Læsetid: 5 min.

Jagten på den forsvundne kunstart

7. maj 1999

Med forestillingen Blå Fortællinger vil Vigga Bro og Erik Moseholm sætte moderne form på fortællingens forsømte kunstart

FORTÆLLING
Det startede i Caraibien for to år siden. Skuespilleren Vigga Bro og bassisten Erik Moseholm var på krydstogt med creme de la creme af amerikansk jazz. Der var jazz fra årle morgen til sen aften, hvor bluesmusikeren Lou Donaldson gik på dæk og spillede og fortalte - the blues.
"Det gik op for os, hvor nær sammenhængen er mellem musik og fortælling i blues-traditionen, og vi fik lyst til at prøve et samarbejde med blues som udgangspunkt."
Resultatet af samarbejdet hedder Blå Fortællinger og kan for tiden ses på Riddersalen. Forestillingen - eller fortællingen - består af syv kvarter med fortællinger fra hele verden, fortrinsvis fortalt af Vigga Bro, mens Moseholms bas spænder et akustisk rum omkring ordene og stryger dem somme tider med, somme tider imod hårene.
Det begyndte altså med blues, men endte med en udforskning af en fortælletradition, som Bro og Moseholm mener er en glemt kunstart.
"Den fortalte fortælling har tidligere været fantastisk levende, og havde i lang tid større gennemslagskraft end den skriftlige, fordi de fleste var dårlige til at læse," siger Vigga Bro, "men på et tidspunkt får medierne overtaget, og den talte fortælling gik lidt i glemmebogen. Min farbror siger, at det var det elektriske lys, der ødelagde det hele, for så havde man ikke mørkningstimen, hvor digterne kunne øve sig og blive dygtige. I dag, hvor medierne har domineret i to generationer, er nyhedens interesse fordampet, og så vender fortællingen tilbage."

Fortælletraditioner
- Har fortællingen været yt så længe, at den skal genoplives?
"På en måde, og så alligevel ikke, for fortællingen har faktisk været aktiv hele tiden," siger Vigga Bro.
"Revy er en udløber af den gamle fortælletradition, men sat til musik. Alt hvad f. eks. Jørgen Ryg lavede var fortællinger, og i Blå fortællinger har vi spændt buen helt ned til noget, der minder om en revytekst, som jo er en unik dansk tradition. Dario Fo spurgte engang: Hvordan kan det være, at folk er gladere for mig i Danmark end andre steder? Han kunne mærke, at danskerne forstår hvad han laver."
"Og inden for litteraturen har vi en tradition for fortælling," supplerer Erik Moseholm, "H. C. Andersen sagde: 'Jeg har skrevet så jeg er ganske hæs'. Han kunne ikke skrive uden at han fortalte tingene."
Vigga Bro fortsætter: "Martin Andersen Nexø, Johannes V. Jensen, listen er lang. Der er ingen tvivl om, at fortællingen er inde i Peter Høeg. Og Karen Blixen sagde: 'Jeg er storyteller.' Hun siger det hele tiden, og så tænker man, nå ja, hun mener, at hun er en forfatter, der skriver storytelling, men det er ikke det, hun mener. Hun taler om den gamle fortæller, den gamle dame der sidder på torvet og fortæller, og siger: Det er min slægt."

Rundet af fortællere
Vigga Bro er selv rundet af fortællere. Hendes far Viggo Bro og hans brødre Knud og Thyge var rejsende fortællere fra 1930'erne til 60'erne, og der er andre fortællere strøet rundt omkring i slægten. Vigga Bro har efterhånden opdaget, at hun befinder sig bedre i rollen som fortæller end som skuespiller. Fortælleren er, når det kommer til stykket, hverken forfatteren, der læser op af sin bog, eller skuespilleren, der giver dramatikerens tekst fylde. Fortælleren er sin egen forfatter, skuespiller, teaterdirektør og instruktør, fortælleren er - fortælleren. Sammen med publikum aktørerne i den glemte kunstarts arena.
"Jeg er fortryllet af, at jeg kan mærke publikum, og at jeg har retten til at sende
billeder ned, som jeg synes de skal være. Det har jeg ikke som skuespiller. Impulserne fra salen betyder alt. Det er derfor jeg altid har lys i salen, jeg vil vide hvor publikum er henne," siger Vigga Bro.
"Fortælleren er ikke tro over for nogen forfatter, men tro over historien. Enhver, der genfortæller en historie, bruger sine egene ord, og derfor er det et kollektivt kunstværk."
Vigga Bro var for nylig på en studietur i Paris, hvor hun søgte ud til de eksperimen-
terende miljøer i forstæderne. Der fandt hun en frodig teaterkultur, baseret på det bedste fra fortælletraditionen.
"Det, jeg så i midtbyen, var virkelig afdødt. Omegnsteatrene arbejder med noget, man med et dumt ord kunne kalde fortælleteater, men det er det ikke. De får en forfatter til at lave en novelle. Og så begynder skuespillerne at fortælle og begynder at bygge den ud, og opdager så, at de har fortælledelen inde i sig, og at de arbejder med nye teaterformer. Resultatet er, at den underlige fornemmelse af fjernhed, som er meget udbredt i etableret teater, forsvinder. Den massive rampe mellem spillere og publikum nedbrydes. Noget tilsvarende arbejder man med i England " siger Vigga Bro, der mener at Danmark er langt bagud med hensyn til den genfødselsproces, teatret/fortællingen globalt set er inde i.
Der opstår former, som er svære at rubricere, og som indoptager f. eks. musik som et organisk element.
"Musikere er jo også fortællere, men det er internationalt sprog," siger Erik Moseholm og henter fra pladereolen en skive med Duke Ellington, The Drum is a lady, hvorpå Ellington til jazzakkompagnement genfortæller jazzens historie. "Blues er fortælling, og improvisationen og samværet med publikum ligger helt naturligt i jazzen. Men når man akkompagnerer en fortælling, dikteres spillet af fortællingen, så på den måde forsøger man sammen med fortælleren at fortælle én og samme historie," siger Erik Moseholm, der første gang dyrkede genren sammen med digteren Frank Jæger, der i øvrigt også var bassist. Senere har han høstet erfaringer fra samarbejde med bl. a. Benny Andersen, Klaus Rifbjerg, Jesper Jensen, Halfdan Rasmussen, Johannes Møllehave og Vagn Lundbye.
"Jeg spekulerer meget i det med magien, når jeg prøver at sætte toner til fortællinger," siger Moseholm, "der opstår en rytme i fortællingen, og det handler om at befordre en fortælling, så du er med i dens rytme.
Blå Fortællinger består af mange små fortællinger, båret af en rød - eller måske snarere vemodigt blå - tråd. Forestillingen udvikler sig ud fra feedback fra publikum og er ikke længere den samme som ved premieren. Vigga Bro og Erik Moseholm planlægger en opfølger i form af et langt fortælleforløb, men foreløbig kan Bros og Moseholms moderne danske blues-fortælling opleves i Ridder-salen frem til 15. maj.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu