Læsetid: 6 min.

Det Fjerdre Rige 50

22. maj 1999

Intermetzo

I Pinsen fylder vor sydlige nabo rundt. Sådan at forstå at den Tyske Forbundsrepublik fik sin demokratiske forfatning for 50 år siden den 23. maj 1949. Startskuddet til det fjerde riges erhvervsmirakel, Wirtschaftswunder, var hermed affyret og vejen banet for den økonomiske og tekniske genoprustning, forudsætningen for det moderne Vesttyskland midt i den vestlige sikkerhedszone, USA's buffer mod Sovjetunionen. Den nye tyske stat - eller de to nye tyske stater - var gang på gang - for ikke at sige kronisk - de betydeligste risici for at koldkrigen på et øjeblik kunne blive varm.
Delingen af det slagne, sønderbombede Tredje Rige var med den nye forbundsforfatning og med andre ord en realitet og havde i og for sig været det, fra det øjeblik Hitler i førerbunkeren dybt under Grusgrav Berlin i april 1945 satte pistolen for tindingen og afsluttede Tysklands rædsel, men næppe nok fornedrelsen.
Besættelsesmagterne, der af gode grunde ikke havde meget til overs for de slagne, indså dog hurtigt nytten af at rejse de væltede i en fart og anviste de besatte både retning og mål. Det deraf følgende vesttyske erhvervsmirakel var foruden sit sikkerhedspolitiske sigte også ment som en demonstrativ understregning af kapitalismens og markedsøkonomiens overlegenhed i forhold til Sovjet. Og vel at mærke soldater- og bondestatens kommandoøkonomi, der så småt tegnede sig og i de næste år grundlagde forudsætningerne for sin fremtidige fiasko.
Der Spiegel har gjort en god del af Forbundsrepublikkens historie med, og i sine store øjeblikke optrådt som den demokratiske vagthund, der bed efter haserne af kristdemokrater og andre med et mere eller mindre distræt forhold til parlamentarismens óg andre spilleregler og almindelig anstændighed.
Spiegel udsendte i denne uge et af de tema-numre, man som uforbederlig lavere tryksagssamler føler trang til at indlemme i arkivet: 50 Jahre Bundesrepublik - med forord af Rudolf Augstein himself, den velskrivende udgiver og i realiteten overoveroverredaktør for denne bedrift af et nyheds-baggrundmagasin, der således uge efter uge - over 330 sider hver gang(!) - sætter dagsordenen i den tyske - for ikke at sige centraleuropæiske debat.
Spiegels tilbageblik i 50-årsanledningen er i overensstemmelse med nyheds- og baggrundsmagasinets aldrig fravegne redaktionelle linie båret af massive og dybdeborende artikler med velredigerede temaer om fænomener og personer fra de fem årtier. I ligeledes samsvar med konceptet beror fremstillingen på karakterfulde billeder i den bedste tyske pressetradition, vel at mærke identisk med Spiegels.

For en dansker født i fredsåret 45, opvokset under indtryk af forældregenerationens og egen forfærdelse over den bogstavelig talt ufattelige gru, der langsomt men sikkert afdækkedes i det sammenbrasede Tyskland, hviler der over disse tyske billeder fra det gamle kulturlands genrejsningsår, en egen sort-hvid fjernhed, en sær uvirkelighed, som en fjern drøm.
Billederne genfremkalder minder om indtryk og følelser dengang, og erindrer om den instinktive afstandtagen fra så meget tysk, at der næsten ikke var noget tilbage.
Den germanske umenneskeligheds dimensioner syntes understreget af al den elendighed, hvori folket i det besatte land nu var hensat.
Mennesker i den grad i underskud vækker ikke ligefrem tillid endsige beundring. Da slet ikke hos barnet, som kun finder ubehag og trang til flugt ved synet af så megen nød og armod. På Lüneburger Heide boede dengang i begyndelsen af 50'erne folk, der lignede en fremmed art, et gensplejset troldpak, sådan så de ud, små og krumryggede med vorter og hår i ansigtet. Flygtninge fra øst velsagtens. Faldefærdige kroer og billige herberger med dyner som aflivede hønsegårde og jordslåede vægge var fulde til sidste plads og lidt til af disse lasede, underernærede stykker menneskeligt strandingsgods, der yderligere understregede ubehaget ved at gennemrejse disse sure evigt regnvåde egne.

Få år inden havde ildevarslende stednavne på vejene længere sydpå afstedkommet så megen lidelse for andre, at det ikke var til at holde ud. Man hastede forbi i Folkevognen med den delte bagrude og usynkroniseret gearkasse. Byernes ruindynger og stanken af - ja vel ikke ligefrem forrådnende lig på det tidspunkt, men hvad trivedes ikke af sygelighed og dårligdom i sammenstyrtede kældre og tilstoppede kloakker, og hvad lod fantasien ikke færdes i varulvenes hinter-, unter-, und neben-land. De tyske billeder af byerne står stadig på nethinden: Hamburg som en ødemark af sten, Bremen ødelagt helt ind i sjælen, Köln, med undtagelse af den røgsværtede kæmpekirke, jævnet med jorden. By efter by: Dortmund, Kassel, Münster, Kiel, Lübeck. I Bernd G. Längins Deutsche Bilder (Weltbild Verlag 1989) får man et indtryk af det tabte land før ragnarok, disse gamle byer med hver deres særpræg, med middelalderhuse, der overlevede 30-årskrigen og resten af tiden. Helt op til Bomber-Harris og US-Air Force tog fat.
Men Tyskland var trods alt andet og mere end disse smertelige dokumentationer af mistet uskyld og historie og personlige erindringer om håbløshed og dump sorg over det evigt tabte.
Her træder Der Spiegel atter hjælpende til og fortæller i tekst og andre billeder end ens egne forslidte. Om et martret folk, tyskerne i fortrinsvis vest, hvis skyld og ansvar for verdenskatastrofen og drabene på millioner kun kan diskuteres i mere spidsfindige nuancer, og som trods alt det tyngende og utilgivelige langsomt rejste sig fra de væltede byer og - uanset udskejelser undervejs og blind forbrugerisme og nyt højre og voldeligt venstre - faktisk tog det umulige selvopgør på sig. Et opgør - ikke mindst Augsteins og Spiegels fortjeneste - som so oder so, som de siger, bragte tyskerne en spinkel respektabilitet under Adenauer, siden under Brandt, Schmidt og Kohl en stadig mere solid. Og endelig under Schröder og de Grønne - så længe det holder - hen hvor de nu er på godt og mindre godt.

Af Spiegels mange billeder fremtræder i samme forbindelse endnu den dag i dag pressefotografiet, der sendte gråden op i halsen, Canossa-billedet af kansler Brandt, den sensible emigrant som Spiegel kalder ham, den 7. december 1970 på knæ i regnen foran monumentet for den nazi-likviderede ghetto i Warszawa. Da så man og forstod...
Måske kan man hævde, at den nye tidsregning for Tyskland snarere tog sin begyndelse denne 7. december 1970, da Brandt således med bukseknæene i en vandpyt på dette billede af ikonografisk styrke tog fortidsbyrden på sig og - før der gik inflation i at sige undskyld i tide og utide - fremførte det tyske folks nødvendige, fortrydelsesfulde udsoning med fortiden.
Skæbnens ironi ville at netop Willy Brandt, der altid spillede med åbne kort, og hvis betydning for øst-vest-politikken var uvurderlig, selv blev forrådt på det skammeligste af sin nærmeste medarbejder, der viste sig at være spion for de indemurede landsmænd i øst. Brandts resultater rokkede det dog ikke ved, men understregede infamien mellem tvillingefolkene. Var udsoning dér overhovedet muligt mere?
Af Spiegels øvrige billeder: Ét forestiller en ung moder i 50'er-elegance med flæser her og der og new-look i energisk gang på en (berlinsk?) villavej med en lille vovse i snor og barnevogn a la Mercedes. Det nye tyske menneske, hvis kvinderolle dog endnu ikke er ændret radikalt. Det begav sig mildt sagt senere og var måske mest markant i moderne tysk kultur- og samfundsudvikling. Et andet er et tysk, tysk billede. Et industriportræt: Direktøren og arbejderne på Folkevognsfabrikkerne, da vogn nr. en halv million ruller ud fra samlebåndet. Hitlers idé var det jo, at alle tyskere af middelindkomst skulle kunne erhverve en sådan potte med motor agter og benzintank på skødet. Men Hitler levede i sin egen sure fortid og udkæmpede Første Verdenskrig én gang til og ville for alt i verden og uanset tyskernes hede forventninger om at få en lille bil udrydde jøderne. Han var en parentes i tysk histore. Tragisk, men en parentes. Da han var væk, og produktionsapparatet med omtalt bistand udefra fornyet efter ødelæggelserne, nåede tyskerne allerede i 1953 den halve million folkebiler. Dér lå afskeden med fortiden, motorvejen frem mod velstand og ny storhed. Ikke et ord mere om Lebensraum og Drang nach Osten. Det klarede foretagsomheden og ikke at forglemme D-Marken meget bedre, og så godt at de en skønne dag kunne afskaffe den. Foretagsomheden er bibeholdt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu