Læsetid: 4 min.

Film i tv

6. maj 1999

*Winona Ryder har i det sidste tiår været en af de bedste og sjoveste fremstillere af amerikanske ungpiger under udvikling, gerne lidt uden for det etablerede familieliv. I denne hverdagskomedie fra 1990 er hun en rodløs teenager, der klamrer sig til katolicismen som et holdepunkt i en rodet tilværelse med en egocentrisk mor, der hele tiden flytter rundt på familien, og en lillesøster, som er besat af svømning. Cher spiller moderen, og Bob Hoskins ses som en ensom skotøjsforhandler, der dyrker hende. Et særegent, men pudsigt par. Og bemærk den skarpe Christina Ricci som Winona Ryders niårige lillesøster - hun er nu en af Hollywoods mest lovende stjerner, selv om det endnu ikke er fremgået af det hjemlige biografrepertoire.
Mermaids/ Skønne sild. DR 2, fredag kl. 20.00 -21.45

*Disney-fabrikken udspyr metervarer i massevis, men engang imellem rammes den af inspirationens lyn. Det sker i denne skægge familiekomedie fra 1989, der blander science fiction og farce, da en halvgal opfinder får sine to børn og naboens med til at skrumpe så voldsomt, at han til sidst ikke kan øje på dem og er ved at sluge et af dem til morgenmaden. For børnene bliver det en hel Jules Vernesk ekspedition i egen baghave, der forvandles til en farefuld jungle, med farmands græsslåmaskine som den ultimative trussel. Vist er der konventionel parcelhushygge i historien, men også surrealistisk eventyrstemning, når perspektivforskydningen får alt det velkendte til at se yderst mærkværdigt ud.
Honey, I Shrunk the Kids!/ Skat, børnene er skrumpet. TV3, lørdag 14.50 -16.35

*Tom Hanks blev for alvor voksen som stjerne, da han fik chancen for at spille barn. Big fra 1988 baserer sig på en af den slags snurrige komedie-indfald, der lyder gyseligt fjollet på papiret. Men faktisk er der god mening og tonsvis af charme i denne eventyrhistorie om en 13-årig skoledreng, der lyn-ældes og bliver en 35-årig mand med drengesjæl. Det er selvfølgelig ikke mindst Hanks' skyld, for er der nogen, som står i naturlig kontakt med sit indre legebarn, er det ham. Alt omkring ham bliver eventyrligt, når han med smittende henrykkelse oplever det for første gang. Hans magiske opdagelsesrejse i New York ender logisk nok i et stormagasins legetøjsafdeling, hvor et musiknummer med dans på klavertangenter bliver et gyldent højdepunkt. Filmen er instrueret af Penny Marshall, søster til Pretty Womans Gary Marshall. Enlige succes-svaler synes at ligge til familien, for Penny har - ligesom Gary - ikke siden præsteret noget tilsvarende. Den ene af Bigs manuskriptforfatterne er i øvrigt også søster til en instruktør, nemlig Anne Spielberg, hvis storebror er den bekendte Steven. Og det antages almindeligvis, at hun har ladet sig inspirere kraftigt af broderens Peter Pan-kompleks, da hun skrev historien.
Big. TV2, lørdag kl. 20.35 -22.25

*Jonas Elmer havde allerede gjort sig bemærket med en indtagende afgangsfilm fra Filmskolen, Debut, inden han i 1997 fik sig en prestigesucces med den lavbudgetterede nørde-komedie Let's Get Lost. Den indbragte Bodil'er til både instruktør Elmer og hovedrolleskuespiller Sidse Babett Knudsen, og samlede en stak gode anmeldelser, men den blev langt fra det store trækplaster i biograferne. For hvem kendte dengang Sidse Babett Knudsen og kunne vide, at hun her præsenterer en ny kvindetype på lærredet, den på overfladen skrappe københavner-sild, der ved alt om sexlivets intimere teknik og gerne snakker smældende højt om det, men har et godt gammeldags rod i det jalousi-formørkede følelses-
liv. Hun er eneste kvinde i et slæng af yngre dagdrivere og sofadyr, der lever på understøttelse, småplat og en opslugende fodboldinteresse. Elmer lod skuespillerne Bjarne Henriksen, Nikolaj Kopernikus og Troels Lyby improvisere dialogerne frem mellem de elskeligt sløve mandepadder, og det skaber en afvæbnende autentisk tone og fornemmelse af spontanitet. Filmen bliver lidt af et portræt af en generation, der ikke snubler i starten, men aldrig får stillet op til start: bistandsgenerationen. Elmer vil selvfølgelig nødigt 'give samfundet skylden', men har dog udtalt, at velfærdssystemet har sin andel i, at "mange går på røven, fordi der ikke er noget at kæmpe for."
Let's Get Lost. DR 2, søndag kl. 20.50 - 22.30

*Juliet Binoche har lidt af den samme renfærdighed i Blå som Irène Jacob i Rød. Den nu afdøde polske instruktør af farvetrilogien Blå, Hvid og Rød, Krzysztof Kieslowski, dyrker Binoche' sjælfulde Madonna-ansigt i insisterende, langt udtrukne nærbilleder, der rummer en pirrende gådefuldhed. Det samme gør hele historien om Julie, der mister mand og barn ved en trafikulykke og prøver at praktisere den absolutte frihed og uafhængighed som et slags sorgarbejde: i isolation i sin nye Pariserlejlighed, i et sjæleligt ingenmandsland, håber hun at slippe fri fra den byrdefulde fortid. Men med et noget nær genialt påfund viser Kieslowski gennem musikken, hvordan fortiden alligevel trænger sig ind på hende. Den dræbte ægtemand var komponist, og hans ufuldendte symfoni (selvfølgelig skrevet af Kieslowskis faste
komponist Zbigniew Preisner) bliver ved at med klinge i hendes ører. Og Julie kan selvfølgelig ikke totalt afskære sig fra omverdenen, der ikke mindst gennem lydene trænger ind på hende. Bifigurer, der afspejler hendes sindstilstand, kontakter hende og insisterer på at bringe hende tilbage til livet. Blå er nok den mest umiddelbart gribende af filmene i Kieslowskis farvetrilogi, et udtryksdæmpet, mesterligt stiliseret studie i instinktivt sorgarbejde og sjælelig genfødsel.
Trois Couleurs: Bleu/ Blå. TV2, onsdag kl. 23.40 - 01.15

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu