Læsetid: 2 min.

Fem år efter Jazzpar

15. maj 1999

Roy Haynes er fortsat en af jazzens store trommeslagere

KONCERT
Efter de første tre numre rejste Roy Haynes sig fra trommerne og udtrykte sin fornøjelse ved at være tilbage igen. Ja, tænkte jeg, her havde han jo immervæk modtaget jazzens største pris i 1994, og 200.000 stærke glemmes vel ikke så hurtigt.
Men nej, Haynes tænkte på sit første besøg, som fandt sted for 45 år siden, og specielt på sine første plader under eget navn, som blev lavet ved denne lejlighed. For dette er jo Copenhagen, right? (Jovist, men pladerne blev nu indspillet i Stockholm).
Nå, med årene bliver vi bedre til den lange hukommelse end til den korte (hvem var det nu der spillede i jazzhuset i onsdags?) - og Roy Haynes er jo på vej mod de 75.
Ikke at det mærkes synderligt på ham. Hans fremtræden er stadig præget af koncentreret vitalitet og frodig iderigdom, og der er ikke mange af jazzens yngre trommeslagere han ikke kan stille op mod.

Knap så subtilt
Kun på et enkelt punkt mærkes det, at han ikke længere er den han var, f.eks. i 1954, da han var her med Sarah Vaughans trio. Hans spil har ikke samme subtilitet, ikke den gamle klangrigdom, ikke evnen til at få trommeskindene til at synge med et ganske let anslag. Jo, ind imellem, men ofteslår han også på tromme, på en måde som ikke var almindelig i hans store år. Sådan var det jo også, da han modtog sin pris i 1994, og i hvert fald jeg tænkte, at han burde have fået den, da han var yngre.
Men stadig er det da en fornøjelse at høre en så stor musiker så velbeholden. Især når han er i kongenialt selskab. Som for fem år siden, hvor hans rytmegruppe-partnere var Thomas Clausen og Niels-Henning Ørsted Pedersen. I knap så høj grad onsdag, hvor bassisten John Patitucci for min skyld gerne kunne have været udskiftet med en mere fysisk funderet musiker.
En fremragende instrumentalist er Patitucci unægtelig, hvad hans hidtidige alliancer - fra Chick Corea og nedefter - absolut bekræfter. Men i al hans hurtighed på gribebrættet savner jeg alligevel en sensualitet, en hvilen i det kropslige, som for Haynes er en selvfølgelighed.
Og for Danilo Perez, trioens fremragende pianist. Jeg hørte ham ikke, da han for et års tid siden besøgte jazzhuset, og troede, ud fra hans samarbejder med bl.a. Arturo Sandoval og Paquito D'Rivera, at hans baggrund især var caribisk. Men Perez er fra Panama, og hans inspiration kommer især fra Thelonious Monk, vel at mærke en sjældent velassimileret inspiration, som i forbindelse med hans evne for tema-abstraktion gjorde bekendtskabet usædvanligt løfterigt.

*Roy Haynes Trio i Copenhagen JazzHouse onsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu