Læsetid: 4 min.

Hvidt på hvidt på hvidt

22. maj 1999

Der er både liv og død, buer og pile, kirker og kvinder, men kun en farve på en nyåbnet udstilling på Charlottenborg

UDSTILLLING
Mere end nogen anden farve har hvid været et selvstændigt motiv eller tema op gennem kunsthistorien. I den religiøse kunst symboliserede hvid den rene og uskyldige ånd, mens den i den modernistiske kunst, især inden for maleriet, både er blevet set som billede på den totale abstraktion og som tegn på en ny materialitet - det hvide ugrundede lærred som henholdsvis billedflade og readymade. Og eksemplerne er mange, fra Malevichs hvide firkant på hvid baggrund, der simpelthen hed Hvidt kvadrat på hvid bund (1919), Lucio Fontanas skrift Det Hvide Manifest (1946) og Yves Kleins udstilling Le Vide (1957), hvor han tømte et kældergalleri og malede alle væggene helt hvide til Charles Rays hvide stålkube fyldt til randen med hvid maling og Christos indpakning af Rigsdagen.
Set i dette kunsthistotiske perspektiv er hvid som både farve, materiale og begreb en ubestemmelig æstetisk størrelse mellem begyndelse og afslutning, avantgarde og klassicisme, ekstase og refleksion, ironi og idealisme, det immatrielle og objektet, alt og intet.
Hvid er med andre ord uendelig kompleks i al sin blotte enkelhed, og det er karakteristisk, at kunstnere har tilskrevet farven en særlig betydning, hvadenten denne er af politisk, spirituel eller formalistisk art. Som udtryk for noget umuligt og paradoksalt er den samtidig et potentiale for stadig inspiration.
Det er dette potentiale de to kuratorer billedhuggeren Pontus Kjerrman og kunsthistorikkeren Marianne Barbusse på ambitiøs, og original, vis har sat i spil hos nogle danske og tyske samtidskunstnere med udstillingen Hvid, som åbner i dag på Charlottenborg. Hvid er den første i en række af tre udstillinger om skulptur og installationskunst og den bliver i sommer efterfulgt af Farvefænomener - bemalinger i dansk skulptur 1947-1998 og senere på året af Lumia, en international lysudstilling.

Åkander i gips
Til udstillingen har Kjerrman og Barbusse inviteret 21 kunstnere, som alle er blevet bedt om at fremstille hvide værker specielt til udstillingen. Alle værkerne bliver kun udstillet på Hvid og efterlader efter udstillingen, bortset fra kataloget, et tomrum, helt i farvens ånd. Det er en velvalgt strategi fra kuratorernes side, fordi den på en gang betoner en forgængelighed og lethed i materialerne.
De 21 kunstnere arbejder meget forskelligt med forelægget, fra det maleriske og skulpturelle til det arkitektoniske og musikalske. Og så er der vel at mærke ingen malerier på udstillingen, det skulle da lige være Vibeke Glarbos ophængte gipsflader eller Ole Broagers gipsmur med små aflange gevækster.
Den hvide farve er således både udtryk for et kollektivt udgangspunkt og en personlig fortolkning, og den binder værkerne sammen og skaber en tæt udveksling mellem materialer og ideer.
Et af de værker som benytter sig af den hvide farves lethed er Kirsten Ortweds The Middle of the Hour, der i et minimalistisk formsprog får stoffet til at flyde på gulvet, som en slags åkander i gips. De 93 'åkander' er måske ikke så dynamiske som Ortweds øvrige værker, men det simple udtryk skaber til genbgæld en poetisk rum- og fladefornemmelse.
Mere tungt er det i Det imaginære hus af Bjørn Nørgaard som har lavet et lille hus eller gravsted i gips. Skulpturen er tynget af materialets vægt, som døden tynger den menneskelige krop, men den hvide farve henviser også til noget mere åndeligt som en udfrielse fra denne tyngde.
Morten Strædes Alberobello er en skulptur sammensat af en række geomtriske former og med øjne, der kigger i forskellige retninger på nogle af enderne. Stræde opbygger en spændning mellem den rene hvide, næsten klassiske overflade og de brudte forløb og skæve vinkler, mellem homogenitet og fragmentering.

Kondom og hestehoved
Christian Lemmerz har skrevet et vægdigt i blindskrift ved at kaste kondomer med hvid maling op på en hvid væg. Klatter og kondomer er lige dele guddommelig indsigt og provokerende nonsense, en ironisk gestus, der også er at finde i Lemmerz' subtilt rablende tekst fra kataloget: "Teofoni (Kleins fælde)/At stirre blindt på Guds væg/Hvidt på hvidt/Nichts X Nichts = Weiss Nichts/Hong Kong Malevich kalligraferet i Braille med ryggen/Til Hitchs fugle./Vidner tegner fodspor./Matisse vender blikket."
Og Pontus Kjermann har med mytologisk og humoristisk sind lavet en port og udsmykket den med en mandlig og kvindelig kentauer med kantede hestehoveder.

I det hvide rum
I den ene ende af det store midterrum er Inge Mahns At slås for det hvide, kæmpe buer, pile, kugler og katapult bag en mur af cementsække, et voldsomt billede på de modsatrettede kræfter i hvid.
På den ene side af Mahns værk hænger Frans Jacobis bevidst sentimentale, men også skarpt kommenterende Forhandlingen (Stop krigen), store papirsvægge med tåreformede udklipninger og på den anden står Jørgen Carlo Larsens ligeså bevidst underspillede Den blev vist meget god, et lille paphus fyldt med papirsklip.
Og i den anden ende af rummet sidder Kirsten Justesens gipskvinder i skrædderstilling med kasser på hovedet og med ryggen til og ser så ignorante ud, at det er helt absurd. Et yderst velfungerende rum, der viser, at den hvide farve både kan være drabelig, uskyldig, intim og grotesk.
Hvid er et godt eksempel på, at i en tid hvor de store gruppe-udstillinger har udtømt sig selv i et umuligt projekt om at vise det nyeste nye, der er tema-udstillinger stadig relevante, fordi de tør se kunsten i forhold til en tradition, og derved skabe en bred diskuterende ramme om de aktuelle værker. På Hvid er temaet således ikke en begrænsning for de kunstneriske udtryk, men en mulighed og frihed i (h)vidste forstand.

*Hvid - skulpturer og installationer på Charlottenborg. Til 4. juli. Katalog med tekster af kuratorerne og kunstnerne, 88 s., 80 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her