Læsetid: 8 min.

En fodboldkamp i Afrika

22. maj 1999

ESSAY

Solen var stærk. For stærk. Ætsende. I fodboldmålet stod en smuk, sort kvinde i en stram, mørkerød kjole. På sine højhælede guldsko svajede hun let frem og tilbage, som dansede hun med det solblege net bag sig. Men det var en halvhjertet vind. Og den bragte ikke kølighed, kun mere varme. Heldigvis udstrålede hendes mørke øjne en kølig arrogance, som måtte give enhver angriber fornyet energi. Fifa burde forlængst have revideret de gamle, puritanske fodboldregler og tilladt kvinder som skønheden på Athelone Stadium i Cape Town at forsøde ensomheden mellem stængerne for alverdens målmænd. Man er forbandet alene, når alle de andre prøver lykken i den anden ende af banen. Derfor sker det ofte, at de høje mænd mellem stængerne forsvinder bort på lange, ensomme tankestier og reagerer for langsomt, når ensomheden pludselig er forbi og bolden suser mod nettet.
Bag skønheden i fodboldmålet synes modstandernes hold endelig at angribe anført af en lille, gråsprængt mand i jakkesæt. Det er årevis siden jeg sidst har været til en fodboldkamp, og det er allerførste gang i Sydafrika, men alligevel... hvorfor ligner alle spillerne mænd, som håber på en karriere på de bonede gulve?
Hvor er mudderet og sveden og stanken af vold og det pludselige unikke øjeblik, hvor gemenheden vender vrangen ud på sig selv og bliver til fandenivoldsk skønhed? Og hvorfor løber pressen rundt inde på banen og interviewer spillerne i deres smarte italienske jakkesæt? Hvorfor vender den undersmukke målvogterske ryggen mod modstanderne, som var hun sikker på, at bagdelens kirsebærform ville lede selv den mest angrebslystne fodboldspiller på afveje? Men frem for alt hvor er bolden?
Måske burde mængden af kvinder blandt publikum have gjort mig mistænksom, de fleste ovenikøbet med små børn, der ustandselig skal løftes i vejret for at se helten trykke publikum i hånden. Snart får en lillebitte, fordrukken buskmandskvinde mig til at tage hendes barn på skuldrene, og det stirrer mod den gråsprængte mand, som nu står lige på den anden side af gitteret... stirrer med blinde barneøjne fulde af betændelse på den mand, som skal lære sine holdkammerater spillets regler og føre dem ind i det nye årtusinde med troen på sejr i behold.
Så tisser barnet og selvfølgelig bærer det ikke ble og moderen er for beruset til at skille den ene væske ud fra den anden og lader det smilende blive deroppe på mine svedige skuldre. Og stanken af barnets tis og min sved går op i en højere, frygtindgydende enhed, som synes at få solens nysgerrige gule fjæs oppe på himmelen til at styrtdykke ned imod Athelone Stadium, selv om der ikke er en spiller på banen, som er værd at se på.
Jeg må give barnet tilbage til sin skrøbelige skaber. Stanken, som nu er blevet min, får folk omkring mig til at vige, og derved opnår jeg pludselig et frit udkik til deres gråsprængte yndling. Endelig genkender jeg ham. Han er slet ikke fodboldspiller, men politiker. Det er rigets kronprins, som med næsten 100 procents sikkerhed bliver præsidents Mandela's efterfølger, ANC's leder Thabo Mbeki.

Jeg og min søn er havnet til et vælgermøde i stedet for til fodboldkamp. Det er selvfølgelig derfor, der er gratis adgang til Athelone Stadium i dag. Og det er derfor, den smukke kvinde ikke bliver løbet over ende af angrebsliderlige knoldesparkere, men bare står og fylder fodboldmålet med en sanselighed, som ikke behøver en bold for at få sine fans til at eksplodere af glæde.
Det er den slags vilde misforståelser, som sker, når solen er så stærk, at man helst går med blikket rettet mod den støvede jord, som var man underdanigheden selv.
Pludselig er man gået forkert, og det er for sent at indlede sit tilbagetog. The point of no return har allerede løst billet til fortiden, og livet er atter enkelt, hvis man vel at mærke er rede til at tage konsekvenserne. Totalt ude af kontrol rabler mine solskoldede tanker videre, mens den underskønne målvogterske løfter sine lange arme mod himmelen, som var der endelig en spiller, der tog kampen alvorligt og skød mod mål. Og den kuglerunde mand, som storsmilende kommer trillende imod hende ligner en bold, men han prøver på ingen måde at drible udenom målmanden.
Tværtimod. Øjeblikket efter er hun pakket ind i et politisk jakkesætsfavntag, og skønheden er blevet til en grå klump med strittende slips midt på grønsværen.
Pludselig beslutter mylderet af mennesker at sætte sig ned på græsset og derved afsløres en talerstol med tilhørende ANC-slogans. Vi sætter os også ned og skaber en lillebitte, hvid prik midt i mængden af sorte ansigter. Og over os alle denne atombombesol, som vi fra det skyggeklædte fladland på den nordlige halvkugle ikke føler som et kærtegn, men som en trussel om udslettelse, mens de politiske taler starter eftermiddagens maratonløb.
Hvor vi sidder, bliver politikernes ordstrømme forvrænget til en lavfrekvent cikadesang med efterfølgende bifald, og jeg koncentrerer mig i stedet om at forsvare mine mange lommer mod skaren af gadebørn, som har valgt at slå sig ned omkring den hvide plet af forkælet middelklassekød på Athelone fodboldstadion. I anledning af ANC's 87 års fødselsdag er fodbolden blevet til en forvandlingskugle på politikertunger, der skaber fristende billeder af det samfund, som vil blive født af elendigheden, hvis netop de får lov at forvalte magten.

Gadebørnene hører ikke efter. I stedet følger deres årvågne, tavse ansigter enhver bevægelse i menneskeflokken. Spejlet i deres jægeransigter er Athelone Stadium en jungle, hvor alle er forenet i en fælles kamp for overlevelse. Og selvfølgelig er de interesseret i den tunge, hvide mand med hans store videokamera og struttende lommer. Den umenneskelige afstand mellem rig og fattig i dette land har for de besiddelsesløse givet den hvide mand en umiskendelig lighed med en kæmpe tegnebog udstyret med små, paranoide rokokofødder og en lille, snerpet kæft til at skrige om hjælp med, hvis de sultende forsøger at finde midler til at stille deres sult.
Måske er det derfor, fuglene i vores hvide forstadsparadis langt fra Athelone Stadium har glemt deres gamle, smukke sange og i stedet gentager de monotone skrig fra alarmsystemerne, som synes at gå igang, hver gang en fattig mand i townshippene løfter blikket fra støvet og tænker på, hvor meget der blev lovet, og hvor lidt der blev holdt.
Snart vil foråret i Cape Town blive indvarslet med en kakofoni af ivrige alarmer fra forårskåde fuglestruber, som var den ultimative forbrydelse lige ved at ske, og alle de skønhedssøgende poeter må enten opgive deres metier eller erkende, at kampen med al dens vanvid og blod er selve den form, som skønheden bliver støbt i.
Således er dette land fuld af teatralske misforståelser, som vidner om den enorme sindslige afstand mellem forskellige personer i samme landskab. En ven fortæller mig om sin hushjælp, som efter apartheids ophævelse triumferende krævede, at han gav hende et af de magiske kort, som hvide folk stak ind i væggen, så pengene mirakuløst kom ud i fede bundter. Da min ven forklarede hende, at de penge han trak "ud af muren" var hans egne penge, blev hun vred. Rasende. For hende var de pengespyende mure et mirakel, de hvide ikke ville dele med andre hudfarver, som strandene, byerne, skolerne, hospitalerne, bjergene, favntagene. At de, som intet har, stadig ikke kan nyde godt af murstenenes gavmildhed, rev vingerne af endnu en smuk drøm. "Så forstår jeg ikke, hvad vi har kæmpet for?" skulle hun ifølge min ven have sagt, men måske sagde hun noget helt andet. I dette land prøver vi alle at få kendsgerningerne til at gå hånd i hånd med vores egne tvangstanker.

Fra talerstolen belærer Thabo Mbeki sine tilskuere om, at de har gjort en fejl ved at stemme på Det Nationale Parti ved valget i 1994. "Det parti som installerede apartheid vil aldrig kunne demontere det," siger han.
Nogle mener, at ANC's stærke mand dybest set synes, det er udemokratisk at stemme på andre end ANC.
Som den eneste i talerrækken overlever Mbeki's stemme det talentløse højtalersystem. Måske er det fordi, han er den klogeste af politikerne? Måske gider det gamle, arrogante højtalersystem kun forstærke ord, som ikke stinker af middelmådighed? Eller er det fordi, han er så magtfuld, at højtaleranlægget pludselig lever op til dåd?
I skyggen fra et kæmpe ANC-banner taler Regnbuenationens kronprins klogt og længe. Ude hos os i solen er der derimod krise. Min søn og jeg må væk inden vi bliver brændt til ukendelighed af den alt for muskuløse sol. Men som de eneste hvide er det sin sag at rejse sig, mens landets kommende præsident angriber "visse grupper i det Sydafrikanske samfund, som nægter at dele deres goder med andre". Et enkelt kik på gadebørnenes stirrende øjne fortæller os, hvilken hudfarve "disse grupper" har. Derfor er det svært at rejse sig og vende de solskoldede, men stadig hjælpeløst hvide rygge til kronprinsen og hans hav af sorte fans. Det ville virke demonstrativt. Vi er trods alt kun på gennemrejse i denne verden og skulle nødig ende med at blive martyrer for en sag, som vi på ingen måder kan solidarisere os med. Da sker det, at skønheden fra fodboldmålet rejser sig og begynder at klappe af superstjernen, som har han omsider indfriet sine fans' tårnhøje forventninger og scoret et mål. Og når skønheden rejser sig og klapper af landets kommende præsident rejser alle andre sig selvfølgelig også, og derved åbner hun uden at vide det en flugtvej for de forbrændte blegansigter. I ly af sorte rygge forlader vi Athelone Stadium i et brus af begejstring for manden, som skal bringe dette misbrugte land ind i et nyt årtusinde uden at regnbuen brækker.
Som halvkogte krebs kører vi tilbage mod de hvide forstæder, hvor fuglene pipper som alarmer og de hvide energisk pointerer, at "the white man's way of life" har udkonkurreret alle andre kulturer verden over, men jo flere ord de bruger for at underbygge deres påstand, des mere begynder tvivlen at puste liv i deres øjne.
Tvivl pynter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu