Læsetid: 7 min.

Der er intet nyt fra far

31. maj 1999

Den 25-årige Shqipe Krenzi flygtede fra Kosovo med sin mor og to mindre søskende. Faderen blev i Kosovo

"Jeg keder mig her," siger den 25-årige Shqipe Krenzi.
Fra at leve et aktivt studenterliv med venner og kæreste i Kosovo-byen Ferizaj er hun endt i flygningelejren Råmosegård på Djursland med sin mor og to mindre søskende - langt fra alfarvej.
Her skal de egentlig bare vente, og det er ikke så ligetil.
Tanken om, hvad der er sket med deres far og en større søster, der endnu er i Kosovo, er svær at leve med.
Lillesøster Shkurte på 14 år er blevet indelukket. Hun taler næsten ikke mere, mens den 11-årige lillebror Armend er mere ubekymret. Han spiller fodbold det meste af dagen med andre drenge i centrets gamle, tilgroede have.
"Men mine små søskende forstår situationen, og min mor og jeg taler hver dag om, hvad der mon er sket for vores familie. Vi er lettede over at være i sikkerhed, men vi er også meget bekymrede," siger storesøster Shqipe på flydende engelsk.
Hun fører ordet i familien med stor autoritet og er tydeligvis en kvinde med megen viljestyrke og energi.

Mangler far og søster
Moderen, den 48-årige Hisnije Krenzi, sidder ved det lille bord på familiens værelse, nikker og smiler imødekommende.
De to mindre søskende kigger ind af og til, men de vil hellere lege med de andre unger ude på gangen.
Moderen kan ikke følge datterens samtale med journalisten, men bryder af og til ind.
"Min mor spørger, om du kan forstå mit engelsk. Hun mener, at det ville være bedre, hvis min storesøster var her til at tale med dig, for hun er engelsklærer," oversætter Shqipe.
Moderen ved godt, at det bare er en tanke, for søsteren er endnu i Kosovo - familien ved ikke hvor.
Som gift kvinde er hun ikke under familiens varetægt, men alle bekymrer de sig for hende, der ikke har givet livstegn fra sig i tre måneder.
"Min far ville blive for at finde hende," fortæller Shqipe og forsøger at forklare, hvad der egentlig skete, da de midt i april besluttede at flygte fra deres store hus, deres by og deres land.
De blev ikke smidt ud af serbere, men situationen var anspændt og utryg.
Flere bekendte var blevet chikaneret af serbisk politi, og der faldt en bombe tæt på familiens hus.
"Det hele var så usikkert, og vi følte os meget utrygge, så vi måtte tage afsted," siger Shqipe.
Først fortæller hun, at faderen bad resten af familien om at rejse. Men senere i samtalen kommer det frem, at det i høj grad var hende selv, der tog affære den 13. april.

Flugt fra utryghed
Uden at medbringe andet end lidt brød og vand og ellers bare det tøj, de havde på, tog hun moderen og de to mindre søskende med til den lokale togstation. De ville tage toget de små 100 kilometer til den makedonske grænse, men toget gik ikke. I stedet fik de plads på ladet af en lastbil.
Efter syv timers venten ved grænsen kom de til flygtningelejren Stankovic 1 i Makedonien, hvor de blev indkvarteret i et telt.
"Under flugten tænkte jeg kun på at holde sammen på vores lille familie. Jeg var så bange for at miste dem," siger Shqipe, hvis navn betyder ørn.
Hun synes, at lejren var
okay efter omstændighederne, men forholdene er noget bedre her, siger hun og kigger rundt i familiens lille værelse, hvor en dobbeltseng, to enkeltsenge og et skab omkranser det lille bord, vi sidder ved.
Men også i teltlejren var det kedeligt. Det siger hun ikke for at beklage sig, men konstaterer det bare.
"Hvad skal vi gøre? Vi kan bare vente," siger hun.
Efter et par uger i lejren ankom en anden af hendes søstre med sin mand. De havde talt med faderen, inden de flygtede.
"Det er det sidste, vi har hørt fra ham, og jeg ved slet ikke, hvad han har tænkt sig at gøre. Han havde sagt, at han ikke ville tage på arbejde mere," fortæller Shqipe.
Faderen er elektriker og har en betydningsfuld post på et elektricitetsværk.
"Han er et geni," siger datteren og fortæller, at faderen altid har gået meget op i, at alle hans otte børn skal have en god uddannelse.
Hun læste selv på byens tekniske universitet inden flugten.

Ville til Tyskland
To af hendes i alt fem søstre har gennem flere år boet i henholdsvis Holland og Tyskland, og en bror på 20 år flygtede allerede for syv måneder siden til Tyskland.
"I lejren bad vi om at komme til Tyskland, men det trak ud. Vi så på et opslag, at Danmark var en mulighed, og det er jo ikke så langt fra Tyskland," fortæller Shqipe.
Efter samtale med danske repræsentanter i lejren valgte familien at tage til Danmark, mens den gifte søster kom med sin familie til Canada.

