Læsetid: 3 min.

Fugle bomber og litteratur

14. maj 1999

Dan Turèll går igen blandt meget andet i nyt, genoplivet kulturtidsskrift

TIDSSKRIFT
Det nye nummer af det genoplivede tidsskrift Victor B. Andersen's Maskinfabrik på 500 sider er en herlig blandet landhandel med både billeder, digte, essays, tegninger og meget andet. Påfundene er varierede og på en poetisk måde både henkastede, uhøjtidelige, skæve, sjove og alvorlige. Det almindelige og det kunstfærdige spiller godt sammen her. Der er tankevækkende stof og grinagtigt stof, der er alvor og pjat i en livsbekræftende cocktail. Det er faktisk som at sidde med et vindue til hele verden. Man kan falde i staver over en billedserie af sorte kvinder med smukke fletninger, eller hvordan det nu er, de kan bære disse krukker og fade på hovedet så let, eller man kan blive rørt over en samling portrætter af kvindelige professorer i deres ungdom og som gamle sat op side om side. Man kan også bare le af noget så mærkeligt og for et kulturtidsskrift umiddelbart malplaceret billede af en gejrfugl og dens æg!

Nordisk kærlighedslyrik
Imellem krigsberetninger på engelsk, en hel digtsamling af nogle af redaktørerne, lidt ensartede indlæg fra drengene fra Øverste Kirurgiske, et H. C. Andersen-eventyr, breve, kvitteringer, annoncer med digte, skøre tegninger, havebogsanmeldelser af Henrik Have (hvem ellers) og meget andet, bør det lille indlagte projekt med dejlige nordiske kærlighedsdigte fremhæves. Det er digte, der skulle have været udgivet i en antologi i 1984, men er blevet 15 år forsinket, og hvad betyder det, når det er god poesi! Her er et hav af norske og svenske tekster, så man kan få opfrisket sit nordiske i linier som: "Jag tar dig i djupet och på topparna genom dagar och år/ty kroppen är människans själ idag och i evighet amen" af en Carl Magnus von Seth, man ikke får noget nærmere at vide om, men får smag for sammen med mange andre. Fra Danmark kører F.P. Jac med klatten og kalder i et typisk frækt digt menstruationen for "det røde smil", og så er Dan Turèll repræsenteret med Alle disse kvinder, der typisk for ham tager udgangspunkt i piger fra gaden.

Dan og Kim
Men her er ikke bare beruselse, undren og skønne ord. Man får rent faktisk noget at vide om både fugle, bomber, kunst og lyrik. Jeg vidste f.eks. ikke, at Dan Turèlls digt om manden på Vesterbro, Biografi og Testamente, som mange vil kende fra pladen Glad i åbningstiden, var skabt over den amerikanske beatpoet Lawrence Ferlinghetti's digt Autobiography der starter; "I'm leading a quiet life/in Mike's place every day (...) /I'm leading a quiet life/on lower East Broadway/I am an American./I was an American boy." Og sådan er bladet fuldt af overraskelser. Det er Peder Bundgaard, der skriver om Dan Turèll, og han foreslår en navneforandring for Vesterbro Torv til Dan Turèlls Plads. Det er hermed givet videre. Jens Juul Nielsen har et fint indlæg om Kim Larsen (med de vidunderlige simple rim, dråbe, råbe, måbe i Dråben, der i mange år var elsket godnatsang i P4 i P1), og skriver at det er en misforståelse at se ham som typisk dansk. "Er der noget han ikke er, er det specielt dansk (...) temperamentet er italiensk, drømmene er amerikanske og musikken grænseløs. En mand, der er tro mod sine egne drømme og sine egne idealer, kan ikke siges at være specielt dansk", og mon ikke, han har ret i det.

*Victor B. Andersens Maskinfabrik nr. 24. Red. Kenn André Stilling m.fl. 500 s. 150 kr. 500 i abonn. på fire numre. c/o Publicis, Bredgade 19, 1260 Kbh.K.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her