Læsetid: 5 min.

Forud for - og barn af - sin tid

14. maj 1999

Historien om den norske digtning i dette århundredes første årtier er nylig blevet udsat for tankevækkende korrektion. Frem af det skyggernes rige, der rummer den nationale glemsel, har en litterat hentet en skatkiste af et forfatterskab, som hvad kortprosakunst angår, fortjener at nævnes på linje med Hamsun og den unge Johannes V. Jensen. Vi ved nu, hvad vi ikke vidste før, at Norge har haft sin Edgar Allan Poe.
Sigurd Mathiesen (1871-1958), som skatkisten hed, var søn af en forretningsmand fra Larvik. Men da faderen gik fallit, blev sønnen i 1888 taget ud af Skien Gymnasium, fra hvis elevsamfunds protokoller hans første spæde litterære forsøg findes bevaret. "Han lagde ikke skjul på, at han ville være forfatter," skriver en klassekammerat, historikeren og politikeren Halvdan Koht. "Hvad han læste for os i prosa, var især sådan noget som man kunne kalde "skræk-fortællinger", spækket med mystik og overnaturlige ting." Der var noget "vrangkjørt" over ham, noget unaturligt over-reflekteret.

Forhånet af samtiden
Det første Mathiesen fik trykt, var tre digte i tidsskriftet Samtiden, 1893. Men der skulle gå mange år, før han kunne debutere i bogform. Der fulgte en frygtelig udmarvende tid, hvor forfatteren måtte se sig forhånet og aldrig rigtig fik noget større gjort færdig. Først efter en Amerikarejse 1900-01 og en mislykket foredragsturné a la Hamsun gik der for alvor hul. Men bortset fra den begejstring, som de første romaner og novellesamlinger vakte hos indflydelsesrige folk, handler Sigurd Mathiesens biografi om miskendthed, fattigdom, sygdom - trods åbenlyst litterært talent.
I sine noveller fra perioden 1903-14 fremstår Norges skammeligt oversete Poe-lærling som skrækromantisk modernist. Han opsøger med konsekvens alle menneskesindets skyggesider og rendyrker sådanne sjælstilstande, der knap tåler dagens og fornuftens lys, såsom fortvivlelse, sitrende uro, angst, dødslængsel og primitiv myrdetrang. Hvor han træffer det renskuret pæne, ækles han voldsomt ved det. Længes efter at flænge den glatte, borgerlige facade og åbner hos sine figurer en grum, ofte skæbnesvanger spaltethed mellem det civiliserede og det arkaisk instinktive. Handlingsmæssigt viser dette sig i episke syner af rædsel og nød, han drages mod sindskatastrofer, psykoser og uvarslet død.
Et karakteristisk eksempel er fortællingen "Blodtirsdagen" fra Mathiesens debutværk Unge Sjæle (1903). Dateret december 1901 fremdrager denne dystre jeg-fortælling en gruopvækkende, gådefuld hændelse, der fandt sted på fortællerens hjemegn helt tilbage i 1838 og gik hårdt ud over hans familie. En tirsdag klokken halv fem forlod fem drenge Borgerskolens port, forsvandt sporløst, blev aldrig mere set. Man fandt kun en jakke, en hue og nogle skolebøger tilhørende den 14-årige Arthur Eumert Liebe, søn af købmand Liebe.
Og eneste farbroder til fortælleren, der bærer hans blodplettede navn, og som nu, 63 år efter, indlever sig i de fem drenges tragiske endeligt gennem sælsom, hallucineret, mystisk bevidsthedsudvidelse - indtil han, som han siger, vender tilbage til sin "lokale bevidsthed".

