Læsetid: 6 min.

Græsrødder der visnede

22. maj 1999

En flok SF'eres ambitiøse økologiske landbrug på Tunø blev kvalt i ukrudt
- det rev deres veldrevne kursuscenter med i faldet. Øboerne samlede ind til en redning, men forgæves

SF-DRØMME
"De skulle have holdt sig fra at dyrke landbrug," siger en ældre tunø-bo, der er nabo til kursuscentret Blåkærgaard.
Han har lige set, at øens købmand var inde på den gul-kalkede gård i sin kabinescooter for at læsse varer af.
Så er der gæster med færgen, og centret kører videre som før, selvom der er kommet nye ejere til her i foråret.
Men det nye ejerpar huer ikke mange af de 85 Tunø-boerne, som hellere havde set, at SF'erne havde beholdt Blåkærgaard.
Ja, flere af de lokale ydede endda en skærv for, at SF'erne kunne generhverve gården, da den endte på tvangsauktion. Her brød de nye ejere alle uskrevne regler ved at troppe op og byde over - og så var det, at dækkene på parrets traktor blev piftet samme aften.
Det blev kulminationen på et lokalt drama om en flok SF-græsrødder fra fastlandet, der ville gøre lidt folkesocialistisk gavn på den lille ø tæt på Samsø i Kattegat.

Et er teori
De endte med at skræve længere, end bukserne kunne holde, da de sidste sommer stod med rumpetterne i vejret og hev ukrudt op med de bare næver. Økologisk landbrug havde de ikke helt styr på, og projektet rev hele deres velfungerende kursuscenter med i faldet.
"Det er ikke nok at have læst om landbrug i en bog," lyder den over 80-årige nabos skarpe analyse, inden han cykler videre ud ad vejen forbi Blåkærgaard.
"Jo, vi var en flok amatører til at drive landbrug," erkender den seneste formand for den selvejende institution Blåkærgaard, Karen Touborg, når hun skal forklare, hvordan den velmenende kreds af mennesker kunne køre Blåkærgaard i sænk på en enkelt sommer.
Slut med de hyggelige arbejdsweekender, diskussionerne og rødvinen om aftenen på gårdspladsen.
"Vi er en stor gruppe på 30-40 mennesker, som har følt stor tilknytning til stedet og lagt meget frivilligt arbejde i at renovere og vedligeholde gården," siger Eigil Holm, der fandt gården i 1988, og i de første år var formand for foreningen bestående af de 32 mennesker, der hver havde skudt 8.000 kroner i projektet.

Lokal velvilje
Ideen var ikke kun at skabe et kursuscenter og mødested for nogle mennesker, der havde fundet sammen på SF's sommerlejre på Livø.
Nej, de var også drevet af en ægte folkesocialistisk idé om at gøre nytte i et lille lokalsamfund.
"Vi så det som et stykke praktisk, politisk arbejde, som kunne være en indsprøjtning for et ø-samfund," siger Eigil Holm.
Og det lykkedes faktisk SF'erne - som de lokale betegner ejerkredsen, selvom alle ikke var medlem af folkepartiet - at opnå de lokales tillid og respekt.
Kursuscentret blev udlejet som koloni til børnehaver, til kurser og meget andet, som skabte omsætning på øen. En omsætning, øboerne frygter vil forsvinde med det nye ejerpar, fordi de måske vil nedlægge Blåkærgaard som kursussted.
Men en flok børnehavebørn traver på rad og række gennem Tunø By på vej mod Blåkærgaard, så stedet er endnu ikke forandret.
"Selvfølgelig blev SF'erne mødt med en vis skepsis i starten, men de opnåede efterhånden en stor velvilje, fordi de mange kursister på Blåkærgaard gav omsætning til købmanden og færgen," som øens kroejer og beboerformand Ingolf Hougaard fortæller nede ved færgelejet.
Her tropper også Tunøs ø-repræsentant, Ann Dejgaard, op, for Ingolf skal jo nødigt tale over sig, siger hun lidt i spøg.
"Det er et meget følsomt emne her på Tunø," understreger hun.
Hun hentyder til, at der bliver set noget skævt til det nye ejerpar. Men omvendt er øboerne også nødt til at få normaliseret forholdet, for nu kan der ikke laves om på, at gården er røget SF'erne af hænde.
"Lige fra starten lagde SF'erne meget vægt på, at gæsterne på gården helst skulle handle hos vores købmand," siger Ann Dejgaard.