Laver selv mad
Den 14. maj landede moderen og de tre børn i Danmark og blev midlertidigt indkvarteret i Dansk Røde Kors-centret på Randers Kaserne.
For en lille uge siden fik familien Krenzi tildelt deres værelse på 1. salen i hovedbygningen på den ældre, proprietær-lignende Råmosegård, som tidligere har hørt under særforsorgen.
Siden den blev etableret for to uger siden, er flere af egnens beboere dagligt kommet forbi med cykler, legetøj og har tilbudt deres hjælp.
Familien Krenzi kender ingen af de andre flygtninge på forhånd.
"Men vi har et meget godt forhold til hinanden på centret og taler meget sammen," fortæller Shqipe.
I og omkring de gulkalkede bygninger skal i alt 170 flygtninge få tiden til at gå. Hvor længe ved de ikke.
"Tror du, at vi kan tage ned og besøge vores børn i Tyskland," spørger moderen gennem Shqipe, som allerede på albansk har svaret moderen, at det har journalisten ikke nogen indflydelse på.
Moderen Hisnije Krenzi sidder stille med blanke øjne og lader datteren føre samtalen.
Moderen har det efter omstændighederne godt, bedyrer Shqipe uden at spørge moderen direkte, selvom hun bliver bedt om det.
Moderen tager sig af de daglige indkøb i den nærliggende landsby, Tirstrup, og laver mad for familien i det lille køkken på gangen.
Familien er muslimsk som de fleste Kosovo-albanere, men religionen bliver kun praktiseret sådan lidt til højtidelige lejligheder.

Kort uden Kosovo
Shqipe har kun godt at sige om modtagelsen og behandlingen af hende og familien i Danmark.
Hun keder sig bare.
"Det er ikke et liv for en kvinde i min alder," siger hun og nævner, at hun har det ekstra hårdt, fordi hendes kæreste meldte sig til modstandsgruppen UCK for fem måneder siden - og ham har hun heller ikke hørt fra.
De to mindre søskende skal starte i skole på centret i Randers i næste uge, og Shqipe er fra i dag blevet medhjælper hver formiddag i Råmosegårds nye børnehave.
I går var hun ude at se Randers by med andre unge Kosovo-flygtninge, så hun er lidt træt, siger hun.
Og der var ikke mange penge at gøre med. Som de øvrige voksne Kosovo-flygtninge får hun 69 kroner per dag til kost og lommepenge.
"Jeg kunne selvfølgelig godt bruge flere, men det er helt i orden," siger hun og nævner, at hun brændende ønsker sig et rigtigt arbejde.
Men det er vist ikke lovligt, har hun hørt.
Hver aften er næsten alle voksne i lejren forsamlet foran fjernsynet i fællesrummet, hvor de via parabol-antenne kan hente en albansk kanal ned og høre nyt.
"Vi vil vinde. Det er jeg sikker på," siger Shqipe, der ikke længere kan forestille sig andre løsninger end et helt selvstændigt Kosovo, som hun hurtigst muligt vil hjem til igen.
For at kunne udpege familiens hjemby, har Informations udsendte medbragt et lidt pinligt europa-kort, hvor Kosovo ikke engang er markeret med stiplede linjer. På kortet hedder det hele Serbien.
"Men den slags kort er vi så vant til," lyder det afvæbnende fra Shqipe.

Fakta

Familien Krenzi
I flygtningecentret Råmosegård bor: moderen Hisnije, 48 år, datteren Shiqipe, 25 år, datteren Shkurte, 14 år, sønnen Armend, 11 år
Tilbage i Kosovo er faderen og en gift datter
I andre lande: Datter, gift og har boet i Tyskland i fem år. Søn, flygtede til Tyskland for syv måneder siden. Datter, gift og har boet i Holland i ni år. Datter, gift og flygtede til Makedonien for halvanden måned siden. Nu kommet til Canada.

Må Shqipe tage et arbejde?
Nej, ikke endnu, oplyser Indenrigsministeriet.
Godt nok siger særloven for Kosovo-flygtningene, at de gerne må tage et arbejde, men endnu mangler ministeriet at få skrevet en bekendtgørelse.
Må familien Krenzi besøge datteren og sønnen i Tyskland?
Ja, men de skal søge visum for at besøge familie i Tyskland, oplyser Udlændingestyrelsen.

Flygtninge fra Kosovo
*Antal: Frem til i dag er 2.140 flygtninge fra Kosovo kommet til Danmark via flygtningelejre i Makedonien.
Folketinget har vedtaget, at Danmark højst vil modtage 3.000 kosovo-flygtninge.
Tre gange om ugen ankommer fly med 160 flygtninge. Dermed er kvoten opfyldt om halvanden uge. Om Danmark derefter fortsat vil tage flygtninge fra Kosovo, skal Folketingets finansudvalg beslutte.
*Ophold: Alle Kosovo-flygtninge ankommer til Randers Kaserne, der er ledet af Dansk Røde Kors, og de bliver derefter fordelt til ni andre flygtningecentre rundt om i landet.
*Spontane flygtninge: Næsten dagligt kommer flygtninge fra Kosovo på egen hånd til Danmark. I april kom 95, mens Udlændingestyrelsen endnu ikke har tallet for maj. De tæller ikke med i kvoten, men behandles efter særloven som andre Kosovo-flygtninge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her