Læsetid: 2 min.

K'nyt

18. maj 1999

Microsoft klar til musikboom
*Microsoft og Sony Music Entertainment har indgået kompagniskab om lancering og videofilm af musik via Internettet. Ifølge Wired News vil Sony stille sine mere end 500.000 indspilninger af moderne og klassisk musik til rådighed, når Microsoft senere på året frigiver det internetbaserede medie-software Windows Media Technologies 4.0 (WMT). WMT giver mulighed for digital vandmærkning af musikprodukter og sikrer dermed indtægter for rettighedshaverne ved brug af det populære digitale format MP3.

Lars von Triers nye filmmusical
*Filminstruktøren Lars von Trier ønsker angiveligt at udforske samtlige genrer inden for filmen. Efter Dogme-filmen Idioterne er han med sit nyeste projekt Dancer in the Dark nået til musical-genren. Optagelserne, der begyndte i går, vil de næste elleve uger foregå on location i Sverige og Washington State, USA samt i Zentropas studier i Danmark. Filmen beskrives som "en stor film, et musikalsk melodrama, der støder sammen med det virkelige liv." Björk og Catherine Deneuve har hovedrollerne.

Dansk kulturfremstød
*I september og oktober præsenteres en stor dansk kulturfestival Danish Wave i New York med 80 arrangementer over 50 dage. Festivalen præsenterer dansk film, såvel fra slutningen af 90'erne som film af instruktørerne Carl Th. Dreyer og Benjamin Christensen. Dronningen vil overvære den gallakoncert i Lincoln Center, som markerer afslutningen på den internationale Carl Nielsen violin-konkurrence, der undtagelsesvis flyttes uden for Fyn. Cæcilie Norby, Sanne Salomonsen, Chris Minh Doky og Pierre Dørge repræsenterer dansk jazzmusik, og Odin Teatret optræder i La Mama Theater i East Village. Udstillingen Through Danish Eyes viser billeder af danske fotografer, bosat i New York, og en række danske digtere læser op. Åbningen finder sted den 9. september på Museum of Modern Art.

Konference om bøsser og lesbiske
*Søndag den 23. maj kl. 14.00 afholder Tupilak Danmark den første danske bøsse-lesbiske kulturkonference på Østerbro i København. Man vil forsøge at definere hvad en bøsse-/lesbisk kultur er for noget, hvad den kan bruges til og adskillige foreninger, grupper og enkeltpersoner har meldt deres deltagelse. Oplægsholdere fra nordiske lande og Estland. Der er kulturelle indslag om billedkunst, revy, performance og musik.

Kriminalitet i Møstings Hus
*Torsdag den 20. maj underholder krimiforfatterne Anders Bodelsen, Kirsten Holst, Ditte Birkemose og Flemming Jarlskov i Møstings Hus ved Frederiksberg Have, København. Der er oplæsning og diskussion om genrens fortællemæssige muligheder. Gratis adgangskort kan afhentes fra tirsdag den 18. maj.

Maskerader og intrauterine rum
*Maskerademotivet hos Holberg, Vilhelm Andersen og Carl Nielsen; Søstrene Grene som udtryk for et feminint dukkehus-oprør mod det abstrakte falliske rum; volden i populærkulturen. Det er nogle af emnerne i det seneste nummer af tidsskriftet Kultur & Klasse. Desuden er der artikler om de amerikanske litteraturstudiers udvikling, om forholdet mellem tid og fortælling samt anmeldelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu