Analyse
Læsetid: 6 min.

Helvegs EU-tabu

15. maj 1999

Mens regeringen stadig forsøger at undgå en debat om det danske forbehold, rykker det fælles EU-forsvar stadig tættere på

Mens 14 EU-lande har sat kursen direkte mod oprettelsen af den EU-hær, som for blot syv måneder siden forekom helt usandsynlig, holdt Folketinget i den forløbne uge en forespørgselsdebat om emnet.
Her sørgede udenrigsminister Niels Helveg Petersen for at holde liv i den særlige danske udgave af debat om EU. Den går ud på at være så ukonkret som muligt og lade som om, der ikke er tale om noget særligt.
"Der bliver ingen Europahær. Tværtimod," sagde udenrigsministeren.
Den slags udsagn skaber forundring i Bruxelles. Som en højtstående embedsmand for nylig sagde under et interview med Information:
"Det undrer mig, at danskerne bliver ved med at lade som om, der ikke sker noget. De ved da udmærket, hvad der foregår."
Lyver udenrigsministeren? Nej. Man kan allerhøjst beskylde ham for ikke at sige hele sandheden. Og for at vige uden om en yderst væsentlig diskussion af hele Danmarks rolle i det internationale samfund efter den kolde krig.
Med deltagelsen i NATO-krigen mod Jugoslavien - der er godkendt af et markant flertal i Folketinget - kastede Danmark sig for første gang i nyere tid ud i en angrebskrig. Vel at mærke uden om det FN, der ellers har stået med store bogstaver på første side i enhver lærebog om dansk udenrigspolitik.
Det er ikke kun Danmark, der står i et sikkerhedspolitisk vadested. Over hele Europa er gamle doktriner blevet taget op til revison som direkte følge af krisen i Kosovo. Men det er kun i Danmark, at regeringen fortsat forsøger at underspille den sikkerhedspolitiske revolution, europæerne er ved at gennemføre.

Regeringens nølende tilgang til forsvarsdebatten ligger i naturlig forlængelse af det løfte, Poul Nyrup Rasmussen udskrev, umiddelbart efter afstemningen om Amsterdam-traktaten: Nu havde EU fundet sin form, og det ville ikke blive aktuelt med mere suverænitetesafgivelse i lang tid frem over. Der kommer ikke mere union, lovede statsministeren. Det var et vovet løfte. Men omvendt kunne statsministeren ikke på det tidspunkt, i maj 1998, forudse den bratte drejning i britisk udenrigspolitik, der satte lavinen i gang.
Skiftet kom i oktober sidste år, da Tony Blair uventet mødte op på et EU-topmøde i Pörtschach i det sydlige Østrig og erklærede, at EU's medlemslande burde arbejde langt tættere sammen på forsvarsområdet og oprette sin egen søjle inden for NATO.
Det var sød musik i franske ører. I årevis har Frankrig været den drivende kraft bag EU's militære arm, Vestunionen (WEU), der skulle udstyre Europa med større handlefrihed på den udenrigspolitiske scene end i det USA-dominerede NATO-samarbejde.
Siden er det gået stærkt. I december mødtes Blair med præsident Chirac på et krigsskib ud for den franske kyst, og kort efter blev den tredje nøglespiller i et kommende EU-forsvar, Tyskland, bedt om at bidrage med at oplæg.
Det oplæg blev lagt frem på et møde mellem EU's udenrigsministre i marts og skabte hen over en weekend stor debat i Danmark.

Det var nemlig første gang, et officielt papir nævnede muligheden for at udstyre EU med en militær stab, eget satellitovervågningscenter og kapacitet til at udføre aktioner uden om NATO.
Mens pressen slog det tyske papir stort op som modellen for en kommende EU-hær, forsøgte udenrigsminister Niels Helveg Petersen at nedtone papiret - som han i øvrigt selv havde forsøgt at holde hemmeligt for de danske journalister.
Udenrigsministeren understregede, at papiret indeholdt nogle tyske tanker, der stadig var langt fra at blive til virkelighed. Ifølge Informations kilder var både Storbritannien og Frankrig imidlertid taget med på råd, længe inden papiret blev lagt frem - indholdet var langt mere end tilfældige strøtanker.
I dag oplyser centralt placerede diplomater i Bruxelles, at netop det tyske oplæg fra marts bliver skelettet til det kommende EU-forsvar.
I praksis vil det foregå sådan, at Vestunionen (WEU) bliver integreret i EU og dermed ophører med at eksistere som selv -stændig organisation.
Da WEU-landene i denne uge mødtes i Bremen, fik man en fornemmelse af, hvor konkrete og fremskredne planerne er. Samtlige tilstedeværende ministre erklærede med et smil organisationens snarlige død, fordi EU selv skal til at udgøre rammen om det europæiske forsvarssamarbejde.
En enkelt, men væsentlig del af WEU, bliver dog ikke lagt ind i EU-samarbejdet. Det er artikel 5, der forpligter alle lande til at komme de andre medlemmer til undsætning, hvis de bliver angrebet. Altså den artikel, der handler om territorialforsvaret.
Det skyldes, at EU's forsvarssamarbejde, som allerede er defineret med Amsterdamtraktaten, "kun" handler om de såkaldte Petersberg-opgaver, det vil sige fredsbevarende, fredsskabende og humanitære aktioner.
Det er netop denne begrænsning, Niels Helveg Petersen henviser til, når han hævder, at der ikke bliver tale om en Europahær.
Sandt nok, i den forstand, at der ikke bliver tale om, at danske soldater skal stå på den spanske sydkyst og bevogte EU's grænser - men omvendt kan man anføre, at den aktuelle krig i Kosovo faktisk ligger inden for det, EU's kommende fælles forsvar får bemyndigelse til.
Som hovedregel vil EU-aktioner stadig blive udført gennem NATO - det vil sige, at EU beder NATO om at stille styrker og udstyr til rådighed for en aktion besluttet i EU.

Regeringens holdning er, at denne konstruktion giver Danmark mulighed for at være med, selv om vi står uden for. Blot, kobler vi os først på en aktion, når den dukker op i NATO.
Idéen er bekvem, men næppe realistisk i virkeligheden. I praksis vil det nemlig stadig være EU, der styrer aktionen, efter at NATO har stillet styrker til rådighed. Hvis man skal følge den danske regerings model, indebærer det, at Danmark skal stille soldater til rådighed og fraskrive sig enhver indflydelse på de situationer, de sendes ud i.
Der skulle nok være stof til en grundig politisk debat om forbeholdet, men foreløbigt lader regeringen som om, intet vil ske.
"Inden for EU er det danske forbehold uændret," var alt, hvad Niels Helveg Petersen havde at sige om den sag i sin tale i Folketinget i tirsdags.
Når Helveg på mandag igen mødes med sine 14 EU-kolleger, skal de have en første disksussion af, hvordan de kommer videre med det tyske oplæg og med integrationen af WEU i EU.

Den plan, EU-diplomaterne i Bruxelles forestiller sig, ser sådan ud: På topmødet i Køln om tre uger vedtager stats- og regeringscheferne en tidsplan for to sideløbende projekter.
Det ene er en ny regeringskonference, der skal drøfte de spørgsmål, der ikke blev løst i Amsterdamtraktaten - det handler blandt andet om, hvor mange EU-kommissærer, der skal være i et udviddet EU, og hvor mange stemmer hvert land skal have i EU's Ministerråd.
Regeringskonferencen ender med en ny traktat - sandsynligvis en Paris-traktat, der kan skrives under i december 2000, i slutningen af det franske EU-formandskab.
Sideløbende med regeringskonferencen bliver der nedsat en arbejdsgruppe, der skal gøre klar til at integrere Vestunionen i EU. Men EU-forsvaret bliver altså ikke en del af den kommende regeringskonference, og det skyldes ganske enkelt, at integrationen af WEU i EU allerede er forudset i Amsterdamtraktaten. Derfor kan beslutningen tages på et EU-topmøde, hvorefter den nøjagtig som en ny traktat skal godkendes i alle de lande, der deltager.
For den danske regering er denne opdeling en stor fordel. Den betyder nemlig, at den kommende regeringskonference bliver smal rent indholdsmæssigt og derfor muligvis ikke vil kræve en ny folkeafstemning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her