Læsetid: 3 min.

I høj grad kunst

28. maj 1999

Kurt Weills musikdramatik i spændende fortolkning på Det Kongelige Teater

DRAMATIK
Gennem hele sin karriere arbejdede Kurt Weill på at nå frem til den mest dækkende forening af tekst og musik. Det musikdramatiske stod i centrum for alt, hvad han tænkte og skrev.
Tre af eksperimenterne indgår i Det Kongelige Teaters markering af de forskellige mærkeår for trekløveret sangerinden Lotte Lenya (gift med Weill), digteren Bertolt Brecht og komponisten Kurt Weill: Berliner Requiem, Der Lindberghflug og De syv dødssynder, alle tre frugter af det stormfulde og epokegørende samarbejde mellem Weill og Brecht i årene 1927 til 1933.
For alle tre værkers vedkommende er der tale om en nyfortolkning, som ikke modsvarer ophavsmændenes forestillinger og lancering af værkerne - og sådan skal det naturligvis være. Enhver opsætning af et værk af Brecht anno 1999 må nødvendigvis søge sin legitimation et andet sted end dér hvor Brecht fandt den. Eller sagt på en anden måde: hvad der virker altmodisch i Brechts værker i dag, er deres politiske budskab; hvad der stadig er holdbart, er deres etiske og kunstneriske pondus.
Om det er sådanne overvejelser der har ligget bag scenografen og billedkunstneren Jacob Schokkings spændende præsentation af værkerne på Det Kongelige Teater skal være usagt, men det er de to sider af værket, der så at sige gøres rede for og som i den aktuelle opsætning bevæger.
Berliner Requiem og Lindberghflug er opindeligt skrevet for det nye radiomedie, som i slutningen af 20'rne udfordrede en række komponister til at tænke i nye baner; førstnævnte er en kantate over storbyens fremmedgørende effekt og krigens gru, sidstnævne et radiolærestykke om Charles Lindberghs ensomme flyvetur over Atlanten.
I begge tilfælde formidler Schokking handling og budskab gennem en kombination af musik, scenisk ageren og fotografiske projektioner, der opstår via kameraet i selve opførelsessituationen. Ikke mindst i Lindberghflug skaber denne løsning et meget smukt og betagende resultat, som på én gang fastholder værkets kritisk-fremmedgørende distance til sit emne og beretningens poesi.
Den ensomme flyvers dialog - og ind imellem kamp - med sin motor, vejret, trætheden og sig selv får herved en billedlig dimension som på smukkeste vis kompletterer den musikalske. Så meget desto mere uforståeligt er det, at teatret har været tvunget til at underlægge sig formodede krav fra Brecht-kustoderne om at indlede forestillingen med en senere tilkommen talt introduktion (hvori Lindberghs helterolle nedtones på grund af hans senere nazistiske sympatier) samt om at anvende den helt misvisende og lidet mundrette titel: "Digtet Der Ozeanflug af Bertolt Brecht sat til musik af Kurt Weill som Der Lindberghflug".
Lindberghs rolle synges smukt og afdæmpet af Lothar Odinius og originalens korte indledende talte vignetter udføres med charmerende underspilning af Werner Hollweg.

Et af Weills betydeligste
Dødssynderne er forestillingens vægtigste værk i musikalsk henseende, faktisk et af Weills betydeligste værker overhovedet. Men det er også det værk, hvor Schokkings iscenesættelse virker mindst overbevisende på trods af en række kreative påhit undervejs - ikke mindst scenen med de øldrikkende bargæster formidlet til lærredet fra Ny Scenes foyer med Willumsens imponerende mandsperson som baggrund.
I historien om de to søstre Anna I og Anna II, der drager rundt til syv amerikanske byer for at tjene penge til familiens lille hus hjemme i Louisianna alt imens de udstiller småborgerlighedens håndtering af dødssynderne, er den dansende Anna II's rolle nedtonet i betydelig grad. Faktisk er der næsten ingen dans i en forestilling, som dog genremæssigt i 1933 blev lanceret som ballet, skrevet til en af tidens mest markante dansere Tilly Losch med koreografi af selveste Balanchine og tre år senere i København af Harald Lander. Til gengæld er det scenisk-pantomimiske islæt stærkt fremhævet, hvilket giver forestillingen et lidt tegneserie-agtigt og statisk præg; dødssynderne træder i baggrunden til fordel for fortællingen. Dette overskygger dog ikke Sabine Passows fremragende og helt igennem dækkende fortolkning af Anna I's parti, som Lotte Lenya ellers har haft næsten eneret på siden hendes legendariske pladeindspilning fra 1956. Også mandskvartetten - far og mor og to sønner hjemme i Louisisanna - yder Weills partitur fuld dækning.
Samtiden havde sit hyr med Dødssynderne. Efter premieren i 1933 med det prominente parisiske kompagni Les Ballets 1933 sluttede en af anmeldelserne med ordene: "Det er ikke 1933. Det er næppe ballet. Men det er i høj grad kunst." Det kunne såmænd også gælde for denne opførelse og med mindre justeringer for hele teatrets Weill-Brecht aften.

*Brecht & Weill ved Jacob Schokking. Opera. Det Kgl. Teater. I aften samt 29. og 31. maj

Niels Krabbe er Kurt Weill-forsker og leder af Musikafdelingen på det Kongelige Bibliotek

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her