Dristig grænsesøgen
Sekvenser af denne gyser om drillerier, der ender i blodrus, indflettedes af den tyske forfatter Hans Henny Jahnn i dennes hyper-ekspressionistiske roman Perrudja (1929) - rimeligt nok, må man sige, eftersom Sigurd Mathiesen har den dristige grænsesøgen til fælles med prosa-avantgarden. Han placerer sig i en tradition, der strækker sig helt fra E.T.A. Hoffmann, Coleridge, Thomas de Quincey over Poe til Baudelaire og videre til Strindberg, Hamsun og Jensen. Men hans noget betændte fantasi kombineres med stor sproglig skønhed og stilistisk eksakthed. Når Sigurd Mathiesen er bedst, skriver han som en lille engel, en falden engel ganske vist, med en opstykket fragmentarisk syntaks, der virker som forud for sin tid, og med et modigt adjektivvalg, der gang på gang får hans teksters linjer til at fortætte sig i et punkt.
Fornemt gennemført er således den korte fortælling "Skygger" fra 1914, hvor Sigurd Mathiesen portrætterer en sand narrefus af en boghandler, digterspire og fusentast, en selvtilfreds og vrøvlevorn skvadronør, som man ville holde sig på sikker afstand af, havde det ikke lige været for hans stille, men indtagende datter, der kun sjældent ler, men til gengæld gør det med åben mund og begærligt hvide tænder. Dette fuglesky væsen vækker hos fortælleren en vemodssitrende fryd:
"Jeg har sett skjønnere kvinner enn Asta Azelius. Men jeg har aldri sett et så mildt oppofrende tungsindssmil. Et vergeløst, skjebnehengivent smil. Ydmykhetens linje tegnet seg i hennes svale figur. En altfor tynn og sart stengel, som bar en praktfult tyngende knopp. Hvor ville ikke dennne slanke rygg reise seg, bare den riktig kom ut i sol og luft en gang..."
Da denne ædle skabning pludselig dør, puster faderen sig op i selviscenesættende sørgen. Han bliver, som der står, dagens ubestridelige samtaleemne, og affatter vers fra sit blødende hjerte. Fortælleren husker kun dette:

Trill tåre immer fort!
Hold hjerte opp å slå!
Nu bæres Asta bort,
mens vi så tungt må gå!

Det gode heri har den sørgende fader nuppet fra Ewald, det dårlige har han selv hittet på. Men verset kan også belyse, hvorfor novellens forfatter blev glemt, satirisk-polemisk vendt som det er mod alskens digter-forlorenhed.
Mathiesens genopdager, professor Knut Brynildsvoll, klassificerer ham som "implosions-ekspressionist" og forsøger sig med en forklaring på, hvorfor han blev miskendt og siden glemt: Hans eksperimenter i prosa blev til i en periode, hvor norsk litteratur ellers søgte bag om 1890'erne, tilbage til Det Moderne Gennembruds litteraturforståelse og fokuserede på nationalstatslige og regionale tematikker, tit i form af historiske romaner og gennem en realistisk-psykologisk formidlingsform. Ved denne norske særudvikling i tiden efter 1905 blev litteraturen koblet fra de litterære moderniseringstendenser i nabolandene og i samtidens europæiske litteratur. Heroverfor repræsenterer Mathiesens kortprosa på én gang en foregribelse af 1960'ernes norske modernisme og en arvende griben tilbage, dels til 1890'erne, dels til universalromantikken med dens artistiske blanding af genrer, stilarter og diskurser.

Stilistisk forud for sin tid
Det fortælles, at Mathiesen, "Store-Sigurd" som han pga. sin fremtoning kaldtes inden for Bernina-kredsen, mens han arbejdede på sin anden novellesamling, anmodede Gyldendals daværende direktør Peter Nansen om et yderst tiltrængt honorarforskud. Fik han ikke det, ville han begå selvmord: "Pengene eller Kristianiafjorden!" Hertil skal Nansen have svaret: "Helst fjorden." Andre breve viser, at tonen undertiden blev mere forsonlig, men også at Mathiesens hele produktion blev til under penduleren mellem eufori og tungsind. Som analytisk sjælegransker var han et barn af sin tid, men som stilist var han forud for den.

*Udvalget Unge sjeler og andre noveller, hvor Sigurd Mathiesens prosa er ændret i retning af moderne rigsmål, udkom på Norsk Gyldendal 1998 med efterskrift af Knut Brynildsvoll

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu