Læsetid: 6 min.

Jam i filharmonien

5. maj 1999

Den amerikanske impresario Norman Granz skabte i 1940'rne et jazz-imperium ved som den første at arrangere jam sessions i koncertsale og sælge optagelserne til pladeudgivelse

CD-box
Så sent som i 1944 var jazzkoncerter endnu et særsyn i USA. Benny Goodman havde spillet i Carnegie Hall i 1938, da hans popularitet var på højden, og Goodmans svoger, John Hammond, som stod bag, havde senere samme år, og igen i 1939, under devisen Spirituals to Swing præsenteret koncerter samme sted med gospel-, blues- og traditionelle jazznavne.
Men først i 1943 var der igen jazz i Carnegie Hall - da Duke Ellington bl.a. præsenterede sin Black, Brown and Beige-suite, indledningen til en række årlige Ellington-koncerter. Og i januar 1944 hørtes de vindende navne i en afstemning i tidsskriftet Esquire ved en koncert i den daværende Metropolitan-opera.
Uden for New York havde der ikke været noget, så da en 25-årig vordende impresario ved navn Norman Granz i sommeren 1944 lejede Philharmonic Auditorium i Los Angeles og afholdt koncert med en række jazzsolister, som på det tidspunkt opholdt sig i byen, var det noget nyt. Også på den måde at det ikke, som ved koncerterne i New York, var etablerede orkestre eller systematiserede musikergrupper, der blev præsenteret, men relativt uorganiserede jam sessions der blev anbragt på koncerttribunen.
En jam session var oprindeligt en uformel sammenkomst af jazzmusikere efter arbejdstid, hvor musikerne spillede for deres egen fornøjelse, uden at være forpligtede over for orkesterledere, impresarier eller publikum. Granz var i sommeren 1942 begyndt at arrangere den slags sammenkomster på klubber i Los Angeles. Det foregik på musikernes ugentlige friaftener eller søndag eftermiddag, og Granz betalte musikerne for at komme til stede, så han kunne annoncere begivenhederne.

Fra klub til koncertsal
Det blev en stor succes, og det næste skridt var så at flytte til en koncertsal. Dermed havde man fjernet sig en del fra det, der oprindeligt var ideen med en jam session, men musikerne fik en chance for at tjene noget ekstra, og publikum elskede at møde musikerne under vilkår, som ikke var fastlagt på forhånd, som ved en smuglytning.
Dertil kom, at Granz fra starten lagde vægt på at have solister med, som kunne skabe excitement. Det var den mere emotionelle side af swingmusikken, han gik efter, og som hans publikum reagerede på med højlydte bifaldsytringer, håndklap, tilråb, piften.
Tilstrømningen fortsatte, og frem til januar 1946 blev der flere koncerter med Jazz at the Philharmonic, som foretagendet kom til at hedde. Det blev det ved med, også efter at baptistkirken i Los Angeles, som ejede koncertsalen, nægtede at leje den ud til Granz og hans koncerter med blandet sort-hvidt publikum.
Fra starten var det nemlig et af Granz' principper, at han ikke ville have race-adskillelse ved sine koncerter, og dette princip håndhævede han konsekvent, også efter at han begyndte at turnere i Sydstaterne. Fra 1946 gik JATP-turneerne nemlig til det meste af USA, og i maj-juni 1946 var der alene i New Yorks Carnegie Hall fem koncerter.

