Læsetid: 2 min.

Fogh afviser undersøgelse af PET

8. maj 1999

Nyrup Rasmussen måtte fredag opgive at samle bredt flertal bag undersøgelse af Politiets Efterretningstjeneste. Venstre siger endeligt nej

Statsminister Poul Nyrup Rasmussens måtte fredag opgive at samle et bredt flertal bag regeringens lovforslag om at undersøge Politiets Efterretningstjeneste, PET. Efter to forhandlingsrunder i statsministeriet afviste Venstre-formanden Anders Fogh Rasmussen den retlige undersøgelse af PET, som lovforslaget bygger på.
"Venstre kan ikke støtte den retlige undersøgelse af Politiets Efterretningstjeneste, som lovforslaget lægger op til. Vi har helt fra starten ment, at det vil være en helt meningsløs undersøgelse af ting, der ligger 30 år tilbage i tiden. Mange af de involverede er døde, papirer eksisterer ikke længere. Vi vil ikke få noget fornuftigt ud af en sådan undersøgelse," siger Anders Fogh Rasmussen.
I stedet for den retlige undersøgelse af PET's aktiviteter, som regeringen har lagt op til, foretrækker Venstre en historisk undersøgelse af Danmark under den kolde krig.
"Det skal være en historisk redegørelse ikke bare for efterretningstjenestens virksomhed, men også om grundlaget for efterretningstjenestens virksomhed, nemlig venstrefløjens aktiviteter," siger Anders Fogh Rasmussen.

Brandærgerligt
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen sagde efter sammenbruddet i forhandlingerne, "at det var ærgerligt, brandærgerligt, at Venstre ikke ville være med." Han står fast på, at "hver en sten skal vendes" i forhold til PET.
Statsministeren sagde, at regeringen i de kommende uger vil fremlægge fem ændringer til det oprindelige lovforslag fra efteråret sidste år.
De fem ændringer er ifølge statsministeren alle forelagt for Venstre under forhandlingerne.
På den baggrund siger statsministeren: "Jeg har set en ting nu: Vil man have en undersøgelse eller ej, og det er nok der sagen ligger. Det beklager jeg dybt."
Statsministerens fem forslag indebærer at
*ingen enkeltpersoner skal retligt kunne hænges op
*der skal være balance i tingene, yderfløjene skal også belyses grundigt i undersøgelsen ligesom også PET skal belyses som organisation og om man har respekteret reglerne
*undersøgelsen skal gennemføres frem til 1989, det vil sige frem til murens fald
*den historiske undersøgelse skal føres tilbage til 1945
*undersøgelseskommissionen skal udvides
Et snævert flertal har ind til nu bakket op om regeringens lovforslag om at undersøge PET. Ud over de to regeringspartier omfatter flertallet Kristeligt Folkeparti, SF og Enhedslisten.
"Jeg står uforstående over for, at Venstre ikke vil medvirke. Det ville have været en fordel med et meget bredt flertal bag en undersøgelse, men nu forventer jeg, at Nyrup vil bruge det flertal, der er," siger Holger K. Nielsen.
Justitsminister Frank Jensen fremlagde sit lovforslag den 28. oktober sidste år. I bemærkningerne til lovforslaget fremhæver ministeren, at PET lægger op til registrering af borgere for lovlige politiske aktiviteter. PET har således registreret medlemmer af ledelsen i Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, ledelsen i Venstresocialisterne eller ledelsen af SF's daværende ungdomsafdeling, SUF.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her