Læsetid: 5 min.

Kan en blomst slå?

28. maj 1999

Pipilotti Rist - en kunstpopstar i den globale verden

UDSTILLING
PARIS - Når man går op ad trappen mod udstillingsrummene øverst under taget på Musée d'Art Moderne i Paris, hvor nutidskunsten nu i en årrække har boltret sig frit, så mødes man i øjeblikket af en velkendt nynnen. En nynnen som foranlediger et smil - og en tanke: vel ved jeg, at jeg er på vej op for at se Pipilotti Rist's solooptræden i Paris, vel ved jeg, at jeg har lyst til at se det, fordi jeg var blevet berørt af en usædvanlig god video på Bienalen i Venedig for to år siden (Ever is all over, 1997), men det er alligevel stærke sager, at denne nynnen, som jeg genkender som værende fra netop dette videoværk, i den grad får mig til at føle mig godt tilpas - og ganske ufrivilligt at trække på smilebåndet.
Schweiziske Pipilotti Rist hører til blandt popstjernerne på den internationale samtidskunstscene, hvor de samme refræner synges fra Zurich til Tokyo eller fra Humlebæk til Venedig i kunstens svar på alle de andre globaliseringer. I dette kor, nynner Rist sin helt egne sang, umiddelbart placeret i genren intimsfærisk videoinstallation, umiddelbart i et næsten naivt tilgængeligt billed- og lydsprog, men så netop med den store popkunstners - og her taler jeg om popmusik - mesterlige greb om det iørefaldende, her koblet med det iøjnefaldende. Pipilotti Rist er i stand til at skabe et hit. Og når Rist hitter, så slår hun (igennem) med blomster, når hun fortæller om livets alvor, gør hun det med fryd.
Udstillingen "Remake of the Weekend (french)", har været på turné: Berlin, Wien, Zurich, og undergår behørigt de forandringer undervejs, som nye rum afkræver installationen. I Paris er hittet Ever is all over både første og sidste værk på programmet.
To videoer kører parallelt, på den ene side et panorama over en blomstermark med ranke mangefarvede blomster, på den anden en ung kvinde i lyseblå kjole og med fine røde sko - på én gang jomfru Maria ikon og lillepigelyst - der med samme slags (store, lange, farvede og temmelig potente) blomst i hænderne, i rytmisk slowmotion skrider ned af en gade langs en række biler. Og som med en helt selvfølgelig nynnende fryd, baldrer den ene bilrude efter den anden - med blomsten. En kvindelig betjent går forbi, man afventer indgrebet fra lovens arm, men det bliver blot til en venligt forstående hilsen, inden kvinden lystigt fortsætter sin jublende destruktion.
Lyst, fryd, aggression, loven, potensen, naturen og kulturen, fantasmet og det reelle m.m., tænk at det lykkes at få det hele med, og så samtidig få beskueren til at smile i maven!

Hvilken remake
Fortsættelsen af udstillingen er måske mindre prægnant, det er her vi får en remake af en weekend, der foregår i den imaginære Himalaya Goldsteins hus og hjem, alt i alt en sammenstilling af en række installationer de fleste med video, hvor der både er have, køkken, stue, soveværelse eller hvad man nu ellers forestiller sig, at det er.
Der er måske mere symfoni over det her - eller muzak, vi er mindre i 'hittet' end i en mere kompleks udfoldelse af Rists kunst. Som synes at være en påvisning af, at dér, hvor man bliver fuldkommen intim, og i bogstaveligste forstand går ind i de allermest private huller - som i videoinstallationen Mutaflor skiftevis ind i munden og ud af anus - eller er det omvendt - så bliver det intime, forbavsende universelt, og alle synes at synge den samme sang (musiksiden er i øvrigt skabt sammen med Anders Guggisberg).
Sangen handler om at være barn og voksen, om leg og alvor, om hjemmets hygge og uhygge som på tysk jo netop er heimlich/unheimlich, hjemligt, uhjemligt... Det første man møder er en stor sandbunke, pænt klappet til, som giver en ubændig lyst til at lave sandkager - og det ved Rist jo godt, så der er også en lille spand i et hjørne. (Düne/klit 1999). I samme rum findes installationen Søndagsmorgenhytte sådan en rigtig pigehule af de forhåndenværende tæpper, og inde i den kører videoen Blutraum (1992), med en alt andet end lillepigeagtig tematik omkring krop og blod, filmet som en slags kik ind i en uterus, men blodet er lystigt hindbærrødt, måske er det en mund, der spiser, måske spiser den bare.... hindbær?
I køkkenet projiceres videoen Regenfrau (I am called a plant) op på køkkenskabenes overdimensionerede flade, vandhanens dryp, er blevet til regn over en hvid kvindeskikkelse i en vandpyt, der afsløres i uendelige kropspanorameringer, en brystvorte eller en negl fremstår som uindtagelige bjerge i en ubestemmeligt våd urskov.
Det er også projiceringen, i den dobbelte forstand af video og fantasme, der er hovedtemaet i selve Himalaya Goldsteins stue, hvor der er alle de lamper og sofaer og reoler og bøger, man kan forestille sig, og samtidig forestillingen om dem i billeder på væggen og i billederne på væggen af billederne på væggen. Og overalt - på kommoden eller i lampen, eller midt på det veldækkede middagsbord, søger det imaginære at sprænge rummet og løbe væk, eller danse eller rejse.... Et sandt flow af billeder og lyd, der fortsætter i hjemmebaren, langt ind i whiskyflaskerne og de irgrønne drinksglas.
I 'soveværelset' flyder løsrevne kropsdele rundt i et uendeligt univers - projiceret op på de buede vægge - mens en kvindestemme beroligende og søvndyssende forsikrer én om at "du er ingenting" , "du er et atom"... Men hos Rist bliver disse skrækkelige visheder dementeret ved blodets skønhed, munden som en blomst, og en skulpturel betagelse over en fod på vej gennem verdensrummet...
Så det er jo et godt spørgsmål, hvis weekend, dette er en remake af - og svaret er nærliggende i Paris. For selvom - eller netop i kraft af - at Pipilotti Rists billedverden er så næsten irriterende hverdagsagtig tilgængelig, er referencen i orden og går i dette tilfælde til Jean-Luc Godard.
Det er magien fra hans film Weekend, hun forsøger at genskabe, en film der med hendes egne ord er "som en barneleg, hvor alt på én gang er del i den kollektive bevidsthed, og i færd med en uendelig opfindelse af virkeligheden." En livshymne et sted mellem MTV, Freud og Godard. Det tror da pokker, at Pipilotti Rist er kunstpopstar i den globale verden.

*Musée d'Art Moderne de la Ville de Paris. Pipilotti Rist 'Remake of the Weekend
(french)' indtil 19 september

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her