Læsetid: 4 min.

Jackies stykke

22. maj 1999

Information har mødt den engelske instruktør Anand Tucker, der spillefilmsdebuterer med en film om den berømte engelske cellist Jacqueline Du Pré

FILM
Den første klassiske plade, jeg nogensinde købte, var med cellisten Jacqueline Du Prés eminente - har jeg ladet mig fortælle - fortolkning af Elgars Cello-koncert. Efter at have hørt musikken i en eller anden engelsk tv-serie, hvis titel jeg ikke kan huske, blev jeg aldeles tiltrukket af dette intense stykke vellyd - en tiltrækning også den engelske filminstruktør Anand Tucker kan tale med om. For ham var Elgars musik i Du Prés virtuose hænder som at høre et stykke god soulmusik - fra Aretha Franklin og James Brown til Bruce Springsteen og Jimmi Hendrix.
I går havde hans film om nu afdøde Jacqueline Du Pré og hendes søster Hilary og deres stormfulde, indbyrdes forhold, Hilary og Jackie, dansk premiere. Og i den anledning talte Information med den spinkle og meget energiske instruktør, der snakker som et vandfald, om filmen (delvist baseret på en bog af Jackies bror og søster), om Emily Watson og Rachel Griffiths, der spiller henholdsvis Jackie og Hilary, og om den megen kontrovers, der har været omkring filmen i England.

Rørt til tårer
- Hvordan blev du involveret i denne film?
"For lidt over tre år siden fik jeg lov at se en kopi af oplægget til den bog, som Jacquelines søster og bror, Hilary og Piers, havde planlagt at skrive. Jeg kendte godt Jacqueline Du Pré og havde været en stor fan, siden jeg første gang hørte hendes Elgar som 15-årig. Men jeg kendte ikke den 'sande' historie - jeg kendte legenden: Smuk musiker, får forfærdelig sygdom, dør ung."
"Jeg læste de fire sider af deres familiehistorie, og bagefter var jeg så rørt, at jeg græd. Og i det øjeblik, af grunde, jeg ikke er helt klar over, måske ting jeg kunne identificere mig med, følte jeg mig meget tiltrukket af historien og ville lave en film over den."
- Selve Du Prés fortolkning af Elgars musikstykke spiller en stor rolle i filmen - du bruger det ofte.
"Det var Jackies stykke. Hun var 17 år gammel, spillede det stykke musik ved sin debut, og måden hun spillede det på... jeg tror ikke, at vi kan forestille os, hvordan virkningen af det må have været på det tidspunkt i 1961 i England."
- Filmen er bygget op omkring to kvindeskæbner, så for at filmen skulle lykkes, var det vel vigtigt at finde de helt rigtige skuespillerinder?
"Jeg arbejdede med forfatteren Frank Cottrell Boyce, og vi brugte et år på at researche og tale med folk, som kendte Jacqueline. Og efterfølgende, mens han skrev manuskriptet, spekulerede jeg over, hvem der kunne spille den rolle. Hun er nødt til at være 17 til 42 i filmen og kunne spille som en cello-virtuos, hun er nødt til at illudere fysisk sygdom, svarende til hvad Robert De Niro gjorde med sin krop i Raging Bull."
"Så en aften så jeg Breaking the Waves med Emily Watson, og jeg vidste, at jeg havde fundet hende.
"Jeg følte, at vi havde brug for en skuespillerinde, der var ligeså kraftfuld som Emily, ellers ville hun, der er meget stærk, bare overtage filmen så meget, at det ødelagde den. Jeg så Rachel Griffiths i en lille, engelsk film, My Son the Fanatic, hvor hun spiller prostitueret, og jeg syntes, at hun var forbløffende. Og de har en god kemi mellem sig."

Kritikken
- Mange engelske kritikere og kunstnere, der siger, at de kendte Jacqueline Du Pré, har angrebet filmen for at være usandfærdig.
"Der findes ikke noget, der hedder sandheden. Jeg har rejst verden rundt med den her film, og jeg har været midtpunkt i en masse kontroverser, især i England, hvor folk siger til mig, 'hvordan kan du vide, hvad der skete?' Og mit svar er, 'hvad fanden ved I om det?' Jeg tilbragte et år sammen med broren og søsteren og med at tale med alle mulige andre, men i sidste ende, ved ikke engang jeg, hvad sandheden er. Alle har deres version af sandheden. Filmen er min fortolkning af sandheden, og det er alt, hvad den nogensinde bliver. Det eneste, jeg kan gøre, er at reagere på materialet med så megen ærlighed og integritet, som jeg kan."
"Jeg prøvede på at forstå et meget kompleks menneske, hvis evne gav hende meget, men også frarøvede hende meget. Jeg prøvede at forstå hendes musik, der kommer fra et sted med megen smerte og lidelse, hvilket er grunden til, at den bevæger mig. Jeg kan høre hendes sorg, tab og lidelse i musikken - hun er modig nok til at vise den frem."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu