Læsetid: 4 min.

Juridisk optrapning

28. maj 1999

Sigtelsen mod den serbiske ledelse som krigsforbrydere vil efter al sandsynlighed forlænge krigen yderligere

KOMMENTAR
I den tyske avis Süddeutsche Zeitung torsdag kunne man læse positivt nyt om situationen i Kosovo. Den tyske udenrigsminister Joschka Fischer havde efter sit møde med sin britiske kollega, Robin Cook, gentaget, hvad han havde sagt tirsdag efter sit møde med den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright. Nemlig at man ved de amerikansk-russiske forhandlinger og også på G8-landenes niveau havde nået "substantielle fremskridt". Ifølge Fischer "er vi kommet hen til døren, vi må nu åbne den". Fischer lod imidlertid ingen tvivl stå åben om, at der ikke ville blive gået på kompromis om flygtningenes tilbagevenden til Kosovo under militær beskyttelse. I denne relativt forsonlige situation slår nyheden om krigsforbryderanklagen fra det internationale tribunal i Haag mod Slobodan Milosevic ned som en bombe. For hvordan kan man forhandle videre med Milosevic under disse omstændigheder? Hvad kan han nu overhovedet vinde ved at gå ind på en fredsaftale? Er dette i virkeligheden ikke totalt at undergrave de ellers tilsyneladende styrkede forhandlingsmuligheder?
Hvad der gør udspillet endnu mere radikalt er det faktum, at også andre serbiske topledere end Milosevic er sigtet. Det gør det usandsynligt, at Serbiens præsident Milan Milutinovic vil kunne træde i Milosevic' sted ved de senere forhandlinger. Milutinovic var ellers nærliggende som politisk alternativ til Milosevic og kunne være trådt ind med den myndighed, som hans embede som Serbiens præsident giver. Da Dayton-forhandlingerne faldt på plads i november 1995 var det netop denne position, Slobodan Milosevic forhandlede udfra. Milutinovic deltog da også i forhandlingerne i Rambouillet i marts i år. Det er svært at se, hvordan det i den nuværende situation vil være muligt at lave den fredskonference om Balkan-situationen, som den tyske regering med rette lægger stor vægt på. Vil man så give Milosevic eller Milutinovic frit lejde? Og vil de stole på det? I en tid, da de internationale omgangsnormer er under hastig ændring vil man ikke kunne fortænke lederne i Beograd i dag i at tvivle på et tilsagn fra de vestlige magters side.

Kamp til døden
Haag-udspillet placerer også Rusland i en ekstremt vanskelig situation. For hvad vil Moskva kunne love Beograd? Mere og mere bevæger vi os frem mod en situation, hvor der kun vil være én mulighed tilbage for både Beograd og NATO -- kamp indtil døden.
Alternativet er selvfølgelig, at der nu sker en paladsrevolution i Beograd, at Milosevic bliver afsat sammen med de øvrige anklagede -- Milutinovic, Jugoslaviens viceministerpræsident Nikola Sainovic, chefen for de væbnede styrker Dragoljub Ojdanic og den serbiske indenrigsminister Vajko Stojilkovic -- men hvem vil så kunne gennemføre en sådan paladsrevolution? Det nærmeste vil være den anden serbiske vicepræsident, professor Vojislav Seselj, leder af det ultranationalistiske Serbiske Radikale Parti. Han er ejendommeligt nok ikke blandt de sigtede til trods for, at han allerede i 1995 fremsatte en plan for massefordrivelse af albanere i Kosovo. Da han stillede op til præsidentvalget i Serbien 1997, lovede han at ville løse Kosovo-problemet på fem dage, hvis han blev valgt. Hans indtræden i det serbiske lederskab i marts 1998 udmøntedes hurtigt i en serbisk storoffensiv i Kosovo i foråret og sommeren 1998. Senest, i marts 1999, truede han med, at fordrivelse af Kosovo-albanerne ville blive følgen af en virkeliggørelse af NATO's trusler om luftbombardementer.
Der var så meget desto større grund til at anklage Seselj, som har blod på hænderne fra krigen i Bosnien. Her har hans paramilitære styrker en stor del af ansvaret for de brutale etnikske udrensninger i 1992. Også i dag er det Seselj, der står bag den hårde nationalistiske politik, der føres af hans lokale partiformand i Republika Srpska i Bosnien, Nikola Poplasen -- den mand som vandt præsidentposten her i 1998, men for nylig blev fyret af det internationale samfunds Høje Repræsentant, Carlos Westendorph, for mangelnde samarbejdsvilje. Havde man sigtet Seselj i stedet for Milosevic eller Milutinovic havde man skudt en kile ind i det serbiske lederskab og givet Milosevic og Milutinovic mulighed for at lægge ansvaret for Kosovo-fadæsen over på Seselj, fyre ham og gå med på en fredsaftale. Denne mulighed må nok i dag anses for at være forspildt.

Tro våbendrager
En anden mulighed for en magtovertagelse udgør Jugoslaviens ministerpræsident Momir Bulatovic. Han kan ikke ikke sammenlignes med Seselj i henseende til radikalisme og ultranationalisme. Men han har været Milosevic' tro våbendrager siden 1989. Og han er den af Vesten støttede montenegrinske præsident Djukanovic' forgænger -- og dødsfjende. Næppe noget betryggende alternativ til Milosevic.
Nu kan man hævde, at det ikke er op til det internationale krigsforbrydertribunal i Haag at træffe politiske afgørelser.
Tribunalet er uafhængigt og ikke forpligtet til at tage hensyn til andet end jura, men gennem sin timing handler det ikke desto mindre politisk. Og får hermed et moralsk medansvar, hvis fredsbestræbelserne nu bryder sammen. Sagt på en anden måde, hvor mange menneskeliv vil det koste at stille Milosevic for retten? Hvor mange yderligere flygtninge vil en forlængelse af krigen koste? Og hvad vil Vesten stille op, hvis en forlængelse og eskalering af krigen fører til sammenbrud i Makedonien og borgerkig i Montenegro?
Det er væsentlige spørgsmål at stille her ved udløbet af det hidtil blodigste af alle århundreder i menneskehedens historie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her