Vinderforslag om fremtidens skole skal honorere såvel pædagogiske som funktionelle og økonomiske krav
Konkurrence
Det hedder ikke længere klasseværelser, hvis enkelte alumne-relikter stadig skulle svæve i den vildfarelse. Nej, ifølge den seneste folkeskolelov fra 1993 hedder det hjemområder, og sådanne skal være tæt forbundet med såvel skolens servicecenter som dens fagarealer, 'ramblaen', 'arenaen', 'Kundskabens Have' (altsammen tidligere skolegården) foruden naturen, samfundet uden for skolen og voksenkontakten. Desuden skal såvel kla...hjemområder som hele den molevit, en moderne folkeskole består af, give børnene en æstetisk oplevelse, bygningerne og udearealerne skal være godt håndværk, give udtryk for fleksibilitet og varme og give mulighed for at integrere design og billedkunst.
Det var nogle af de krav, der fremgik ved offentliggørelsen af arkitektkonkurrencen "RUM,
FORM OG FUNKTION i Folkeskolen" tirsdag i Zoologisk Museums gamle bygning i Krystalgade, København.
Dertil kom de tre specifikke krav, der har resulteret i udskrivningen af tre parallelle konkurrencer: Projektering af en ny skole på bar mark; udvidelse af en eksisterende skole samt ombygning af en gammel skole indenfor de eksisterende rammer.
Det er Undervisningsministeriet og Byggedirektoratet, der i samarbejde med Kulturministeriet har udskrevet de tre parallelle arkitektkonkurrencer. Odense, Roskilde og Svendborg kommuner blev i december '98 efter henvendelse til alle landets kommuner udvalgt som de bygherrer, der skulle være med til at "tilvejebringe konkrete løsningsforslag på den fysiske udformning af folkeskolen i fremtiden."
Krav til skolen
Vinderne blev for Odenses vedkommende Arkitektgruppen i København A/S (ombygning af Munkebjergskolen inden for de eksisterende rammer); for Roskildes vedkommende Vilhelm Lauritzen Arkitekter (ny skole på bar mark ved Trekroner), og endelig for Svendborgs vedkommende Rådgivning for skolebyggeri v/ arkitekt Per Olsen i samarbejde med Arkitekterne Holst I/S og Arkitekterne Andresen A/S. Det er meningen, at de tre projekter skal være en art modelprojekter for den fysiske udformning af fremtidens folkeskole, men alle enogtyve deltagende projekter vil indgå i en 'videnbank', der kan levere stof til fremtidige skolebyggerier.
"Skolebygninger afspejler altid samfundets opfattelse af, hvad en skole er," konstaterede Undervisningsminister Margrethe Vestager i sin tale og citerede fra tidligere forordninger, hvor kravene til skolen var, at den skulle give et indtryk af "orden og sirlighed" og af monumentalitet. I dag er kravene ifølge undervisningsministeren, at bygningerne skal være i samklang med de daglige brugere: børn, forældre og lærere.
Eller hedder det mon hjemområde-voksne?