Læsetid: 4 min.

Film i tv

27. maj 1999

*Sidney Lumet der nærmer sig de 80 og still going strong, har prøvet sine evner som instruktør af i snart sagt alle genrer og udtryk. I Manden i slangeskind fra 1959 - instruktørens fjerde film - har han kastet sig over et skuespil af Tennessee Williams, der sædvanen tro foregår i Amerikas dybe syd, hvor varmen har det med at forstørre dramatikken betragteligt. Marlon Brando spiller titlens mand iført slangeskindsjakke, der med sin guitar som eneste selskab ankommer til en lille by og straks havner i et drama mellem to kvinder, Anna Magnani og Joanne Woodward. Ved den dansk premiere i 1960 var filmbladet Kirke og Film, der i '75 blev til Levende Billeder, meget begejstret for filmen, selvom anmelderen, der så religiøse symboler alle vegne, ikke helt købte filmens budskab: "Denne film (...) er nær ved at unddrage sig objektiv bedømmelse, fordi den på en gang er så betagende et kunstværk og så inderlig usympatisk i sin forkyndelse. (...) I dramatisk opbygning i Brandos og de andres skuespilpræstationer og i fotograferingen er det helt store nået."
Manden i slangeskind / The Fugitive Kind TV2, torsdag 0.00-2.00

*Ivan Reitman instruerede, mens Harold Ramis og Dan Aykroyd skrev og spillede titelrollerne side om side med Bill Murray og Ernie Hudson i den første Ghostbusters-film fra 1984. Den blev en gigantisk succes i biograferne, ligesom titelsangen okkuperede radiostationerns hitlister, og klistermærkerne var at finde på alverdens skoletasker. Et sådant postyr sidder man ikke overhørig, hvis man arbejder i den amerikanske filmbranche, og fem år senere kom opfølgeren, som (heldigvis) ikke var dårligere - eller blev mindre succesfuld. Med mere overbevisende effekter og en overkarikeret Peter MacNicol som det ynkelige redskab for den urgamle, onde ånd, som er det specielle firkløvers virkelige fjende, er der fuld knald på historien om de fem spøgelsesjægere, som efter en fem år lang pause vender tilbage til deres fag. Det er uforpligtende sjov og ballade, men det er godt lavet, og ikke mindst Bill Murrays komiske flegmatiker er et godt fikspunkt for de mange løjer, når Ramis og
Aykroyd giver den som 'seriøse' tekno-nørder.
Ghostbusters II / Ghostbusters II TV3, fredag 20.00-21.55

*Eric Serras fantastiske musik er det, jeg husker bedst fra franske Luc Bessons fængende undergrundsdrama Subway. Måske lige med undtagelse af den evigtsmukke Isabelle Adjani, der spiller overklassekvinden, som Christopher Lamberts tyv fra den parisiske undergrundsbane forelsker sig i. Det er ikke de store budskaber og moralske overvejelser, Besson giver videre til sit publikum - hverken i Subway eller sine øvrige film - men han forstår at lave imponerende billeder, der i dette tilfælde også akkompagneres af god underholdning. Subway har, sammen med Jean Jacques Beneix' Betty Blue, samlet sig en solid, dansk fanskare, og i Den lille Biograf i Silkeborg, hvor jeg engang arbejdede, var det en af de få film, vi faktisk kunne tjene penge på ad flere omgange.
Subway / Subway DR 1, fredag 0.00-1.40

*John Woo brugte tre film på at finde sig til rette i det amerikanske produktionssystem. Den tredje film, det ekvilibristiske actionbrag Face/Off, hvor John Travolta og Nicolas Cage giver den for fuld udblæsning, blev fortjent en kæmpesucces, og den tidligere Hong Kong-instruktør er nu i gang med opfølgeren til Brian De Palmas Mission: Impossible, stadigvæk med Tom Cruise på rollelisten. At Woo kunne lave film vidste mange af de fans, der med bekymring så ham forlade Hong Kong og mesterværker som The Killer og Bullet in the Head for at lave sin første amerikanske film, Hard Target, med den alt andet end velspillende Jean-Claude Van Damme i hovedrollen. Filmen er flot, men har et ganske tåbeligt manuskript, og forventningerne til Woos næste film, Broken Arrow, var ikke store - selvom Travolte og Christian Slater stod øverst på rollelisten. Travolta spiller luftvåben-piloten, som stjæler et af hærens tophemmelige, missilbærende stealth-fly, mens Slater er hans ven og co-pilot, som forsøger at stoppe ham. Masser af bjergtagende og sublimt koreograferede actionsekvenser følger - hold f.eks. øje med en styrtende helikopter - men Travoltas grumme overspil kalder mere på irritationen end det grin, som tydeligvis er meningen. Og Slater synes reduceret til en nikkedukke, som Travolta kan spille op ad.
Broken Arrow/ Broken Arrow TV2, lørdag 21.00-22.50

*Robert De Níro yder en af sine rigtig legendariske præstationer som bokseren Jake LaMotta i Raging Bull, Martin Scorseses mesterlige dramatisering af bokserens liv. Man følger den hidsige og voldelige, men talentfulde LaMotta fra en rastløs ungdom på gaderne over storhedstiden som bokser til et nedværdigende endeligt som fedladen og umorsom stand up-komiker. Optaget i sort-hvid er Raging Bull et fascinerende studie i boksning og psyken hos en af sportens i dette tilfælde selvdestruktive udøvere. Den berømte scene, hvor LaMotta/De Niro tværer en af sine modstandere ud i ringen, er blodig, brutal, inciterende og hårrejsende flot fotograferet og klippet. Autenticiteten af boksescenerne blev sikret ved at De Niro under forberedelserne trænede ihærdigt med handskerne og faktisk blev ganske habil til at svinge næverne. De Niro, der altid har været en af method acting mest dedikerede udøvere, tog også mere end 20 kilo på i løbet af optagelserne for at fuldende illusionen af LaMottas fysiske (og psykiske) deroute.
Raging Bull/ Raging Bull DR 2, søndag 20.50-23.00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu