Læsetid: 7 min.

Den franske skole

1. maj 1999

Straf og belønning er hverdag i min treåriges franske førskole. Elizabeth - La maitresse - kører sine 28 børn med jernhånd og det, der er værre. Hvad stiller jeg op med det faktum, at min søn elsker og respekterer hende højt og inderligt?

QLUMMEN
Min søn er tre år og går i skole. I Frankrig (Paris) fra klokken 8.30 om morgenen til 16.30 eftermiddag. Den hedder Ecole maternelle og er i virkeligheden en slags børnehave, som altså blot administrativt hører under skolesystemet, og derfor hedder skole. Dette er én version af virkeligheden.
En anden er at denne 'børnehave' på en måde også er noget andet end en børnehave, og dette andet blev jeg præsenteret for lige fra starten, da gemalen og jeg skulle melde drengen ind i forsommeren 1998.
Da sad vi nemlig på den kvindelige skoleders - directricens - kontor, overfor en dame der mest af alt lignede en lærerinde, vi i min skoletid kaldte for 'fuglen' (på grund af den spidse næse og de plirrende øjne), og én af de første sætninger, der kom ud af munden på hende var: "Le pre-scolaire est le scolaiere" (før-skole er skole). Underforstået: hér må børn gerne lære noget.
Se, dette er jo et prekært emne, som jeg da heldigvis også først har måttet forholde mig til, efter at jeg blev mor, og først og fremmest altså i en fransk sammenhæng. Og det har at gøre med, at der tilsyneladende er ret så radikalt delte meninger om, hvorvidt små børn må lære noget, eller ej, dvs. hvorvidt de skal 'bare' skal have lov til at være børn - hvad det så end er.

Der er altså tale om en skole (glem alt om børnehave), hvor børnene skal lære noget. Og det skal de så, de 28 elever, drenge og piger, som hver morgen stille og roligt glider ind på deres plads på de små bænke, der er arrangeret i en firkant rundt om Elizabeth.
Elizabeth er lærerinden. La maitresse hedder hun hernede, og det har taget hende fire-fem år at uddanne sig til at undervise og - ene kvinde - holde styr på, så mange små børn på én gang. Jeg har lyst til sige, at hun kører foretagendet med jernhånd, og det må delvis være korrekt, for der er altid forbløffende stille i klassen.
En dag forstod jeg hvorfor: En af klassens drenge, Anthony (men det kunne ifølge min søn ligeså godt have været Ugo) blev sendt udenfor døren. I skammekrogen må det vel hedde på gammeldags dansk. Og dér kunne han så blive, indtil han gennem tårerne lovede ikke mere at larme. Et par uger senere så jeg ham trisse alene rundt i skolegården i den kolde marts-vind uden jakke på; det er vist en del af straffen.
Men det bliver værre endnu. For børnene sover til middag i skolen. På en lille tilstødende sovesal, i små søde køjesenge. Når de vil sove, altså. Og hvis der ikke har været ro i middagspausen, får de børn, der har støjet, ganske enkelt ingen vingummi fra den store, vidunderlige pose, som Elizabeth deler ud af ved dagens afslutning, mens de allesammen sidder pænt og spændt på række, og venter på at blive hentet. Der bliver gjort forskel på børnene.
Og alt dette ved jeg fra min søn, som - om aftenen når jeg kommer hjem og kaster mig over middagsbordet - stiller sig op på en stol, og med stor entusiasme efterligner Elizabeths tale, der i sin udtryksform, fagter, og stemmeføring mest af alt minder om Charlie Chaplins i Diktatoren.
Hvordan lyder det? Rimelig rædselsfuldt?

Så fortæl mig, hvad skal jeg stille op med det faktum, at min søn elsker Elizabeth? Elsker og respekterer Elizabeth burde jeg nok skrive. Elizabeth mig hér og Elizabeth mig dér; vi bliver konstant konfronteret med - og korrigeret i forhold til - alt det hun kan, ved, siger, og gør. Og vi bliver det via referater som ovenstående, eller ved at vi pludselig hører barnet synge samtlige vers af en fransk børnesang (udenadslære, jovist!), selv kan klæde sig på fra a til z og binde snørrebånd, eller kommer hjem med noget, jeg med al risiko for at være partisk må kalde for temmelig vellykkede akvarel-malerier.
Vores informationskilder er også Elizabeths små meddelelsbøger, hvori hun rapporterer om gymnastiktimer, sanglege, teater, biograf, og zoologiske have, og fortæller, at alle børnene selv har lavet kostumer til karnevalsoptoget i april, hvor de skal være en blomstermark. Eller vi ser det i de små kladdehæfter, hvor børnene lige så forsigtigt er begyndt at 'læse' og 'regne' via børne-rim med tal og bogstaver, som de meget gerne må "arbejde videre på" derhjemme sammen med mor og far. For så noterer Elizabeth på hver enkelt side, at hun har set det, hvilket er første skridt mod karaktergivning.
Det er det værste, vi ved i Danmark. Vi kan slet ikke have med det at gøre.
Jeg glemmer aldrig dengang, jeg lavede feltarbejde blandt tamilske flygtninge og i den forbindelse besøgte en modermålsklasse i en dansk folkeskole, hvor jeg bad børnene lave en tegning af Danmark og Sri Lanka. De tamilske forældre jublede og overtalte mig til at gøre det til en tegnekonkurrence med en første, anden og tredjepræmie, men de danske lærere rasede:
"Hvis vi havde vist, at du ville have børnene til at konkurrere med hinanden, var vi aldrig gået med til det," sagde de. Og hvordan havde jeg forestillet mig, at jeg skulle kunne vurdere, hvis tegning, der var den bedste? Var de måske ikke allesammen ikke lige gode?

Sidenhen har Anne Knudsen (Hér går det godt...) og andre kloge folk gennemført en række solide angreb på omkostningerne ved danske forestillinger om lighed, og nu viser nye undersøgelser åbenbart (antropologen Konstancja Ford i weekendavisen, 31. marts-8. april), at danske læreres idé om "ikke styring" i virkeligheden gemmer sig bag en tvetydighed af signaler, man som elev skal stå meget tidligt op for at kunne opfange.
Selvom om børnene på alverdens mulige måder trygler læreren om at bedømme deres skolearbejde, kan ikke syv vilde heste få dem til det. Med udgangspunkt i idéen om at børnene skal være "selvforvaltende", giver lærerne en slags neutral og positiv respons på deres forespørgsler, også i situationer hvor "emnet er misforstået".
"En lærer har magt", siger antropologen blandt andet, "men det må ikke se sådan ud. Magt er grimt og forkert. På den anden side skal hun have ørenlyd og undervise. Dilemmaet løser de fleste med noget, de kalder autoritet - personlig, naturlig autoritet. Gisp! Altså anti-autoritær autoritet. Men det er et ligeså effektivt magtmiddel."
Og det karaktersystem, som lærerne nægter at anvende, er alligevel i fuld gang blandt børnene selv, som udmærket ved, hvor de står rent fagligt i forhold til hinanden. "Til slut ligner det alligevel den Sorte skole, hvor de dygtigste sad i vinduesrækken, og de dårligste oppe foran," siger antropologen.
Det er muligt, at Elizabeth er alt for skrap og stiller store krav til børnene. Til gengæld er ingen i tvivl om, hvad hun kræver af dem. Og Elizabeth vil ikke være mor. Hun vil være, det hun er, nemlig lærerinde. På det første forældremøde gjorde hun dette fuldstændig klart:
"Jeg vil meget gerne fortælle Dem om alle vores aktiviteter, men jeg vil ikke have, at forældrene stikker næsen alt for meget i det, jeg laver. Jeg vil ikke forsvare mine pædagogiske valg i alle detaljer. Det gør jeg nemlig regelmæssigt med mine kolleger, og med inspektørerne."
Udenadslære eller læring, karakterer eller ej, ro eller larm i klassen?
Står vi til syvende og sidst ikke tilbage med det sandhedsaspekt, at når skoleåret slutter, er der altid nogen, der har lært mere eller mindre end andre, og som derfor er bedre eller dårligere til et eller andet end andre?
Og er det ikke rigtigt, at undervisning altid går via en bumby road præget af en vis portion 'frustration' hos eleven, som det er en illusion at tro, man kan fjerne uden samtidig at fjerne muligheden for at lære noget nyt? Og at det derfor er umuligt at fjerne konkurrence og forskellighed fra klasseværelset - om ikke andet så fordi børnene så blot selv iscenesætter dem?

Så endte denne qlumme alligevel med at stille flere spørgsmål, end den kunne svare på, og undgik behændigt det måske allervigtigste: et af de demokratiske grundprincipper - lige adgang for alle - er på fornyet vis kommet i ubalance i forhold til størrelsen: forskellighed. Ikke blot i skolesystemet, men også når det drejer sig om invandrere og flygtninge, og så sandelig også ude i den store politiske verden, hvor det i øjeblikket synes at famle sig frem via blodbade og etnisk udrensning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu