Krig er en vanskelig sag for et fredsparti. NATO-aktionen mod Serbien har kastet De Grønne ud i en eksistenskrise, der ikke alene truer partiet men også den tyske regering
Tyskland deltager på lige fod med de øvrige NATO-lande i aktionen mod Serbien, men en tapperhedsmedalje skal de tyske soldater ikke forvente.
I modsætning til de øvrige lande i NATO-alliancen har Tyskland ikke sådan én - den blev afskaffet efter Anden Verdenskrig.
Medaljen er bedre kendt som Jernkorset, en ædel udmærkelse indstiftet af Preussens konge, Friedrich Wilhelm III, under krigen mod Napoleon i 1813.
Den blev designet af den berømte arkitekt Friedrich Schinkel og givet 'uden standsanseelse'.
Hitler relancerede Jernkorset med egeløv og hagekors, og han uddelte det med rund hånd for at styrke moralen. I lyset af krigsforbrydelserne blev medaljen afskaffet efter Anden Verdenskrig, og siden har ingen savnet den - hvad skulle den dog bruges til? Det var utænkeligt, at Tyskland nogensinde mere skulle deltage i en krig. Hele republikkens selvforståelse er bygget op om at drage en lære af krigen og dens millioner af ofre. Siden 1945 ville tyskerne have fred.
Hvor dybt dette ønske stikker, så man eksempelvis under det konservative parti CDU's kongres for nylig. Her krævede partiformanden Wolfgang Schäuble garantier for, at Kosovo-krigen ikke udvikler sig til en landkrig. Sådanne toner lød ikke fra den danske oppositionsleder Anders Fogh Rasmussen (V).
Hvor CDU - trods alt - bifalder tysk deltagelse i NATO-bombardementerne, er medlemmerne af regeringspartiet De Grønne dybt splittede. Siden partiet blev dannet for en snes år siden, har fredssagen, på linje med kampen mod atomkraft, været selve eksistensberettigelsen.
Da De Grønnes kamp for et rent miljø i en fredelig verden sidste efterår blev kronet med tre ministerposter i forbundsregeringen, kunne en ny tid begynde. Troede de. Et halvt år efter regeringsdannelsen har partiet ikke alene nedjusteret forventningen om en snarlig lukning af atomkraftværkerne, De Grønne har også sagt ja til NATO-angreb på Serbien - uden mandat fra FN's sikkerhedsråd.
Vreden og skuffelsen er så stor, at partiet har oprettet en speciel telefon-hotline for Kosovo-krisehjælp. Her er der optaget hele tiden.
På De Grønnes Internet-chat fyger det med skældsord og udmeldingstrusler.
Kort efter luftangrebenes start stod det klart, at store grupper blandt De Grønnes medlemmer ikke uden videre kunne acceptere krigshandlingerne. For hver dag voksede anfægtelserne, og det blev nødvendigt at indkalde til en ekstraordinær kongres.
De 750 delegerede mødes Kristi himmelfartsdag for at finde en fælles holdning til krigen. Det sker under massiv politibeskyttelse, for flere autonome grupper har anmeldt demonstrationer. Allerede ved kongreshallens dør bliver de delegerede mindet om, at tiderne er skiftet - i gamle dage var det dem, der demonstrerede. Nu tilhører de 'det krigsførende parti'.
Op til selve kongressen har de lokale partiforeninger holdt møder og vedtaget beslutningsforslag. Flere af de indtil videre 25 forslag kræver et øjeblikkeligt stop for krigshandlingerne. Nogle ønsker også partiets udenrigsminister, Joschka Fischer, sat fra bestillingen og en udtræden af koalitionsregeringen.
Foreløbig er det ikke lykkes at skabe enighed mellem gruppen af 'radikalpacifister' og partiets venstrefløj. Efter en stribe af vidtgående beslutningsforslag fra pacifisterne, har partiets venstrefløj udarbejdet sit eget, lidt mindre vidtgående forslag, der kræver ensidig våbenhvile uden at anfægte den grønne regeringsdeltagelse.
Selv om udenrigsminister Joschka Fischer, efter den serbiske massakre på Srebrenica-enklaven i Bosnien for fem år siden, har forsøgt at omdefinere partiets holdning til krigshandlinger fra 'Aldrig mere Auschwitz' til en 'Aldrig mere Srebrenica'-doktrin, er store dele af partiets græsrødder stadig bekendende pacifister.
Under et partimøde i Berlin sagde et medlem således, at 'mange ofre for fascismen (under Anden Verdenskrig, red.) da ville have været glade for at sidde i en albansk flygtningelejr.'
Hvor stor modviljen mod NATO-angrebene er hos De Grønne, viser en meningsmåling, som tv-stationen ZDF har foretaget: Kun 21 procent af partiets vælgere støtter angrebene.
Hvis kravet om en ensidig våbenhvile vedtages på kongressen, betyder det en ende på koalitionen med SPD - og det ønsker de færreste: Hele 82 procent i ZDF's meningsmåling vil fortsætte regeringssamarbejdet.
Men en koalitionsregering uden Kosovo-aktion går ikke, og derfor har partiledelsen fremlagt et beslutningsforslag, der både tilgodeser Joschka Fischers bestræbelser og samtidig lægger afstand til NATO's politik ved at kræve en tidsbegrænset, ensidig våbenhvile uden betingelser.
Forslaget pålægger forbundsregeringen at arbejde for, at NATO holder en pause i luftangrebene, så serberne til gengæld kan trække deres enheder ud af Kosovo. Forslaget er afstemt med Joschka Fischer, og menes at kunne samle flertal.
Den ekstraordiære kongres betragtes som den vigtigste i De Grønnes historie. Her beslut-
ter partiet, om det har en fremtid.
Hvis de delegerede vender Joschka Fischer ryggen, betyder det en ende på koalitionsregeringen og en uoprettelig skade på partiets image. Efter bare et halvt år ved magten vil freds- og miljøpartiet have udspillet sin rolle og forvitre til et protestparti uden parlamentariske muligheder.
Derfor vil de fleste delegerede formentlig bide tænderne sammen og, i manglen på alternativer, stemme for partiledelsens beslutningsforslag. Joschka Fischer kan derefter præsentere de blødt formulerede krav for sin regeringschef. Hvis han ikke vinder gehør hos Gerhard Schröder, har han i hvert fald gjort sit.
Men selv om det lykkes at samle flertal for ledelsens forslag, vil freden i partiet langt fra være genoprettet. Brudlinjerne mellem grupperingerne af pragmatikere - de såkaldte 'realos', venstrefløjen og de radikale pacifister er så dybe, at Kosovo-aktionen ikke kan undgå at koste medlemmer og stemmer. Partiet bliver ikke spaltet - det affolkes. Dele af græsrødderne vil vælge at forsvinde og dermed erodere partiets basis.
Hvad De Grønnes græsrødder har besluttet viser sig blandt andet ved næste delstatsvalg - i Bremen den 6. juni.
