Læsetid: 9 min.

'Hallo det er John Iversen...'

28. maj 1999

Tre nye bøger er prisværdige forsøg på at få gang i debatten om Europa-Parlamentet

EU-bøger
At det ikke altid er lige let for politikere på valg at komme til orde i de eftertragtede medier, er den igangværende valgkamp i forbindelse med europaparlamentsvalget et glimrende eksempel på. Det drejer sig tydeligvis om at skille sig markant ud for at komme 'på'. Freddy Blak flyver helikopter, andre kandidater udtænker happenings a la Lone Dybkjærs karetkørsel i 1994, mens John Iversen skriver en bog.
At skrive en bog er imidlertid alt for gammeldags og tilsyneladende langt fra nok til at sikre sig omtale. I søndagens Politiken kunne man da også læse, at der skal helt ekstraordinære midler til for at trænge igennem lydmuren. Med John Iversen som paradeeksemplet skal man åbenbart først udsætte kolleger for æselspark, vel at mærke kolleger fra et andet parti, så man ikke får vrøvl med egen partitop. Derefter skal man kime avisredaktører ned for nærmest at tigge om den eftertragtede spalteplads. Tragisk, men åbenbart sandt. Bryder man sig ikke om sådanne metoder, risikerer man - trods nok så mange anstrengelser - at forsvinde i det daglige mediecirkus.

Det oversete parlament
Noget sådant er tilsyneladende sket for den af Poul Smidt redigerede bog Et rigtigt Parlament?, hvor fire politikere på valg, ud over Smidt selv, giver deres bud på Europa-Parlamentet og dets fremtid. Indtil videre har den nemlig ikke fået synderlig megen omtale.
Det interessante spørgsmål er naturligvis, hvorfor det åbenbart er nødvendigt med sådanne metoder. Selvom en del af forklaringen nok skal søges i den altoverskyggende Kosovo-krise, kommer man næppe uden om, at danskernes forhold til Europa-Parlamentet også spiller en rolle. Når alt kommer til alt, passer Europa-Parlamentet ganske enkelt dårligt ind i den EU-debat, vi har haft i de sidste 25 år.
På den ene side har vi ja-siden der, som John Iversen så rigtigt fastslår i sin bog, har holdt stædigt fast i, at EF/U først og fremmest var (og forbliver) en mellemstatlig organisation. Hvad i alverden skal vi så med et Parlament, når der ikke findes en lignende størrelse i de andre traditionelle internationale organisationer, som Danmark er medlem af? Det spørgsmål har ja-siden aldrig været i stand til at mobilisere tilstrækkelig fantasi til at besvare overbevisende. Ja, faktisk har ja-siden haft mere travlt med at understrege, at Parlamentet så sandelig ikke skulle spille nogen afgørende rolle.
På den anden side har vi så en 'nej-side', der har siddet fast i rillen om, at Parlamentet var en af de væsentligste byggesten i Europas Forenede Stater. En styrkelse af Europa-Parlamentet blev derfor hurtigt ensbetydende med et farvel til det danske folkestyre.
Den samlede konsekvens af EU-debatten er, at Europa-Parlamentet aldrig rigtigt er kommet på dagsordenen. Det er trods alt også vanskeligt at få gang i en nuanceret debat om en forsamling, som enten fremstilles som en papirtiger eller som en gøgeunge, der kun er ude på at smide de nationale parlamenter ud af den demokratiske rede!
I stedet for en debat om hvordan EU-samarbejdet kan blive mere demokratisk, lander vi derfor i gimmicks og personangreb. For at gribe i egen barm skal det da også bemærkes, at den danske forskerverden - heller ikke efter Parlamentet blev en magtfaktor med Maastricht- og Amsterdam-Traktaterne - har brugt megen knofedt på at analysere Parlamentets rolle i integrationsprocessen. Hvis en vælger skulle finde på at gå ned på kommunebiblioteket inden valget, vil vedkommende kun finde nogle få hyldecentimeter om emnet.

Iversen tror på sin læser
Men på trods af at man kan være kritisk over for den måde, hvorpå John Iversen har slået hul på EU-muren, kommer man ikke uden om, at han har leveret en både velskrevet og læseværdig bog. Bag den utiltalende person-fnidder gemmer der sig således et modigt bidrag til den danske Europadebat. Iversens ønske har klart nok været at ruske op i den velkendte politiker-tendens til altid at tro, at hvis man blot ikke berører de store europæiske visioner og i stedet taler direkte til danskernes pengepung, skal de nok i sidste ende sluge de foreliggende integrationstiltag.
I bundog grund er dette naturligvis et udtryk for en dyb mistillid til, hvad danskerne kan 'tåle at høre', samt en manglende tillid til, at danskerne faktisk evner at sætte EU-politikken ind i en historisk ramme, hvor fred og sikkerhed er i centrum. Iversen nærer ikke denne mistillid til sine læsere og fokuserer i stedet for på, hvordan man kan gøre det europæiske projekt mere demokratisk. For Iversen er der kun én vej frem, nemlig en formel forfatning og en dublering af nationalstatens demokrati-form på EU-plan.
Spørgsmålet er bare, om det virkelig er den eneste og bedste løsning på demokrati- og kompetenceproblemerne i EU. Ser man på den almindelige opfattelse i EU-litteraturen, er der grund til en god portion skepsis. Grundopfattelsen er nemlig, at det ikke er holdbart at sammenligne EU med noget, vi kender i dag. EU er ganske enkelt et unikt politisk system, som også i sin endelige udformning vil adskille sig fra hidtil kendte organisations- og statstyper. Ganske tankevækkende finder Iversens ideer da heller ikke støtte hos venstrefløjens nye guru, Joschka Fischer. I en tale for nylig understregede Fischer således, at 'at Europa allerede har udviklet sig så meget, at det ikke kan presses ned i kategorier som forbund af statr og forbundsstat'.

Tvivlsomme metoder
En helt anden ting er Iversens omgang med de historiske kendsgerninger. I Iversens 'integrationshistorie' refereres der vidt og bredt til ideen om, at EF/U af grundlæggerne altid var tænkt som første skridt mod Europas Forenede Stater. Ikke alene har der altid været plads til mange forskellige EU-projekter og visioner, men ser man nøjere på historien, så forholder det sig også sådan, at Kul- og Stål-Traktaten påvisse punkter var langt mere overnational end den senere vedtagneEF-traktat. Ikke alene faldt forsøget på at etablere et fælles europæisk forsvarssamarbejde til jorden med et brag allerede i 1954, men Romtraktaten fratog faktisk også både den tidlige Høje Myndighed (senere Kommission),samt den tidlige Domstol nogle af de beføjelser, de havde haft under Kul-og Stål-Fællesskabet. Romtraktaten var med andre ord et kompromis mellem meget forskellige ideer om, hvad Europa skulle udvikle sig til.
Endeligt kommer man heller ikke uden om, at Iversen netop ved at bruge de markante metoder faktisk risikerer at få en anden debat end den, han selv efterlyser. Når alt kommer til alt, er personangreb nok ikke den bedste metode til at få kolleger til at kaste sig ud i en substantiel debatom EU og demokrati.

Bonde og Mickey Mouse
Jens Peter Bondes bog på små 74 sider er lidt svær at få hold på. Formålet er tilsyneladende, at den skal fungere som en mellemting mellem en beskrivelse af faktiske forhold i Europa-Parlamentet og en dagbog. Som sådan præsenteres stoffet på en overkommelig og underholdende måde. Selv omBonde anvender en noget manipulerede facon ('den og den tjener så og så meget og snyder skatteyderne på den og den måde'), får Bonde også forklaret, hvordan Parlamentet arbejder, hvordan koalitioner indgås, og om hvor og hvordan forligene strikkes sammen.
Men vi forbliver altså på overfladen. Det er samtidig nogle forvirrende, for ikke at sige selvmodsigende, elementer i bogen. Vigtigst er her, at Bonde på den ene side fastholder, at der er tale om et Mickey Mouse-Parlament, men på den anden side også peger på, hvor stor betydning, det har fået de senere år.Ja, ifølge Bonde står vi faktisk i en situation, hvor parlamentarismen er blevet født i EU!

Seriøs, men flimrende
'Et rigtigt Parlament? - Blindvej eller genvej til demokrati?' redigeret af Radio-avisens Poul Smidt er, som antydet, en bog af en noget anden støbning end de to øvrige. Den skal på den ene side fungere som en debatbog med bidrag af flere gengangere fra de to allerede omtalte bøger: Iversen, Bonde samt Ole Krarup og Bertel Haarder. På den anden side skal bogen imidlertid også være en opslagsbog, som tydeligvis er tiltænkt at skulle holde ud over valget. Derfor indeholder bogen også en glimrende internetguide til EU.
Lykkes denne blandingsform så? Umiddelbart er det svært at svare med et rungende ja. Ganske vist giver Poul Smidts indledende beskrivende del en udmærket (og længe savnet) gennemgang af Europa-Parlamentets udvikling samt et godt overblik over dets magt tilvækst helt up to date med Kommissionens afgang i marts 1999.
Da gennemgangen bevidst er skrevet uden stillingtagen, vil den imidlertid (i modsætning til Iversens) næppe være i stand til at frembringe de store overskrifter. Dertil er gennemgangen ganske enkelt for seriøs. Selv om Smidt anskueliggør sine pointer med en case - 'Demokrati i olie' - vil der givetvis også være nogle læsere, der bliver lidt forskrækkede over de mange referencer til deforskellige EU-procedurer.
De fire politiker-indlæg indeholder hver for sig mange interessante betragtninger, men efterlader et noget flimrende indtryk, da de ikke har et helt klart, fælles tema. Bogens glimrende spørgsmål i titlen Et rigtigt Parlament? Blindvej eller genvej til demokrati? forsvinder faktisk noget ud af fokus. Bertel Haarder har f.eks. en detaljeret gennemgang af nærhedsprincippet uden dog at turde tage tyren ved hornene.

Enten-eller
Kræverprincippet f.eks. ikke en forfatning med klare kompetencefordelinger for overhovedet at kunne bruges i praksis? Iversen, Bonde og Krarups bidrag er derimod mere essay-agtige, og for de to førstes vedkommende er der tale om en del genbrug.
Krarup fortsætter i den velkendte 'nulsumspils-rille', hvor øget magt til Europa Parlamentet naturligt fører til en underminering af det danske folkestyre. Dog må man give Krarup, at han i sine politiske udmeldinger er mere klar end Bonde. Han mener således, at EU under alle omstændigheder er en blindvej, og at Europa-Parlamentet snarere er problemet end løsningen.
Selv om de tre bøger på mange måder er prisværdige forsøg på at få gang i debatten om Europa-Parlamentet, er det alligevel tankevækkende, at ingen af dem gør helt op med den traditionelle danske forståelse af Europa-Parlamentets rolle. Implicit opererer de alle med en nationalstatsmålestok for demokrati. Enten skal demokratiet stort set lægges tilbage til de nationale parlamenter, eller også skal EU udvikles til et nationalstatslignende demokrati med Europa-Parlamentet som altafgørende magt. Denne enten-eller mulighed fremgår også af, at forfatterne opfatter det danske Folketing som målestok for, hvad 'et rigtigt Parlament' er. Konsekvensen af dette er faktisk, at de hurtigt lander i den klassiske nulsumsstankegang, hvor Parlamentet kun kan få mere magt på bekostning af de nationale parlamenter. Mere vidtgående debatbøger ville måske her haveforsøgt at tage et opgør med denne tankegang: behøver Parlamentet nødvendigvis at udvikle sig ligesom de nationale parlamenter, og kunne man ikke i stedet forestille sig en situation, hvor Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter indgår i en frugtbar arbejdsdeling med hver deres funktioner? En sådan substantiel diskussion er dog næppe noget, der vilsamle de store overskrifter, jf. John Iversens markante metoder. Hvis der for alvor skal gang i den mere substantielle EU-debat - også i forbindelse med den kommende regeringskonference - er det imidlertid sådanne nye ideer, der må på banen.

*John Iversen: Godnat, Mor Danmark, København: Gyldendal, 1999
*Poul Smidt (redigeret), Jens-Peter Bonde, Bertel Haarder, John Iversen, Ole Krarup: Et rigtigt Parlament? Blindvej eller genvej til demokrati? Gyldendal, 1999
*Jens-Peter Bonde: Et minuts taletid, Vindrose

Lykke Friis er forsker, ph.d. (DUPI) & Marlene Wind, adjunkt, phd (Institut for statskundskab, KU)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu