Læsetid: 4 min.

Den keramiske raptus

19. maj 1999

Picassos skaberkraft tiltog med årene, og da han gik i gang med tallerkenerne, vaserne og fadene, fik han sin 17. luft

MEDITATION
NEW YORK - Poul Henningsen brød sig ikke om keramik. Hvis han havde set, hvad Picasso fik ud af leret, ville han måske være blevet omvendt. Tanken melder sig, fordi der var et legebarn i begge kunstnere og fordi der netop lige nu er en udstilling på The Metropolitan Museum of Art, hvor en eksemplarisk samling af spanierens lertøj vises.
I øvrigt er det regnvejr i New York eller gråt og fugtig-mildt. Skyskraberne skraber for en gangs skyld virkelig skyerne, river hul i dem, så de hænger i lasede trevler ned ad de øverste etager. Som et modtræk fejrer Israel sin nationaldag med en parade på 5th Avenue, der smykket af ballonguirlander sender kulørte signaler i alle retninger. Men det er indendørs farverne overvælder og fjerner den sidste dis: hvad Pablo Picasso malede ind i det grå, stråler af mediterrant solskin, og de keramiske former udtrykker en foragt for alt dødbideri, som i hvert fald ville have tiltalt P.H.

Overrumplende
Med genier er det ofte sådan, at deres skaberkraft tiltager med årene i stedet for at svækkes. Tizian malede en serie af sine største værker efter firsårsalderen, og da Picasso af gode venner i 1947 som ca. 70-årig blev lokket med til et pottemagerværksted i Vallauris, fik han sin syttende eller hundredeogsyttende luft. Han påstod, som bekendt, at han aldrig søgte, men altid fandt. Her skete det altså with a little help from his friends, og resultatet er overrumplende.
Det var ikke fordi han lagde maleriet på hylden efter '47, tværtimod, det keramiske eventyr - der godt kan opfattes som en slags poetisk raptus - løb sideordnet med penselarbejdet og grafikken, det var så at sige noget oven i hatten, en ekstragevinst, som viste sig at rumme nøglen til endnu en opdæmmet strøm af kreativitet, der førte ind i og rundt om og ud af
alle de emnekredse og motiver, kunstnerens værk omfatter.
Det er der alt sammen: groteskerierne, den mytologiske appetit, tyrefægtningen, solen, kvinderne, duerne, og i udstillingens fornemt pædagogiske forløb er det vidunderligt at se, hvor konkret de store altid forholder sig til tingene. Hvis det drejer sig om en tallerken, er det rimeligt at male mad på den. En kniv og en gaffel, et fiskeskelet, en citron. Men det originale i disse bodegones, som malere har haft på lærredet siden oldtiden (altså også dengang man slet ikke malede på lærred, men på væggen) er, at de selv kan hænges op på væggen! Vist kan de også stå på bordet, men de er først og fremmest beregnet på at ses, de viser maden, eller man kunne sige, de styrker appetitten ikke bare på det, der kan ædes, men i det hele taget, de er, men de er samtidig også en fortolkning.

Stå og svæve
Grebet er fast, maskulint og lige på. Materialet indbyder ikke til voldsomme overvejelser, man kan bruge en pind eller en finger, mens leret er vådt, man kan lade sine ideer lyne og sætte farve på, så går turen ind i ovnen og retten er sat. Det gælder for tallerkenerne og fadene, men selvfølgelig i mindre grad for de store vaser og fabeldyrene, hvor adskillige skitser viser kunstnerens plan skridt for skridt, inden han giver sig i kast med projektet. Det er jo ifølge sagens natur skrøbelige sager, det drejer sig om, og meget bliver 'klistret på' i form af håndtag eller vinger eller bryster, men det gælder for alle værkerne, at de skal kunne stå og svæve på samme tid, de skal have tyngde, men samtidig stræbe efter frigørelse. De har en grænse, men gang på gang oplever tilskueren en følelse af at stå over for en fortsat ekspansion eller ligefrem eksplosion, der er ikke den mindste tvivl: drejer det sig om duer (et af Picassos yndlingsmotiver) vil de i næste øjeblik lette!
Geniets konstante skabertrang kan lede tanken hen på rastløshed: er der en flugt i dette? Ja, netop, det er derfor man oplever denne sære følelse af at være omgivet af noget ustandseligt, at være tæt på selve kreativiteten, det mærkelige øjeblik, hvor noget bliver til, hvor materialet det ene øjeblik har en form og det næste en anden. Selv er man fanget i flugten, og det gør ikke noget, for der er vinger på hælen.
Der var - som bekendt - mange kvinder i Picassos liv. Når han ønskede at skaffe sig af med dem, malede han dem mere og mere rædselsfulde og truende. Sært nok er kvindeportrætterne i keramikken tilbedende og idylliserende. Måske var det netop fordi han kunne nøjes med at smadre tallerkenen, når forholdet nærmede sig kuldsejlingen. Under alle omstændigheder er værkerne fra den tidlige efterkrigsperiode i ler båret af overskud, hengivenhed og forelskelse, krigen var forbi, der var en ung kvinde i sengen, ved komfuret og vuggen, én den gamle mandschauvinist oven købet kunne tale med.

Cézannes onkel
Jeg stikker hovedet ind ved siden af og kigger på Cézannes billede af sin onkel. Han malede tolv portrætter af ham på tolv dage. Ingen fine fornemmelser der heller. I øvrigt var han gift med den samme kone i utallige år og malede hende utallige gange. Ikke for at give et psykologisk eller sjælfuldt portræt af hende, men fordi hun fyldte rummet ud på en særlig måde, han ikke kunne stå for. De satans kunstnere! PH fløj med drager og gik ind for den fri kærlighed. Jeg tror, han ville have elsket Picassos keramik på Metropolitan og haft fuld forståelse for Cézanne og hans uendelige ægteskab og troskab mod kunsten.

*Picasso og skulpturer i ler. Metropolitan Museum of Art.
Til 6. juni

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her