Læsetid: 4 min.

Glemsel fostrer nye uroligheder

11. maj 1999

Mens NATO og resten af den vestlige verden retter al opmærksomhed mod Kosovo, har der været tre statskup i Afrika

Tre statskup på en måned - den 9. og 30. april i henholdvis Niger og Comorerne samt fredag i sidste uge i Guinea-Bissau - vidner om problemerne med 'den anden uafhængighed', som bølgen af demokratiseringer i Afrika i begyndelsen af 1990'erne er blevet kaldt.
Euforien efter afkoloniseringen i 1960'erne blev for de fleste på kontinentet afløst af skuffelse, og håbet om frihed blev knust. Selv i de lande, hvis internationale suverænitet har været reel, har dens frugter ofte været uopnåelige eller bitre for befolkningerne.
Nu oplever en ny generation, at de demokratiske reformer ikke har levet op til løfterne om mere velstand for almindelige mennesker. Det betyder, at den nye bølge af statskup ikke fremkalder nogen bevægelse til forsvar for de nye friheder.
Mens det internationale samfund er gået ind på Balkan for at forsvare sine værdier, nøjes det med at 'suspendere' sin bistand og fremsætte rent formelle fordømmelser, når det gælder Afrika.
Kuppene i Niger, Comorerne og Guinea-Bissau har symbolværdi som den klokke, der ringer for at kalde skuespillerne ind på scenen igen. Da elementer af den nigerske præsidentgarde mejede præsident Ibrahim Baré Maïnassara (på hausa: Den Sejrrige) ned med to maskingeværsalver i hovedstaden Niameys lufthavn, var det afslutningen på en epoke.
General Maïnassara tog selv magten ved et kup mod den folkevalgte præsident Mahamane Ousmane den 27. januar 1996. Men for at konsolidere sit regime med henblik på at 'genoprette ro og orden i landet' følte han sig nødsaget til at lade sig vælge til præsident for et civilt styre. Udadtil respekterede han således normerne, selv om valget var skæmmet af uregelmæssigheder.
Samme afslappede forhold til demokratiet kendetegner andre afrikanske præsidenter, både militære og civile: fra Gabons Omar Bongo til Togos Gnassingbé Eyadéma over Comorernes Paul Biya, Guineas Lanzana Conté, Mauretaniens Sid'Ahmed Ould Taya, Tchads Idriss Déby, Zimbabwes Robert Mugabe, Kenyas Daniel arap Moi...

Magtskifte ved tvang
Hvorfor er kuppet i Niger så et vendepunkt? Ikke alene fordi det blev planlagt af en fraktion inden for hæren i ledtog med en 'demokratisk' opposition, som solgte sin sjæl. Men især fordi et magtskifte nu igen åbenlyst er sket med væbnet magt.
Det første kup i Niger i 1996 stred mod den demokratisering, der havde været i gang siden afslutningen på Anden Verdenskrig, men med den seneste udvikling har landet uigenkaldeligt overskredet en tærskel.
For den generation, der har oplevet Berlin-murens fald og næret forhåbninger om en demokratisk udvikling på det afrikanske kontinent, har nedskydningen i lufthavnen i Niamey samme betydning som mordet på Togos første præsident, Sylvanus Olympo, i 1963 havde for den foregående generation.
Også dengang udnyttede kuppets bagmand, sergent Eyaema, en udbredt harme over et autoritært styre og ventede til 1967 med formelt at overtage magten. I dag lover chefen for præsidentgarden, major Wanké, at sende hæren tilbage til kasernerne og udskrive valg om et år.
Baggrunden for statskuppet i Comorerne den 30. april var, at ø-rigets suverænitet var blevet draget i tvivl. I 1997 krævede to af øerne, Anjouan og Mohéli, formelt at blive tilsluttet Frankrig som oversøiske territorier. Det ville have været enden på Forbundsrepublikken Comorerne, som har været plaget af ustabilitet med 18 kup eller kupforsøg siden uafhængigheden fra Frankrig i 1975.
I slutningen af april nåede man til enighed om en princip-aftale, der skulle munde ud i en - meget løs - 'union'. Det førte til optøjer i hovedstaden Moroni, der ligger på øen Grande Comore, og hæren, som for to tredjedeles vedkommende består af soldater fra Anjouan og Mohéli, greb ind. Dens mål var - selv om det ikke blev sagt direkte - at genoprette den nationale enhed.
Da mytterister i Guinea-Bissau fredag i sidste uge gjorde ende på præsident
Joao Bernardo Vieiras styre, kom det ikke som en overraskelse. Det var kulminationen på 11 måneders opstand under ledelse af hærchefen, general Ansumane Mane.
Oprørerne havde blot ventet på, at de såkaldte fredsbevarende styrker fra Senegal og Guinea, som havde holdt Vieira ved magten, blev udskiftet med en vestafrikansk interventionsstyrke.
De 2.000 senegalesiske elitesoldater havde i realiteten til opgave at afskære oprørernes adgang til deres baser i provinsen Casamance i den sydlige del af Senegal. Da ekspeditionen i Guinea-Bissau udviklede sig til en katastrofe, greb Frankrig ind for at sikre stabilitet i den tidligere koloni. Uden store illusioner udrustede franskmændene den vestafrikanske styrke og transportere den til Bissau. Efter tre måneder udspillede sidste akt sig så som forudset.
Demokratiet har det altså ikke godt på det afrikanske kontinent, og det skyldes til dels, at det internationale samfund ikke har gjort meget for at gennemtvinge det.
Hvis ikke udlandet i lang tid havde accepteret afvisning af pluralisme, valgsvindel og krænkelse af menneskeretighederne i Afrika, ville lokalbefolkningerne måske i dag have opfattet overgreb på de demokratiske normer som en skandale.

© 1999 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her