Læsetid: 4 min.

Glidende forvandling

28. maj 1999

Parabler kalder man de korte prosastykker, som ved siden af hans tre, alle ufuldendte romaner (Processen, Slottet, Amerika) har gjort Kafka udødelig. Betegnelsen dækker traditionelt en kort, eksemplarisk tekst, der anskueliggør en abstrakt tanke ved at fortælle om en usædvanlig hændelse, tit på en sådan måde, at læseren eller tilhøreren punkt for punkt kan "oversætte tilbage" fra det konkrete og til det abstrakte. Denne genre løsriver Kafka imidlertid fra dens belærende hensigt og forvandler den til en særlig kunstform, dragende ved sin gådefuldhed, tit også direkte skræmmende i sin kyniske sproglige præcision.
Metoden udforskes i Betragtning (1913), det første værk, forfatteren lod trykke, og videreudvikles i En landlæge (1919), men findes tillige udført sublimt i mange af de efterladte stykker, vennen Max Brod som bekendt afstod fra at tilintetgøre, hvad han ellers udtrykkeligt havde fået besked på. 3. juni har Kafka været borte trekvart århundrede. Men hans korte prosa evner fortsat at gribe hvemsomhelst i kravetøjet og ruske hovedet tomt.
Man har ofte karakteriseret det særligt kafkaske som sammenstødet mellem en rationel, klar og koncis sproglig overflade og et uvirkeligt, mareridtsagtigt, absurd, underliggende univers. Intetsteds sker denne kollision så voldsomt som i de korte tekster, der tit indledes i en art henkastet uskyld, men slutter i en smertelig tyngde. Hvordan kom jeg dog hérhen? spørger man sig selv. Har jeg været her før? Har jeg læst detteher før?

Kafkas elever
Oplevelsen af genkendelse kommer selvfølgelig primært af, at den der blot én gang er plumpet ned i Kafkas splittede univers, villigt vender tilbage dertil. Men samtidig har formen op gennem århundredet dannet skole. Talrige er de skribenter, der har tilstræbt at lure Kafka kunsten af og gøre ham sammenstødene efter - herhjemme bl.a. Villy Sørensen, Peter Seeberg, Svend Åge Madsen og den modne Per Højholt. Man kunne fortsætte listen helt frem til 1990'erne, hvor Kafkapræget spores hos Katrine Marie Guldager (i Styrt, 1995) og i Peter Adolphsens debutbog Små historier fra 1996.
Kafkas elever og epigoner har dog ikke formået at frarøve parablerne deres uantastelighed. Kunne man forklare hemmeligheden ved dem, var de jo slet ingen kunst. Men en flig af en forklaring får man forærende af forfatterens i så mange henseender dybt konfliktprægede baggrund.
Franz Kafka (1883-1924) er alene i kraft af sit modsigelsesfyldte liv blevet en typisk eller mytisk figur: En hæmmet, ensom person, der dog brændte af indestængt lidenskab og uindfriet længsel efter den ømhed ingen af os kan undvære helt. En pligttro forsikringsansat jurist, som, når natten kom, forvandledes til en søgende kunstner. Tysker midt i et tjekkisk miljø. Jøde i den kristne kultur. Intellektuel i et borgerskab fikseret på prestige og penge. En mand trængt under et patriarkat, der forlængst var slået om i sin egen parodi.
Alle disse vilkår udpegede Kafka til at leve på grænser og færdes som en fremmed i verden. Den livsoplevelse afsætter i hans korte prosa en særlig overgangens og forvandlingens kunst. Intet er hvad det synes at være. Intet tilholdssted ligger fast. Ingen tilstand kan man trygt hvile i. End ikke teksten, hvori ens stemme og skrift kredser livsoplevelsen ind:
"Bare man var indianer, altid beredt, og på den galoperende hest, skråt ud i luften, gang på gang dirrede let over den dirrende jord, indtil man slap sporerne, thi der var ingen sporer, indtil man kastede tøjlerne, thi der var ingen tøjler, og næppe så landet som glatmejet hede foran sig, allerede uden hestehals og hestehoved."
Sådan opbygges og nedbrydes i debutbogen Betragtning "Ønsket om at blive indianer". Det begynder med en længsel - og ender med en vision af død. Der lægges ud med et vildt kast ind i en anden virkelighed; men så er det, som om drømmen ædes op bagfra af det, den skulle redde os ud af. Billedet indfarves efterhånden med skepsis og ironi. Og da man når til punktum, må man uvægerlig virre med hovedet: Hvordan er jeg egentlig havnet her?
Kunsten består fra Kafkas side i at tage grænsebevidstheden på sig og færdes i et rum kendetegnet ved glidende forandring. Dagligbevidsthed slår om i drøm, fornuft forskydes og bliver til vanvid. Påpasseligheden fører til udvejsløs paranoia. Selvopholdelsesdriften kapsler sig ind til neurotisk angst, f.eks. for alskens myndigheder og rangspersoner, der i absurde scenerier foranstalter strikse forhør fulgt af domfældelse og straf.
Det ene slår ustandselig om i det andet. Man ved ikke hvornår og hvor, kan blot konstatere, at man for enden af teksten befinder sig i et helt andet univers end det, hvori man begyndte, eller rettere: troede at man begyndte. For når man læser igen, opdager man, at rum nr. to eller tre fra starten var til stede som en smal, urovækkende kile inde i rum nr. ét, ligesom dette tryggere rum stadig ved tekstens afslutning hænger ved som en rest af noget, vi for længe siden åbenbart må have forladt.
Hver gang Kafka på denne måde skriver instabiliteten og usikkerheden i tilværelsen frem mod yderlig konsekvens, gør han det til gengæld så smukt og så sikkert, at man må forundres i det stille. Men lige før man dernæst falder til ro i nydelsesfuld kontemplation, forvandler teksten sig én gang til. Usvigeligt uforudsigelig.

NOTE
Kafkas kortprosa foreligger på dansk i Dommen og andre fortællinger (1967, 2. udg. Gyldendals Tranebøger 1984) og Beskrivelse af en kamp og andre efterladte fortællinger (1968, 2. udg. 1995), begge redigeret af Villy Sørensen. Til uddybende læsning kan udover de gængse værker anbefales Kafka og kontoret. Tekster af og om forsikringsmanden dr. Franz Kafka, oversat af Villy Sørensen, Forsikringshøjskolens Forlag 1995.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu