Læsetid: 3 min.

Fransk film går til yderligheder

15. maj 1999

Fransk films vidunderbarn Leos Carax gør come-back. Og den unge Catherine Breillat overtager pornoens skamløshed i seriøst kvindestudie

CANNES
CANNES - Inden jeg beretter om fransk films nye ekstremiteter, vil jeg glæde mig over en vis permanens i filmens flygtige verden.
To af de store film på sidste års Cannes-festival var Roberto Benignis Livet er smukt og Thomas Vinterbergs Festen. Benigni-filmen går stadig i biograferne hernede efter at have samlet næsten en million tilskuere bare i Frankrig, og man kan dårligt åbne et fransk filmtidsskrift fra det sidste halvår uden at støde på et større interview med Thomas Vinterberg. Og Festen nærmer sig nu de 200.000 franske tilskuere.
Fransk film har ofte levet et mærkeligt skyggeliv på festivalen, hvilket afspejler sig i den bizarre kendsgerning, at kun en enkelt af nationens film i de sidste 32 år har hjemtaget Guldpalmerne - Maurice Pialats blandet modtagne Under Satans sol fra 1987. Selv om fransk film sidste år satte produktionsrekord med ikke mindre end 180 spillefilm, har man haft svært ved at finde de værker, der fejer al konkurrence til side med åbenlyst vinderformat.

Det store håb
Sidste år stod Frankrig sig mere end pænt med Erick Zoncas smukke venindefilm Englenes drømmeliv. I år forsøger man sig med hele fire rent franske produktioner og fem co-produktioner. Og der lægges ud med en sværvægter, Pola X, det engang så unge hvide håb Leos Carax' første film i otte år efter den på mange måder traumatiske halve katastrofe og halve triumf, De elskende på Pont Neuf.
Og Carax er tilbage, hvor han slap: som fransk films ufortrødne, gudsforgående romantiker, med en skamløst symbolsk stiliseret fortælling om en ung succesforfatter, der forlader sit pletfrie, forkælede rigmandsliv, da han møder en gådefuld omstrejferske, som udgiver sig for hans halvsøster.

Gådefuld flygtning
Denne Isabelle er flygtet fra Balkankrigen som uægte datter af Pierres afdøde diplomatfar, og hendes opdukken - i en magisk mørk skovscene - udfordrer Pierre til at gå på jagt efter tilværelsens skjulte sandheder.
Han påtager sig flygtningens skæbne og skriver løs på en ny roman i et lille kunstner- og terroristkollektiv, men er han den frelser, han stræber efter at blive? En karakteristisk dialog lyder:
Pierre: "Jeg er en stor idiot! Jeg ville handle ret... Handle ret. Det er til grin!"
Isabelle: "Det forstår jeg ikke."
Pierre: "Jeg ville give dig alt, men jeg ejer ikke noget."
Isabelle: "Vi er sammen, det er alt."
Pierre: "Men hvor? Hvor er vi?"
Isabelle. "Uden for det hele."

Passion
Filmen er outsiderromantik og skæbnetragik i den store franske poetiske tradition, der går helt tilbage til 1930'ernes Marcel Carné (selv om forlægget er Herman Melvilles noget oversete fortælling Pierre or the Ambiguities).
Stor begejstring vakte filmen ikke hernede, men personligt tror jeg, at den vil overleve en kold skulder eller to. I Carax' udformning, der gnistrer af naturtalentets filmfornemmelse, er der noget umiddelbart bevægende ved historien om den halsløse idealists hjælpeløshed - også selv om Carax ikke altid har styr på detaljernes rimelighed.
Hans film har poesi og passion, fremragende formidlet af Guillaume Depardieu (Gérards søn) som den umodne fantast Pierre.

Grafisk sex en masse
Carax går konsekvent til yderligheder, og det samme gør den unge instruktør Catherine Breillat, hvis Romance på en måde er en enestående film.
Den udvisker på hidtil uset vis grænsen mellem pornogenren og det seriøse psykologiske drama ved at rumme det for pornofilmene påkrævede antal grafiske sexscener, samtidig med at den på en indlysende seriøs og sober måde prøver at skildre en ung kvindes erotiske eksperimenter.
Filmens skolelærerheltinde spilles af den uskyldsudstrålende og følsomme Caroline Ducey. Hun er smertefuldt forelsket i sin samlever, der dog nægter at gå i seng med hende. Det fører hende blandt andet ud i et masochistisk forhold til skoleinspektøren, en erfaren libertiner, der - meget fransk - har en lang filosofisk snak gående om 'kvinderne' og deres behov.
Mere sympatisk er engangsknaldet Paolo, spillet af den hyppigt anvendte pornoskuespiller Rocco Siffredi, der kender rumlen og ikke er til al den snak.
Helten i Pola X drømmer et liv "hinsides alt", men finder det ikke. På samme måde får heltinden i Romance hoved og krop splittet fra hinanden i jagten på den hinsidige drømmeromance.
Begge film opleves som stædige, dybt engagerede - og nødvendige - forsøg på at føre fransk film bort fra den prosaiske mainstream, som tv-fiktionen varetager med kværnende energi. Skal filmen overleve, må den gå til yderligheder!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu