Læsetid: 2 min.

K'NYT

29. maj 1999

Dyrholm i Den Blå Bog
*Den Blå Bog har i år optaget 156 nye navne og kommer dermed op på 8.022 biografier fordelt på 1361 sider. Fra kunstens verden mærker man sig, skriver Ritzau, at filminstruktører som Susanne Bier, Jon Bang Carlsen og Thomas Vinterberg foruden skuespillere som Trine Dyrholm, Andrea Vagn Jensen og Ulrich Thomsen er kommet med. Kun en enkelt ny politiker er optaget i år: Keld Albrechtsen fra Enhedslisten.

Chokeret over nej til biografstøtte
*Direktør i Det Danske Filminstitut Peter Wolsgaard er chokeret over, at kultur- og fritidsforvaltningen i Københavns Kommune vil fjerne støtten til fire små biografer i hovedstaden. "Det er forbløffende. Og stik imod al anden praksis i landet. Det havde vi ikke ventet af Københavns Kommune," siger han til JP København.
De fire små biografer er Husets biograf, Gloria, Vester Vov Vov og Posthusteatret. Kommunens begrundelse for at fjerne støtten er, at Filminstituttet i slutningen af december sidste år besluttede at yde en mio. kroner i støtte i 1999 og 2000 til ialt seks kunstbiografer i Danmark. "Men det har aldrig været intentionen, at vores tilskud skulle erstatte de kommunale bidrag," siger Peter Wolsgaard.

Dansk kunsthåndværk
*Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen har fået Folketingets Finansudvalgs tilslutning til at oprette et særligt informationscenter for dansk kunsthåndværk. Centret bliver en statsinstitution under Kulturministeriet med navnet crafts.dk. Crafts.dk blev i sommeren 1997 etableret som et forsøgsprojekt under den daværende Designfond. Det skete på baggrund af en analyse, som viste, at 79 procent af den danske befolkning ikke vidste, hvor de kunne finde dansk kunsthåndværk, og at mange kunsthåndværkere har problemer med at afsætte deres produkter.

Færøsk film får premiere
*Færingerne bliver de første, som får mulighed for at se den dansk-færøske spillefilm Bye, Bye Bluebird, der er finansieret med bl.a. godt 6,5 mio. kr. fra det danske filminstitut. Filmen er instrueret af den færøske filminstruktør Katrin Ottarsdóttir og får premiere i Nordens Hus i Torshavn lørdag den 29. maj. Men først den 30. juli vises den for første gang for dansk publikum. Det foregår i Scala biograferne i København. Katrin Ottarsdóttir er Færøernes foreløbig eneste filminstruktør uddannet på den danske filmskole, og i Bye, Bye Bluebird medvirker udelukkende færøske skuespillere bortset fra stedfaderen, der spilles af Peter Hesse Overgård.

Anmeldere overgav sig
*Seerne har været med hele tiden, og nogle anmeldere havde roser fra starten. Men en række anmeldere overgav sig først sent til Lars von Triers udgave af Morten
Korch. Sådan er status efter de første 13 afsnit af serien, skriver TV2 Nyt. Serien havde i gennemsnit 1.166.000 seere, hvilket svarer til 23 procent af alle danskere og 58 procent af dem, der så fjernesyn onsdag aften klokken 20.

Pris til Sony Playstation
*Dansk Markedsføringsforbund har kåret Sony Playstation til Årets Mærkevare 1999. I begrundelsen hedder det bl. a.: Kendskabet er markant styrket, image er kraftigt steget, distributionen er vokset og relationerne til de enkelte kæder markant forbedret. Desuden er salget eksploderet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu