Læsetid: 4 min.

Højst oppe dybest nede længst ude

12. maj 1999

Et generationsskifte er i gang blandt globetrotterne

NY BOG
"Jeg har ofte tænkt over om det er eventyreren der skaber eventyret eller omvendt," skriver Thor Heyerdahls rejseledsager på Tigris-ekspeditionen Asbjørn Damhus i Jorden Rundt, en antologi udgivet af Eventyrernes Klub i anledning af klubbens tres-års jubilæum. "Selv føler jeg, at jeg fik eventyret serveret og stort set blot skulle sige ja. Men det er jo netop det der adskiller eventyreren fra andre mennesker, han siger ja på det rigtige tidspunkt og uden at skele til hvad andre ville have gjort og uden at se tilbage og ærgre sig over alt det der kunne være anderledes. Han glæder sig blot over at eventyret skete - at han fik lov at leve som eventyrer."
Beskrivelsen passer på mange af bogens bidragydere, men nok mest de der tilhører den lidt ældre generation. Tag blot skuespilleren og eventyreren Palle Huld (f. 1912). Om ham fortæller de introducerende noter: "Jorden rundt i 1928 som 15-årig uden brug af fly på 44 dage i anledning af Jules Vernes 100 års dag; turen finansieret af Dagbladet Politiken og Stockholm Tidningen. Bogen om turen udkom på 11 sprog, herunder japansk. 1928-31 ansat ved Canadian Pacific i Montreal. På motorcykel sammen med Elith Foss tværs gennem Nordafrika og Libyske Ørken i 1935 og gennem Syriske Ørken til Iran i 1937. Leder af Det Kgl. Teaters første turné til Grønland i 1969. Har skrevet to rejsebøger (sammen med Elith Foss) og en erindringsbog."
Allerede i disse linjer træder konturerne frem af en eventyrer af den gamle skole. Og at indtrykket holder vand, fremgår af Palle Hulds beretning om en strabadserende tur på Nimbus-motorcykel tværs gennem Nordafrikas ørken, sammen med vennen Elith Foss.

Gode fortællere
Eventyrernes Klub blev grundlagt af polarforskeren Peter Freuchen, som i 1938 samlede otte mænd og to kvinder til et stiftende møde på Universitetscaféen i København. I mange år har fællesskabet talt omkring hundrede medlemmer, ikke mindst Grønlandsfarere, men i øvrigt en blandet skare af videnskabsfolk, journalister, læger, skuespillere, fotografer etc.
Selve betegnelsen 'eventyrer' forbindes ikke blot med rejsende, men lige så meget med gode fortællere, som til langt ud på de små timer kan ryste hårrejsende beretninger, anekdoter og måske også skrøner ud af ærmet. Og gode fortællere er der så sandelig imellem, ikke mindst de to garvede globetrottere Jens Bjerre og Ib Rehné, som skriver henholdsvis om at gå på jagt sammen med buskmænd i "Kalaharis brændende varme bushland" og om en grotesk ekspedition ind i det lukkede Yemen.

Professionelle rejsende
Den nye samling signalerer imidlertid også, at der er ved at ske et generationsskifte i rejselitteraturen. Blandt de medlemmer, som er kommet til i 90'erne, er navne som Troels Kløvedal (1991), Hjalte Tin (1994), Ib Michael (1994), Erik Wedersøe (1995) og Carsten Jensen (1998). Det er folk, som sætter ud i verden med en ganske anderledes motivation end eksempelvis Palle Huld, en slags professionelle rejsende, som opsøger eventyret for at reflektere over tilværelsen i et bredere perspektiv, både derhjemme og i det fremmede.
De fleste danskere har stiftet bekendtskab med Troels Kløvedal, som konstant forelsker sig i livet og de mennesker og oplevelser, han møder på sin vej. Således også i antologien fra Eventyrernes Klub, hvor han med sin typiske blanding af åbenhed og insisteren på at se verden i et særligt lys skriver om en gammel kvinde: "Samtidig sagde hun noget på tahitiansk, som jeg ikke forstod, men som var meget smukt sagt, det er jeg helt sikker på."
Hvor Kløvedal drømmer, er Carsten Jensen mere nøgtern, omend han konstant fortolker og kontekstualiserer den virkelighed, han møder. Og typisk for sin generation af reflekterende rejsende er Jensen ikke blot optaget af de ydre oplevelser, men nok så meget af deres effekt på hans egen bevidsthed.
Ligesom en del af hans projekt er at analysere selve rejsens væsen: "Jeg hørte færgens advarende tuden og bølgerne der gled af langs skroget," skriver Jensen på vej op ad den kinesiske Yangtse-flod. "Det var lyden af bevægelse, rejsens åndedrag."

Ud til kanten
Mellem de gammeldags globetrottere og 90'ernes rejsende findes en tredje kategori af videnskabsfolk og forskere, som i mere eller mindre professionelt øjemed sætter ud på risikofyldte ture til civilisationens yderkanter for at gøre konkrete studier.
Det er typer som dr. phil. Torben Wolff fra Zoologisk Museum, der i 1966 deltog i en dybhavsdykning med fartøjet Archimède. Eller biologen og journalisten Lars Ørlund, der kun med nød og næppe slap levende ud af Rwanda under borgerkrigen i '94. Eller biologen Joakim Groth, der sammen med en gruppe venner har forceret Canadas uvejsomme Nordvest Territorie i kano og til fods.
I et af bogens sidste og mest spændende bidrag fortæller arkitekten og Polarforskeren John Andersen om at sejle alene rundt i kajak i ishavet mellem Nordgrønland og Ellesmere Island, omgivet af isbjørne og hvalrosser. "Jeg var hverken bange, angst eller neurotisk," skriver Andersen. "Derimod voksede min selvtillid, ikke til vovemod, men til en vidunderlig følelse af at være menneske."
Uanset hvad John Andersen skriver, skal man nok være lidt dumdristig for at være eventyrer. For nylig mistede en dansk bjergbestiger livet i Himalaya som en påmindelse om, at det ikke er alle, der slipper levende fra eventyret. Men mange overlever heldigvis og kan videregive deres beretninger, så vi andre kan sidde trygt hjemme i lænestolen og rejse verden rundt.

*Jorden Rundt. 18 fortællinger fra Eventyrernes Klub. 247 s. 249 kr. Aschehoug

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu