Læsetid: 2 min.

Grønland åbner guldmine

25. maj 1999

Øget konkurrence mellem efterforskningsselskaberne, når der tages hul på den første omfattende guldudvinding

NUUK - Grønland bliver fra næste år igen et land med minedrift.
Fisker- og fangersamfundet Nanortalik med omliggende bygder forbereder sig på, at der bliver åbnet en større eller mindre guldmine i regionen. For Kirkespirdalen kun 30 km nordøst for Nanortalik, beliggende i det allersydligste Grønland, bliver fra år 2000 og forventeligt 7-11 år frem rammen om den første mere omfattende guldudvinding i Grønland nogensinde.
Det norske mineselskab Mindex skal stå for projektet, der umiddelbart ventes at betyde hundrede nye arbejdspladser i Nanortalik Kommune.
En række borgermøder, arrangeret i fællesskab af kommunen og mineselskabet, har sikret, at der ikke stilles urealistiske lokale forventninger til "mineeventyret". En enkelt guldåre er med sikkerhed rentabel. Kun fortsatte undersøgelser kan godtgøre, om der er mere guld andre steder end i de allerede analyserede efterforskningsfelter.
Optimismen er under alle omstændigheder stor i Nanortalik. Foruden de hundrede nye arbejdspladser, som guldudvindingen direkte vil betyde, kan der også komme nye arbejdspladser gennem servicevirksomheder, sliberier og smykkeproduktion.

Guldvask for alle
Udvindingen af guldet bliver tilrettelagt, så Nanortalik ud over de øjeblikkelige skatteindtægter får varige efterladenskaber i form af maskiner, der vil være relevante i forbindelse med andre former for minedrift i området.
Kommunen og mineselskabet er stærkt optaget af behovet for kvalificeret arbejdskraft.
Det øgede behov for arbejdskraft vil udløse en række nye uddannelsestilbud.
Den offentlige opmærksomhed omkring guldeftersøgningen i Grønland er stor. Alle kan deltage i guldvaskning og indlevere resultatet til Råstofdirektoratet i Nuuk. Guldet tilhører finderen!

Ny satsning
Grønlands Hjemmestyre er naturligvis også interesseret. For udvinding af mineraler udgør sammen med olieudvinding, fiskeri og turisme hjemmestyrets vigtigste satsningsområder.
Siden lukningen af den sidste minevirksomhed, bly- og zinkminen i Maarmorilik i 1990, har en lang række udenlandske selskaber fået efterforskningstilladelser.
Der er bl.a. fundet zink ved Citronen Fjord i Pearyland og guld forskellige steder langs kysten, bl.a. ved hovedstaden Nuuk og mellem Tasiilag og Ittoqqortoormiit på østkysten. I nærheden af maniitsoq på vestkysten er der fundet diamanter.
Spørgsmålet er alene, om koncentrationerne er store nok til, at en udvinding kan gøres rentabel.
Hjemmestyret forsøger gennem nye koncessionsaftaler at fremme konkurrencen mellem efterforskningsselskaberne for herved at opnå en hurtigere afklaring af, om en udnyttelse kan betale sig.
Mindex er tilsyneladende ikke i tvivl om rentabiliteten - ja, det norske selskab er i disse døgn i den grad "guld-optimistisk", at det på samme tid vil indlede guldudvinding i Grønland og fire steder i Ghana.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her