Katia og Marielle Labeque fyrede det professionelle klaver-show af i Tivolis Koncertsal. Rutinepræget og kalkuleret var det, men flot
KONCERT
Når man er en fransk klaverduo, er Francis Poulencs koncert for to klaverer ikke til at komme udenom. Og når det er 100-året for Poulencs fødsel, sådan som det er i år, er det oplagt at invitere en fransk stjerneduo til at komme og fyre værket af i Tivoli. Som sagt, så gjort.
Torsdag aften begejstrede søstrene Labeque en pænt besat Tivoli-sal med det sprudlende og rapsodiske stykke neoklassik, hvor underholdningsmusikafdelingen veksler med flimrende, forførende sommerstemning.
Søstrene udgør et omrejsende show. Klædt i sort og hvidt som instrumentets tangenter trykkede de den af med de helt store armbevægelser - bogstaveligt talt. Men klaverteknikken og sammenspillet var i top, og to ekstranumre var fuldt ud berettigede.
I det sidste fik vi takket være en fiks koreografisk detalje endda lov at se de knaldrøde såler under Katias høje, sorte stiletter. Lidt for smart, måske?
Smuk dessert
Den obligatoriske suppe-steg-og-is-programlægning kunne man godt have undværet.
Det havde været flottere at begynde med Poulencs sprængfarlige, letantændelige koncert, bare lige på og hårdt. Resultatet af den traditionelle programlægning blev en tynd portion Mozart som forret, hvor kun nuancerne i begyndelsen af førstesatsen virkede rigtigt gennemprøvede og sikre. Dog var der en tråd til Poulencs koncert, hvis langsomme sats begynder som snydt ud af ærmet på mesteren fra Salzburg.
Herligt var det at opleve aftenens dirigent Marcello Viotti og Tivoli-orkestret spille Brahms' dramatiske første symfoni efter pausen. Det var ellers meningen, det skulle have været Bruckners symfoni med samme nummer, vi skulle have hørt, men problemer med nodematerialet havde medført en programændring.
Herlig afslutning
Brahms' langsomme indledning klang samlet og smukt, og den store finalesats med den noble alpehornmelodi - modelleret efter oden til glæden fra korfinalen af Beethovens niende symfoni - havde tydeligvis fået prøvetid nok. Finalesatsen udgjorde koncertmenuens smukt komponerede dessert: Stramt holdt, ikke for langsom og med strygerspil, der - på trods af, at besætningen ikke var helt så stor, som den godt kunne tåle at være - holdt niveau med andre gode orkestres. En herlig afslutning på en fin Tivoli-aften.
*Mozart: Symfoni nr. 1, Es-dur, KV 16. Poulenc: Koncert for to klaverer og orkester, d-mol og L'embarquement pour Cythère. Brahms: Symfoni nr. 1, c-mol. Katia og Marielle Labeque (klaver), Tivolis Symfoniorkester dirigeret af Marcello Viotti. Tivolis Koncertsal, torsdag