JATP på plader
Når kendskabet til Granz og hans projekt spredtes så hurtigt, skyldtes det også, at han fik udgivet optagelser fra koncerterne. Han lod dem fra starten optage og prøvede først at afsætte dem til de store amerikanske selskaber, Columbia, Decca og RCA Victor, som imidlertid var helt afvisende over for at udgive live-optagelser med spillefejl og publikumslyde. Først Moe Asch, som havde de små selskaber Asch og Disc, forstod Granz' idé, at disse optagelser kunne have dokumentarisk værdi.
Heller ikke på plader lod JATP-succes'en vente på sig, og Granz kunne nu få kontrakt med et større selskab, Mercury, også om fra 1948 at udgive de plader som Granz begyndte at producere i grammofonstudier. Snart opstod så Granz' egne plademærker, Clef og Norgran, og i 1956 samledes hans nu meget omfattende katalog på mærket Verve.
I 1961 solgte han Verve til MGM, som efter nogle år blev købt af Polygram, der både bruger Verve til nye jazzproduktioner og til genudgivelser af ældre jazzrepertoire fra Verve, Mercury o.a.
Granz kom dog snart til at savne grammofon-aktiviteterne, og i 1972 startede han selskabet Pablo (med logo af Picasso himself) og udsendte nye plader med en række af de navne, der havde været knyttet til Verve. I midten af 80'erne, da han havde nået gængs pensionsalder, solgte han Pablo til det amerikanske Fantasy og ophørte med at producere både plader og koncerter. Han bor stadig i Schweiz, hvor han sidste sommer fyldte 80 år.
Som før nævnt fik Granz mange af sine JATP-koncerter optaget, og i årenes løb blev mange optagelser udgivet på plader. I cd-æraen er enkelte andre kommet til, men det har varet et halvt århundrede, før optagelserne fra de første år, 1944-49, er blevet samlet i en så komplet udgave, som det for øjeblikket kan lade sig gøre.

Næsten en tredjedel nyt
Hvis nogen troede, at de havde et godt overblik over de tidlige JATP-år, må de tro om igen. Her er 113 optagelser, hvoraf de 34, altså næsten en trediedel, udgives for første gang. Der er ti cd'er med tilsammen op mod 13 timers musik.
Alt er ikke gyldent, men selv om der absolut forekommer spil for galleriet, er der også soloer af nogle af jazzens store navne, Charlie Parker, Lester Young, Coleman Hawkins, Roy Eldridge, Dizzy Gillespie. Her er ikke noget af Parker, som ikke var kendt fra Verves komplette Parker-udgave (også ti cd'er), men der er adskilligt nyt af Hawkins og Young, ligesom af tenorsaxofonisten Illinois Jacquet, der ikke kun var galleri-spiller, og af Ella Fitzgerald, som ellers ikke kunne optages med JATP.
Nogle af koncerterne står særlig stærkt: Den allerførste, i juli 1944, hvoraf det bedste tidligere er udgivet separat (The First Concert, 521.646-2), med opildnende spil af Nat Cole, Illinois Jacquet og J.J. Johnson; den første hvor Parker er med (januar 1946), især den mageløse "Lady Be Good", hvor han tilmed spiller op til Lester Young; og cd-sættets sidste koncert (september 1949), med Parker, Young og Roy Eldridge i en uforglemmelig "Embraceable You", med Oscar Petersons amerikanske debut (med Ray Brown på bas), og med Coleman Hawkins og Ella Fitzgerald, hver især med rytmegruppe. Granz lod ikke alle, men mange koncerter optage, og efter at han startede Pablo i 1972, er nogle koncerter, som hørte til Verve-perioden, udkommet hos Pablo.

Europa 1952
Det gælder f.eks., hvad der angiveligt er en koncert i Frankfurt i november 1952. Besætningen er den samme - med bl.a. Roy Eldridge, Lester Young og trommeslageren Max Roach - som ved det første JATP-besøg i Europa, men det fandt sted i foråret 1952, og man spillede i Danmark den 1. og 2. april, to koncerter pr. aften i KB-hallen.
Hvordan det nu hænger sammen, så er det lidt ærgerligt, at man ikke har spenderet en dobbelt-cd på foretagendet. I så tilfælde kunne man have medtaget, om ikke Ella Fitzgerald, så dog Oscar Petersons første (og bedste) trio, den med Ray Brown og guitaristen Irving Ashby.
Nu må man nøjes med jam-gruppen, og det er heller ikke så ringe, især fordi den bl.a. spiller et ballad medley, som var en af Granz' opfindelser efter de tidlige JATP-år. Heri indgår ved denne lejlighed "Rockin' Chair" med Roy Eldridge og "I Cover the Waterfront" med Lester Young - store attraktioner ved denne plade.

*The Complete Jazz at the Philharmonic On Verve 1944 - 1949: 10 cd'er + booklet på 223 s. ill. Verve 523.893-2 (Polygram).
*Jazz at the Philharmonic: Frankfurt 1952. Pablo PACD-5305-2 (Amigo).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her