Læsetid: 2 min.

Folkebevægelsen mod kvinder

21. maj 1999

Det tætteste, man kommer på kvindefrit område ved det kommende EU-valg, er Folkebevægelsen mod EU's kandidatliste. 'Det skyldes en kombination af uheld og tilfældighed,' forklarer listen selv

Hvis man vil have en kvinde i Europa-Parlamentet, findes de også hos Folkebevægelsen mod EU. Der er bare meget langt imellem dem:
Den højest placerede kvinde på bevægelsens kandidatliste kommer først nede på en syvendeplads. Og der er kun to kvinder blandt de første ti kandidater. Dermed er Folkebevægelsens liste langt den mest mandedominerede af de 11 parti- og bevægelseslister, der stiller op til Europa-Parlamentsvalget den 10. juni.
Det er "tilfældighed kombineret med uheld," der gør, at toppen af listen er næsten støvsuget for kvinder, forklarer den næst højest placerede kvinde, Ditte Staun, statskundskabsstuderende fra Århus, som er nummer ni hos unionsmodstanderne:
"Lis Jensen (nuværende medlem af EU-Parlamentet for FB, red.) genopstillede ikke. Og Charlotte Kirkegaard stillede ikke op på grund af sygdom. Og så var der en tredje, der hoppede af også på grund af sygdom. De tre kvinder havde været med på listen, hvis de var blevet opstillet. Så det er ikke med vilje. Vi er faktisk ret kede af det," siger Ditte Staun.
Ole Krarup, spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU, synes også, det er pokkers ærgerligt, at der ikke er flere kvinder i toppen af listen, og forklarer det således: "Det er én mand, én stemme. Den, der får flest, har vundet," siger han om den landsmødeafstemning, som vedtog kandidatlisten i september, og røber dermed måske noget om, hvorfor mændene fik så mange stemmer.

Der bør gøres noget
Flere af de opstillede kandidater, som Information har talt med, mener, at der bør gøres noget ved sagen inden 2004, hvor det næste Europa-Parlamentsvalg løber af stablen:
Arne Würgler, mand, musiker og nummer tre på listen, mener bestemt, der bør gøres noget for at få kvinder frem i toppen af bevægelsens liste:
"Jo, det synes jeg bestemt. Jeg synes, det ville være herligt, hvis der var nogen stærke piger, der gad at gå ind i det her," siger han og peger på, at man måske kunne overveje at tage to valgrunder næste gang som konkurrenterne i JuniBevægelsen, som først vælger kandidaterne og derefter prioriterer dem. Det vil sikre, at det er lettere at prioritere kvinder op på listen.
"Men jeg tror også, at mange kvinder er blevet trætte af politik. Politik er gået hen og blevet mændenes legeplads, og kvindernes synes nu, det kan være nok," tilføjer han.
Ikke alle er lige bekymrede over de mange mænd: Karina Rohr Sørensen, nummer 11 på listen, mener bare, at kvinderne skal tage hænderne op af lommerne:
"Det er i princippet ligegyldigt, at vi kvinder står et stykke nede af listen. Hvis vi gør et ordentligt stykke arbejde, så skal vi nok komme frem," mener hun.
I Folkebevægelsens kommende tv-præsentationsudsendelse på DR TV deltager to kvinder. Karina Rohr Sørensen er med i debatten sammen med Ole Krarup og Lave Knud Broch. Og det nuværende medlem af Europa-Parlamentet, Lis Jensen, afslutter valgudsendelsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu