Læsetid: 6 min.

Fra ikonoklast til ikon

12. maj 1999

Salman Rushdies ny roman er en litterær musikvideo mærket af hans 10 år
i ufrivillig isolation

NY ROMAN
Det virker, som om det er lykkedes mullaernes fatwa at ramme Rushdie på kunsten, så han kun sidder tilbage med erindringer om barndommens Indien og aktuelle erfaringer med en international jetset-tilværelse som sit skriveunderlag. Hans seneste roman Jorden under hendes fødder skæmmes af gentagelser, leddeløs struktur og en snakkesalighed, der grænser til det selvsmagende. Det er ulykkeligt, men sidste del af romanen, hvor fortælleren endelig når frem til nutiden, er mere frisk og viser at Rushdie vil stå sig ved at dyrke dén.
Jorden under hendes fødder er en roman om to verdensberømte rockstjerner, der begge har deres rødder i Rushdies egen barndomsby og urtid, Bombay i 50'erne.
Den åbner med et brag af et kapitel, hvor den kvindelige superstjerne Vina Apsara, århundredets bedste rockstemme, forsvinder i en 11 meter bred jordspalte under et voldsomt jordskælv i Mexico. Her giver Rushdies velkendte fugle- eller snarere rumstations-perspektiv mulighed for fantastiske billeder, der overgår alle filmiske special effects.
Vina opsluges af jorden på Skt. Valentins dag 1989, alle elskendes 'helligdag', og netop i samme år og måned, som Rushdie fik slynget sin dødsdom i hovedet af præstestyret i Iran. Tabet af Vina er næsten ubærligt for hendes mand Ormus, verdens største rockguitarist - og for hendes gamle ven og elsker, den langt mindre berømte fotograf Rai. Så Ormus forsøger som en anden Orfeus at hente hende tilbage fra dødsriget gennem en rituel genoplivning af deres gamle band, men nu med Mira, en yngre erstatning for Vina, som frontfigur. Det mislykkes selvfølgelig, og romanen ender med en lovprisning af det helt almindelige liv, det er lykkedes Rai at etablere med Mira og hendes lille datter.
Det er som altid umuligt at referere en Rushdie-roman, fordi der sker så meget på alle planer, men selv denne grove skitsering af forløbet vil nok minde en del læsere om noget, de har læst før hos ham. Det er vist fjerde gang, Rushdie skriver en roman med et langt, indfølt afsnit om sin barndom i Bombay, og det er heller ikke svært at genkende kunstnertematikken.
Strukturelt falder den 617 siders lange tekst fra hinanden i en øst- og vestdel, som slet ikke når den grad af interaktion, der gør De sataniske vers så spændstig. Efter det overvældende indledningskapitel følger således et genkendeligt tilbageblik på de tre hovedpersoners barndom og opvækst.
Selvom Rushdie swinger så godt med sin barndoms Bombay og dens dysfunktionelle middelklassefamilier, så virker hans miljøplacering af hovedpersonerne unødig detaljeret og forhalende på fortællingen.
Først efter flere hundrede sider hører vi om, hvordan de tre på hver sin måde drager vestpå fra Bombay via London, for til sidst at etablere sig som verdensnomader med bopæl i New York.

Tvesyn, men på hvad
Tematisk bevæger bogen sig også mellem to verdener, øst og vest selvfølgelig, men også mellem liv og død, det dennesidige og det hinsides og mellem fortidens og nutidens myter. Ormus (persisk for Orfeus) bliver ramt af et tvesyn, så han kan se ind i en parallelverden, der ligner vores egen, men med en anden fordeling af fact og fiction; Nixons Watergate er blevet til opspind, et fantastisk plot i en roman.
Når man som Rushdie selv er blevet offer for fanatisk religiøsitet, for "gudernes autokratiske indblanding", som det hedder et sted i romanen, er det forståeligt, at religiøse forestillinger, myter og deres fortsatte magt over mennesker er en central tematik. Men bogen henfalder til megen løs snak om myter fra en mangfoldighed af kulturer.
Der er noget prætentiøst over Rushdies forsøg på at bruge Orfeus-myten som et sammenfattende symbol på det udrindende århundredes undergangstendenser, splittet mellem øst og vest, mellem ægte følelser og hykleri. Ormus' dobbeltsyn kommer ikke ud over det kuriøse. Det er intelligent, belæst, tankevækkende og ind imellem underholdende gjort, men det hænger ikke rigtig sammen. Hvad Rushdie vil med Ormus, Vina og Rai, er aldrig nået ud over hans egen pandebrask.

Rockens janushoved
Måske Rushdie ønsker at diskutere, om Vestens stjernedyrkelse er lige så menneskefortærende som fatwaen, hvad enten kunstneren flænses under stage-diving som Mira, eller skydes ned af en gal fan, som det skete for Lennon og Ormus?
Det bliver aldrig klart, hvilken rolle rocken er tiltænkt i romanen. Er den frigørende eller tværtimod forbundet med undergangen? Hvordan skal man forstå den Orfeus-agtige, usunde dødekult, der udvikler sig efter Vinas død?
Er det en forfaldshistorie, Rushdie vil fortælle? I hvert fald følger persongalleriet samme spor som Rushdie selv, fra billedstormer til stjernestatus. Ormus, Vina og deres rockgruppe begynder som systemkritikere og ender som ikoner eller supernovaer, der kredser om deres eget parforhold. De to elskendes problemfyldte kærlighed blæses op til de helt store højder, så selv Tristan og Isolde udkonkurreres, men alligevel bliver Ormus og Vinas historie aldrig mere troværdig end en artikel i et fanblad.
Ormus og Vina er begge fra ungdommen præget af "udenforhed", de er simpelthen født "uden at høre til" og er derfor "de eneste mennesker, der kan se hele billedet fordi de træder uden for rammen." De tilhører gruppen af Rushdies 'bastarder', der hos ham ellers giver håb om en ny verden, men det er kun fortælleren Rai, fotografen, betragteren, der overlever. Er det her, man skal finde hovedpointen i romanen og i Rushdies eget liv? På bogens sidste side siger Rai: "Nu da de (Vina og Ormus) er borte, er det store drama ovre. Det, der er tilbage, er almindeligt menneskeliv."

Liv og død i sproget
De bedste afsnit i bogen skildrer livet i New Yorks kunstnerkredse og det VIP-liv, som Rushdie har været tvunget ind i på grund af sin situation. Hans venskab med Bono og U2 har givet ham indblik i rockscenen. I beskrivelsen af VTO sceneshowenes vanvid liver fortælleren Rai gevaldigt op, og vi får sproglige nydannelser som Vidiwall om de store lærreder til lysshows.
Ellers er Rushdies sproglige fantasi i denne roman et litterært svar på musikvideoernes overlæssede billedverden, hvor de mest ekstreme kontraster per definition anses for de mest kunstneriske. I De sataniske vers spillede stil og struktur bedre sammen, og Rushdies digressioner var korte, præcise øjenåbnere. I Jorden under hendes fødder bliver de alt for ofte til fritsvævende aforismer, "kun det midlertidige er samtidigt." Stilen er arabeskagtig gentagende, og der er halve sider med effektjagende opremsninger, tomt bulder og brag.
Heldigvis er der stadig syg humor og platheder hos Rushdie. Om den toupé-prydede Sinatra hedder det: "nogen burde tage at slå det dyr der sidder på hans hoved, ihjel." Og både Lewis Carroll og Hugh Hefner aktiveres, når "Ormus tilsyneladende jagter den døde Vina ned i hvert kaninhul, han kan finde."
Men der er langt mellem snapsene og de er ikke afstemt med hovedretten. Thomas Harders oversættelse er på ingen måde ramt af den samme slaphed, tværtimod.
For mig er Midnatsbørn om Indiens fødsel stadig Rushdies mest overvældende og bedste satsning i den store romanform. Formentlig ville han vinde ved at blæse på forventningerne om endnu et episk gigantværk og søge andre veje. Novellerne er et bevis på, at han kan være aldeles fremragende også i den korte form.

nSalman Rushdie: Jorden under hendes fødder. Oversat af Thomas Harder. 620 s. 395 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu