har prøvet at tage sit eget liv. Har prøvet at begå selvmord. Fair enough.
Og sådan begynder historien i historien: Der var engang en ung mand, der aftjente sin værnepligt - stillede sig til rådighed for fædrelandet (ham om det).
Og som så mange andre unge mænd blev han på et tidspunkt stormende forelsket i en kvinde. Jeg tror sgu', det slog gnister på den lyseblå sommerhimmel, mens solen bølgede i takt til fuglenes fløjt, da han faldt for dette - åbenbart - pragteksemplar af et hunkønsvæsen.
En vaskeægte, vanvittig, vild forelskelse, som ingen ende ville tage. Skulle man tro. Men tro om igen. Det stoppede ligeså brat, som det begyndte. Hun gjorde det forbi. Kaput, af med hovedet, ud af vagten - hold dig væk! Jeg elsker dig ikke!

Mod endestationen
Og så går den unge mand hjemad i dyb frustration; kærlighed er en bastard fra helvede. Den giver ingen mening - og når der ikke er nogen mening, hvorfor så leve videre? Så hellere dø.
Men den unge mand er - biologisk set - ikke død endnu. Han har bare mistet sit hjerte. Og det kan han ikke bære.
Han stopper ved slagteren og køber et stykke lever til sin hund. Derefter besøger han en vinhandel og investerer i en flaske whisky og vandrer så videre. Hjem. Mod endestationen.
Han slår døren op til sin bolig, finder pistol og haglgevær frem og sætter sig i lænestolen. Han serverer kødlunsen for hunden og skruer låget af flasken. Og drikker. Og drikker. Og da flasken er tom, og hunden er mæt, tager han pistolen, sigter på hunden og fyrer af - BLAM! Tot gewesen, død hund.
Han bytter pistolen ud med haglgeværet og læner hovedet bagud, så det støtter mod ryglænet. Han fører løbet ind i munden og stirrer op mod loftet. Uret tikker. Solen går ned. Hun vil ikke have ham. Han lukker øjnene og presser fingeren sammen om aftrækkeren; hundrede af hagl banker gennem hans hoved. De flænser hans indre og ydre, han besvimer - men han dør ikke. Ingen endestation, kun et pit stop; a temporary drop out.
Næste dag finder hans tante ham, og hun gør som ethvert andet levende menneske, der finder en døende; ringer efter en ambulance. Ambulancen ankommer - og den unge mand bliver reddet. Eller han får ikke lov til at dø. Big deal - det betyder det samme; han forsætter med at trække vejret.

Ét kig i spejlet
Lægerne lapper ham sammen; kinden bliver syet, den molesterede kæbe erstattes af jern og venstre øje bliver udskiftet med et af glas. De får næsten genskabt et fysisk helt menneske, men de kan ikke gøre noget ved hans - på grænsen til det uudholdelige - kroniske hovedpine og psykiske mén. Og de kan heller ikke ændre ved det faktum, at han til sine dages ende vil blive mindet om sit eget selvmordsforsøg - ét kig i spejlet er nok: BLAM!
Og sådan slutter historien: Jeg ved ikke, om han stadig lever, men sidste gang jeg så ham, var til hans søns børnefødselsdag i tredje klasse. Og dér havde hans nye kone forladt ham. Det var sommer, og han sad stiv af sprut i en stol ude i haven. Øjnene var stadig ikke til at komme i kontakt med, han havde shorts på - og ved venstre lår hang hans nosser ud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her