Læsetid: 4 min.

Eventyrets formel: FV2F

22. maj 1999

KALENDER
DER VAR EN MAND, som engang vidste saa mange nye Eventyr, men nu vare de slupne for ham, sagde han; Eventyret, der af sig selv gjorde Visit, kom ikke mere og bankede paa hans Dør; og hvorfor kom det ikke?
Svaret er, at der udenfor var krig og indenfor sorg og nød.
Situationen er ikke ukendt, verdensbegivenhederne kan virke lammende på digterens lyst eller evne til at fabulere frit, stillet over for kravet om stillingtagen til virkeligheden. Men som regel er der desuden en personligt begrundet blokering, der ikke lettes af konkurrencen fra mere facile engagementer i form af litteratur på flaske, f.eks. en flaske med Hverdagshistorier, bunden til baade med Svineskind og med Blæreskind, for den kunde ikke taale at tabe af sin Kraft.
H.C. Andersens var gerådet i produktionskrise, der for en del hang sammen med landets letsindige udenrigspolitik, som satte krigen i gang i 1864 med så forsmædeligt resultat. Hans nationale sindelag havde det ikke godt med mange nære tyske forbindelser, der nu var del af fjendelandet.
Han huskede ellers eventyret så levende i alle de mange skikkelser, det var kommet til ham, siger fortælleren, men nu bankede ingen på døren.
Andersen løste sin eventyrkrise ved at skrive den fortælling, jeg citerer fra, et eventyr i den fantastiske genre, der også gjorde op med epigonerne med virkelighedspatentet: Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen (1865).

HVOR KOM ALLE de historier fra? Det virkede, som om Rashid bare behøvede at skille læberne i et buttet, rødt smil for at få en splinterny familiekrønike til at springe frem med alt, hvad der hørte sig til af trolddom, kærlighedsscener, prinsesser, onde onkler etc.
Men en dag forlod Rashid Khalifas kone Soraya ham sammen med hr. Sengupta, en lille, vindtør mand, der altid sagde: "Hvad skal vi med historier, der ikke engang passer?" Det var en dag klokken 11. Derefter gik Rashid hver gang i stå med sine vidt berømte historier efter 11 minutters forløb, tom i hjernen.
Hvordan denne krise løstes, fortæller Salman Rushdie i den lille eventyrroman Harun og eventyrhavet (1990, just genudgivet som Gyldendal Paperback).
Rashid bor i landet Alifbay i en trist by, hvor røgen hænger tungt fra tristhedfabrikkernes skorstene. Så der er god brug for hans humør, som politikerne også udnytter. Han skal optræde i byen G i den nærliggende K Dal ude i M Bjergene. Og han tager af sted med sin søn Harun.

DET BLIVER en forunderlig rejse til Døllesøen, til fortællingernes kilde og selve eventyrhavet - som også er universets største bibliotek: Eftersom alle historierne opbevaredes i flydende form, beholdt de evnen til at forandre sig og blive til nye udgaver af sig selv og flyde sammen med andre historier. Ikke noget med litteratur på flasker, men selve fortællekunstens mysterium og dens lovmæssighed.
Den forstyrres af kampen mellem to riger, landet Chup, der tvangsmæssigt har indført tavsheden, og Gup, der gladeligt plaprer løs. Mørke kontra lys med kun en tusmørkebræmme imellem. En tudegrim prinsesse er bortført.
Den unge Harun leder kampen mod de mørke, tavse kræfters forurening af eventyrhavet med hjælp af tryllestav og alle Gups kunstfærdige skabninger. Rushdie demonstrerer sin eventyrteori ved at hente ingredienser og motiver fra det store eventyrkatalog. Det er let at finde træk af Iliaden, 1001 Nat, Alice in Wonderland, Rapunzel, Agent 007, Star Wars etc. Ja, prinsesseredningshistorien hedder S/1001//ZHT/420/41(r)xi, som var den et nummer i Aarne og Thompsons klassificerende eventyrregister.
Verden er hverken kulsort eller evig lys, nat og dag, tavshed og tale skal ikke skilles af kraftmure. En lykkelig integration bliver resultatet af krigen mod Kattham Shud, mørkets fyrste og talens fjende, en inkarnation af hr. Sengupta. Eventyret ender da også med, at Soraya vender hjem, Harun har fødselsdag og Rashid fortæller videre - eller rettere: han har lige fortalt den historie, vi kommer fra.
Fatwaen mod talen, fortællingens muntre frihed er ophævet.

NYE HISTORIER fødes af gamle historier. At fortælle er at jonglere. Tavshedens krise ophæves af eventyret, som trodser virkeligheden. Der findes altid en hr. Sengupta, ansat i bylavets kontor, som hader historier og historiefortællere, som ikke er politisk korrekte. En historiefortæller dræber man, siger Peter Bichsel i sine Frankfurterforelæsninger, ved at forpligte ham på virkeligheden.
Hvordan digteren så bærer sig ad med at løfte sig ud af det politiske sprog til fantasiens sandheder, er der ingen rigtig forklaring på. Jo, der findes en formel, som Rashid Khalifa kender, og som hjælperne i Gup, hærfuglen Menn, vandånden Hviss og den flydende havemand også véd om: FV2F, dvs. "For Vanskelig Forklarlig Fremgangsmåde."
Den formel var også H.C. Andersen bekendt med. Han brugte den bl.a. til at overvinde fjendskabet mellem dansk og tysk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her