"Konen med æggene"
Egentlig var det kødkvæg, der startede nedturen.
I de første år forpagtede Blåkærgaard lidt jord for at lade kødkvæg græsse på øen i sommerhalvåret. Men hele gårdens drift og indtægtskilde baserede sig på at leje gården ud, for SF-græsrødderne brugte den kun nogle få uger om året.
Og udlejningen fungerede fint, men så gik der "konen med æggene" i den.
Mere jord blev lejet, og i efteråret 1997 krævede Jordbrugskommissionen landbrugspligt på gården, hvis de skulle fortsætte med at drive de efterhånden 24 hektar græsmarker, der efter økologiske forskrifter var endnu et af kredsens bidrag til en sund udvikling for det lille ø-samfund.
Derfor ansatte bestyrelsen hu-hej en driftsleder den 18. marts sidste år.
"Vi havde ikke andre muligheder, hvis vi skulle fortsætte vores landbrugsdrift. Selvfølgelig var det uansvarligt af os, at ansætte en person uden at vide, om økonomien kunne løbe rundt," siger Karen Touborg.
Hun understreger, at der var stor opbakning blandt foreningens medlemmer til øko-projektet.
Driftslederens løn skulle betales af udbyttet fra tre hektar grøntsagsproduktion, som blev lagt oven i kødproduktionen. Men sådan kom det ikke til at gå.
Driftslederen købte landbrugsmaskiner i stor stil, men grøntsagerne groede alligevel til i skidt, hvilket bestyrelsen først fik at vide, da en lokal beboer i juni sidste år ringede til København og fortalte, at den var gal.
"Vi var nogle, der besluttede os for at redde, hvad reddes kunne," fortæller Karen Touborg om sommeren 1998, da arbejdshold efter arbejdshold tog kampen op mod ukrudtet, der stod så højt, at de nye maskiner ikke kunne bruges.
Kun de bare næver kunne klare opgaven med at finde ned til de løg, der var de eneste, som havde overlevet.
"Om ikke andet fandt vi ud af, at det er svært at være arbejdsgiver, og at løg sælges alt for billigt i Danmark," lyder det galgenhumoristisk fra den daværende formand.

Nedslående budskab
Næsten samtidig modtog bestyrelsen det nedslående budskab fra den lokale landboforening, at selvom grøntsagerne gav fuldt udbytte, så kunne øko-projektet aldrig løbe rundt.
"Vi var skuffede over driftslederen, men vi måtte også erkende, at hele projektet var designet forkert," siger Karen Touborg.
Driftlederen nåede selv at sige op, og de manglende penge til hans løn fik læsset til at vælte, fordi SiD indgav en konkursbegæring.
Pioneren Eigil Holm var en af de få, der på den årlige påske-generalforsamling havde talt imod at drive økologisk landbrug.
Alligevel gik han med i en ny bestyrelse, der forsøgte at redde stumperne, men uden held.
De fik samlet 270.000 kroner ind blandt ejerkredsen og øboerne, som skæppede godt i kassen. Beløbet skulle være nok til at generhverve gården på tvangsauktionen den 3. marts i år.
Men direktørparret Löchte, der har en anden fritidsejendom på øen, brød efter mange ø-boeres mening alle uskrevne regler ved at møde frem og byde over.
Rygtet var ilet i forvejen, og 15 tunøboere sejlede om morgenen over til fastlandet for at give moralsk støtte til SF'erne under tvangsauktionen.
Men uden held, selvom direktør Peter Löchte efter sigende næsten viskede, da han med vrede blikke rettet mod sig gav sit endelige bud.
Senere på dagen blev der drukket gravøl på Tunø Færgekro, og på et eller andet tidspunkt i løbet af aftenen punkterede Löchtes nok så vigtige traktordæk på en ø, hvor der ikke må køre biler.
"Man skal vist være SF'er for at få den skøre idé at købe en ejendom på en ø i Kattegat, male, istandsætte og knokle med markarbejde vel vidende, at vi aldrig ville få noget økonomisk ud af det," konkluderer Karen Touborg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her