Læsetid: 3 min.

Forfatternes tid er forbi

7. maj 1999

Af forfatteren Jens- Martin Eriksen udkom for to år siden romanen Vinter ved daggry, om en gruppe af unge militssoldater, der deltager i kampagner for at udrense civilbefolkningen - "et sted i Europa"

Kommentar
Slobodan Milosevic ejer indtil videre retten til at disponere over, hvordan vi skal opleve krigen. Alle de billeder vi ser af krigens konsekvenser er sanktioneret af det serbiske styre. De forkullede rester af flygtninge, der fordrevet fra deres hjem, blev ramt af NATO's bomber i en bus på vej væk. Redningsfolk, der hjælper sårede, døde og lemlæstede ud af den sammenstyrtede tv-bygning i Beograd. Men folkedrabet og massefordrivelsen af albanerne inde i Kosova kender vi kun fra rygter. Herfra er der ingen billeder, der minutiøst dokumenterer forbrydelsen. Det eneste, der slipper ud, er de fortællinger, som de elendige og udmattede - men trods alt endnu levende - kan berette for os på grænsen til Albanien og Makedonien.
Og det er stort set gentagelser af de etniske udrensninger, som vi har kunnet følge siden begyndelsen af halvfemserne. Kriterierne, procedurerne, organiseringen, kampagnerne. Logistikken i det hele taget. Og at leve med disse beretninger, er at leve med det, som er det sorte hul i kulturen, det absolut ubegribelige. At fornægte disse beretninger har jeg oplevet, som om man lader krigen sive ind i sig selv. At man bliver en del af den, ved at benægte, at den finder sted. Som krigens villige tilskuere. Var det ikke det, den bosniske udenrigsminister sagde til vestligt tv under belejringen og bombardementet af Sarajevo: "I optager et folkemord - men I gør ingenting."
Nu hvor krigen mod folkemordet er brudt ud, har jeg svært ved at se meningen med at bidrage med endnu en række af 'interessante' synspunkter om en forfatters afsky for 'krigen'. Militærstrategiske overvejelser, om hvorvidt "et landområde kan indtages eller holdes ved en luftkrig" osv., skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg har aldrig været immatrikuleret ved noget militærakademi. Forfatternes tid er forbi. Føler man det som et personligt og politisk anliggende, man nødvendigvis må engagere sig i som forfatter, har der været knap en halv snes år til at orientere sig om de etniske udrensninger i Kroatien, Bosnien.
Det interesserede ikke de pacifistiske forfattere på daværende tidspunkt. Ikke i nogen synderlig grad. Mht. krigen ville den vel gå over ligesom dårligt vejr. Den ene dag regner det, og så den næste dag, så skinner solen. Det var som om pacifismens engagement var blevet hjemløst. For legitimeringen, hvormed ofrene blev myrdet eller fordrevet, var ufortolkelig og meningsløs for dem.
Forbrydelserne blev begået af 'forkerte grunde'. Som kroppe, der blev massakreret og fordrevet, var de på en måde blot uheldige. De var forulykkede i et kaos, der mest af alt kunne sammenlignes med en naturkatastrofe. Ofre for blinde, meningsløse kræfters sjakren.
Men i det øjeblik, hvor de vestlige lande militært engagerer sig i konflikten - fordi man af en eller anden grund ikke kan leve med en hvilken som helst variation af folkemord i Europa - så er det som om, det politiske engagement vågner. Som om meningen vender tilbage til politikken, og man bliver i stand til at definere en ideologisk modstander. Derfor må krigen høre op. For skams skyld føler man sig også forpligtet til at tilføje, at det folkemord, krigen føres mod, også må høre op. Det vil det gøre af sig selv, som Slobodan Milosovic har lovet. Eller man kan betale sig fra det.
Eller vi kan igen tie det ihjel. Så er det næsten som om, det ikke sker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her