Læsetid: 1 min.

FOLK

11. maj 1999

Pia Gjellerup
*Erhvervsministeren (det er Pia Gjellerup) er i dag i samråd med Folketingets
erhvervsudvalg om overvågning af trafikken i Drogden Rende. Overvågerne mener, det er uforsvarligt at nedlægge deres arbejde.

Peter Straarup
*Den Danske Banks førstedirektør - kaldet Obersten - skal i dag vidne i Sø- og Handelsretten i den såkaldte Hafnia-sag. Burde en mand i den position ikke være fritaget for sligt ubehag?

Prins Joachim
*Ud over de belastende opgaver med Rigets førelse skal HKH prins Joachim i dag indvie et bæveranlæg i Silkeborg. Er det nu klogt - bæverspørgsmålet er jo politisk meget kontroversielt.

Carsten Koch
*Sundhedsminister Koch ("et æble om dagen holder lægen fra døren") åbner denne tirsdag den femte europæiske konference for sygeplejersker med interesse for stomipleje. Det foregår på Amager.

Baby Doc
*Haitis tidligere diktator Jean-Claude Baby Doc Duvalier skal efter planen i dag for retten i Frankrig. Han er sigtet for at opholde sig i landet uden fornøden tilladelse.

Jørgen Dragsdahl
*Vor tidligere kollega (indehaveren af Informations gennem tiderne mest overfyldte og rodede kontor) Jørgen Dragsdahl fylder 50 år denne tirsdag. Han har bl.a. modtaget Fredsrosen og Grønlands Fredspris.

David Rehling
*Den fhv. moderate studenterpolitiker og fhv. naturfredningsdirektør David Rehling fylder i dag 50 år. Nu ernærer han sig som skribent ved herværende dagblad, mens han i fritiden cykler af hjertens lyst.

Redigeret af Flemming Kyed

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu