Læsetid: 4 min.

Fornyet håb

19. maj 1999

Det er ikke Ehud Barak, der har slået Benjamin Netanyahu i kampen om at blive Israels nye premierminister. Det er Netanyahu, der har slået sig selv ud.
Netanyahu vandt overraskende med blot 30.000 stemmer over Simon Peres ved valget i 1996, fordi det lykkedes ham at samle flere af stammerne i det splittede israelske samfund under samme politiske teltdug: de ultraortodokse og de fattige sefardiske jøder, som kom til landet i 50'erne; de nye immigranter fra det sammenbrudte Sovjet og de national-religiøse.
Mens premierminister Peres turede rundt i verden og omfavnede statsledere og forsøgte at bryde murene af mistillid til naboerne ned, turede Netanyahu rundt i slumområder, fjerne landsbyer i Negev, bosættelser i de besatte områder og ultraortodokse kvarterer. Hver stamme fik deres egen sang om, at de hører til, og er vigtige for Israel.
Over for de fattige betonede han den økonomiske ulighed og diskriminationen, og beskyldte den europæiske elite for at behandle landet som deres private ejendom: "Israel er vores, ikke bare deres. Vi kan og vil tage landet tilbage fra dem," fortalte han de underpriviligerede. Han lovede at gøre de fjerne byer til kronjuveler i funklende dynamisk israelsk økonomi, og blev hyldet som en konge.
Samme toneart brugte han overfor de nye immigranter fra det tidligere Sovjetunionen. Især spillede han på deres dybe mistro til alt og alle, der mindede dem om socialisme, og det lykkedes ham at få venstresiden af det politiske spektrum, inklusive Arbejderpartiet, som ikke er en dyt mere socialistisk end det Kongelige Danske Socialdemokrati, til at fremstå som direkte efterkommere af kommunisterne i deres tidligere hjemland. Og så lovede han økonomisk fremgang, markedsøkonomi og slut på bureakratiets papirnusseri.
Selv de ultra-ortodokse lykkedes det denne aldeles sekulære jøde at forføre med hymner om, hvordan Toraen og den jødiske arv var grundpiller i hans måde at anskue verden på.
Og alle steder udstrålede han en beslutsom agressivitet, ægte jødisk patriotisme og lovede at holde araberne og palæstinenserne på deres rette plads.

I løbet af de tre år, der er gået siden sidste valg, er den økonomiske situation blevet forværret. I takt med at arbejdsløsheden steg, voksede mistilliden til ham. Allerede for halvandet år siden, da Netanyahu kom til Ofakim, hvor 80 procent af indbyggerne stemte på ham i 1996, blev ham mødt med brændende bildæk og rasende tilråb fra folk, som havde mistet deres levebrød.
Oven i de økonomiske problemer, kom så de samarbejdsproblemer og tillidskriser internt i regeringen, der fik to af de politiske personligheder, som nyder størst tillid blandt sefarderne, til at forlade Netanyahu: Yitzhak Mordechais og David Levy's farvel slukkede simpelthen lyset i premierministerens sefardi-beskytter-glorie.
Russerne er lige så skuffede som sefarderne. Især over Netanyahus broderomfavnelse af det ultraortodokse Shas-parti, som russerne (og andre sekulære) mener gør alt for at chikanere dem, og bare malker statskassen så de kan studere Toraen på overførselsindkomst og slippe for at komme i hæren og det vil sige til Libanon og blivet slået ihjel - eller bare udføre et ganske almindeligt stykke arbejde.
Også de national-religiøse har Netanyahu formået at frustrere grundigt. Da Rabin var premierminister kæmpede Netanyahu deres krig mod Oslo-aftalen og de har altid været hans mest loyale alliance. Men bare otte måneder efter at Netanyahu vandt valget, skrev han under på Hebron-aftalen, som gav det meste af byen tilbage til palæstinenserne. De national-religiøse kunne simpelthen ikke tro deres egne ører, og værre blev det da Netanyahu skrev under på Wye-aftalen i oktober sidste år, og lovede at give det Palæstinensiske Selvstyre kontrol over 40 procent af de besatte territorier.
Samtidigt med alt det interne kaos, har Netanyahu formået at spolere forholdet til omverdenen. Da han blev premierminister var USA Israels fremmeste allierede. Nu har Yassir Arafat et brev i skrivebordsskuffen fra Bill Clinton, som skriver, at palæstinenserne har ret til at leve et frit liv i deres eget land.

Det er altså ingen anden end Netanyahu, som har brolagt vejen til Baraks sejr. Og hvad vigtigere er, så har han faktisk også gjort de kommende svære forhandlinger med palæstinenserne lettere for Barak. For det første ved at gøre Yassir Arafat stueren - alle har set billederne af premierministeren, der ryster hænder med den tidligere terrorist efter Hebron- og Wye-aftalerne. For det andet ved at indgå i forhandlinger med Feisal Husseini om det Palæstinensiske Selvstyres aktiviteter i Orient House i Østjerusalem - ofte kaldt selvstyrets uofficielle ambassade - hvilket så småt har vænnet israelerne til tanken om, at Jerusalems fremtidige status ikke er selvindlysende. For det tredje ved at nedjustere palæstinensernes forventninger til hvor meget land, de får tilbage.
Israelerne valgte Ehud Barak, fordi de håber at han kan give dem fred og sikkerhed. Men Barak er ikke medlem af den israelske fredsbevægelse. På spørgsmålene om bosættelserne på Vestbredden, Golanhøjderne og Jerusalem adskiller hans holdninger sig ikke fra Netanyahus, og i sin tid var han meget kritisk over for Oslo-aftalen.
Forskellen er respekten for modparten. Og den er afgørende vigtig i den kommende svære opgave med at forhandle en fredsaftale igennem, som ikke bare er acceptabel for palæstinenserne, men også samler Israel i stedet for at splitte befolkningen yderligere. Derfor skal man ikke blive forbavset over at se den kommende regering med ministre fra Likud og de religiøse partier - Barak har brug for bred opbakning.
De fundamentale problemer og dybe splittelser blev ikke løst og helet med dette valg. Men håbet om fred, sikkerhed og økonomisk fremgang har fået ny glød. Og det trængte dette forrevne lille land til. fris

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her