Læsetid: 4 min.

Film i TV

20. maj 1999

*John Waters har aldrig forsøgt at tilpasse sig mainstream-Hollywoods gode smag. Og selvom Baltimores største provokateur, der har film som Pink Flamingos og Polyester bag sig, med tiden er blevet mere stueren og bredt appellerende på den visuelle side, så er det alligevel kun tilsynelandende. For hvad angår indhold og morale, så er Waters stadigvæk en mester udi dårlig smag og politisk ukorrekthed. I den forrygende Massemor er det den pastelfarvede parcelhusidyl, han tager under satirisk behandling. Kathleen Turner, i en af sine bedste roller, spiller den for perfekte husmor og forælder, der ikke kan acceptere, hvis nogen eller noget kommer på tværs af hendes version af idel lykke og harmonisk familieliv. En dag slår det klik, og hun begynder at udrydde de irritationsmomenter, hun møder på sin vej. Og så accellererer filmen ellers afsted i højt tempo med skøre og bidske ind- og udfald mod småborgerlighedens stilstand og vores blinde tro på, hvad medierne og autoriteterne siger.
Massemor/ Serial Mom DR 2, fredag 20.00-21.30

*Joe Dante er nok stadig bedst kendt for Gremlins 1 og 2, to film om de små, nuttede mogwais, der, hvis de fodres efter midnat, forvandler sig til aggressive og ubehagelige drillenisser - gremlins. Men han har faktisk lavet flere temmeligt underholdende film ind i mellem. Nok har de ikke den samme anarkistiske og opfindsomme charme, som filmene om de små bæster, men de er alligevel i besiddelse af den samme løssluppenhed og fascination af alt, hvad der har med tegneserier og gamle skrækfilm at gøre. I Nabokrigen spiller Tom Hanks parcelhusejeren, der begynder at tro, at hans naboer i virkeligheden er væsener fra det ydre rum, og at de har gang i en skummel plan om at få skovlen under hele nabolaget. Han får mobiliseret de øvrige af sine excentriske naboer i forsøget på at afdække planen, men ikke alt går, som han havde håbet - naturligvis. Det er ikke Dantes bedste film, men Nabokrigen besidder den sorte humor, det overgearede tempo og de mange in-jokes og sight-gags, som man forventer af instruktøren, ligesom Tom Hanks altid er god - i hvert fald hér i sin præ-Oscar-periode - for en overspillet, gennemkarikeret, grænsende til det hysteriske, præstation som den (ikke helt) almindelige mand i en uvant situation.
Nabokrigen/ The Burbs TV3, fredag 20.00-21.55

*Jim Carreys skuespiltalent så vi beviser for i Peter Weirs mesterlige The Truman Show, men det er som gummiansigt med leddeløs krop, at den i dag højt betalte komiker først slog sine folder. Bl.a. i de fjollede Ace Ventura-film, men bedst og mest iøjnefaldende i The Mask, hvor Carrey giver den på alle tangenter som den kiksede og kedelige bankfunktionær Stanley, der finder en gammel maske og med den på forvandler sig til en mambodansende supermand med grønt ansigt. Som hentet ud af en af Tex Averys vanvittige tegnefilm. Smukke Cameron Diaz spiller Stanleys/The Masks drømmekvinde i en rolle, som oser af sex, og som åbnede både publikums og Hollywoods øjne for hendes tydelige kvaliteter - også de skuespilmæssige. Filmen er fyldt til randen med visuelle gags og hæmningsløs fis og ballade, og selvom historien ikke kan eller vil det store, så bobler Carrey og Diaz og Charles Russels iscenesættelse af så megen overskud og hittepåsomhed, at filmen er en absolut fornøjelse.
The Mask/ The Mask DR 1, lørdag 20.00-21.35

*John Hughes er teenage-filmens mester, og i 80'erne sprøjtede han film ud. Som instruktør, manuskriptforfatter og producent formede han filmene i sin helt egen ånd - bl.a. rummede de altid en kommentar til de fleste forældres manglende forståelse for de vanskelige teenageår. Blandt hovedværkerne kan nævnes Breakfast Club, En vild pjækkedag og Weird Science. Her i 90'erne har han som producent og manuskriptforfatter slået sig på familieunderholdning af den lette slags (Alene hjemme 1 og 2, Dennis the Menace). Onkel Buck fra '89 hører til blandt de af Hughes' film, hvor grænsen mellem ungdom og familie er en smule udvisket, men det er så absolut en god film, hvor en af instruktørens hofskuespillere, den nu af døde canadiske komiker John Candy, leverer en følsom, men sjov præstation i titelrollen, som onklen, der skal passe sin søsters tre børn. Det går naturligvis ikke helt stille for sig, ikke mindst fordi den ældste datter er en vanskelig teenager med tilpasnings- og autoritetsproblemer. Se den sammen med dine teenage-børn - de vil elske den.
Onkel Buck/ Uncle Buck TV3, lørdag 19.30-21.15

*Robert Rodriguez har siden sin spillefilmsdebut, El Mariachi, produceret for kun 7.000 dollar og hans adgangsbillet til Hollywood, gjort, hvad han kunne for at holde fast i sig selv og sin integritet i et miljø, der æder sjæle til morgenmad. Alligevel passer han fortrinligt ind i den amerikanske filmindustris overfladiske stil, idet hans film, i hvert fald indtil nu, har handlet mest om udseende og visuel formåen. Med Desperado, der gjorde spanske Antonio Banderas og mexicanske Salma Hayek til amerikanske filmstjerner, viser Rodriguez sit betydelige talent for at lave effektive billeder og skabe forbløffende actionsekvenser. Filmen, der følger en mariachi, en mexikansk guitarist, spillet af Banderas, på et privat hævntogt, er en voldsballet af de sjældne, hvor kameraarbejde, stunts, special effects, klipning, skuespil og musik går op i en højere enhed og baner vej for et forfinet stilistisk udtryk - med åbenlys inspiration fra tegnefilm, Hong Kong-martial arts-film, spaghetti-westerns. Filmen er meget tynd rent handlings- og plotmæssigt, men hvad betyder det, når resten er som balsam for ømme øjne.
Desperado/ Desperado TV3, søndag 22.00-23.55

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her