Læsetid: 4 min.

Køreglæde er vanedannende

12. maj 1999

Når det vellydende metalliske klik smækker virkeligheden ude, og livet kører derudaf på fire hjul, forsvinder min medmenneskelige forståelse

Udestuen
Før jeg fik kørekort, fattede jeg ikke en skid af begrebet køreglæde. Hvad fanden handler det om, tænkte jeg, mens jeg trampede rundt på min cykel eller hostede mig igennem byen i en kvalm og ildelugtende bybus med en alt for stresset chauffør bag rattet, for mange irriterende snotunger med fede fedtfingre og skingre stemmer og deres medbragte mavesure pædagokker med de overproppede rygsække og endnu skingrere stemmer, og så på de store billboards med de uforståelige bilreklamer.
Jeg konkluderede, at det var sådan et overkapitalistisk reklameord, der skulle gøre det til en fornøjelse at lade sig transportere fra et sted til et andet, snarere end en nødvendighed.
Jeg mente også, at man skulle tjene mindst 450.000 om året, være borgerlig og fuldstændigt forrygende ligeglad med miljøet for at kunne få den der mærkelige følelse af køreglæde.
Men efter en række herlige køretimer og en to-tre, (fire for nu at være helt ærlig) traumatiserende oplevelser med halv-fascistoide, overskægsbærende, århusianske motorsagkyndige og omkring 30 mislykkede parallelparkeringer, kunne jeg endelig springe ud som bilist.
Vrum vrummmm - hold kæft, hvor er det fedt at smække døren bag sig, og lade den langsomme virkelighed transformere sig om til en kedelig, men ignorerbar dokumentar, der ruller hen over sideruderne mens humøret styrer farten og jeg - kun jeg bestemmer retningen.
Det er mig, der caller the shots her makker, og du kan bare pisse af med dig. Af banen gamle, her er fandme ikke plads til søndagsbilisme, svin, fjols, Brian, idiot, gamle nar tror du det er et krybespor?!
Det er helt uforpligtende at svine folk til, når man er i trafikken, der ingen der kan høre det, og de kan i hvert fald slet ikke gøre noget ved det, men det føles kanon. Man holder på sin ret og skider på sin pligt.

Ultraliberalt
Det er fuldstændig som at træde ind i et ultraliberalistisk principprogram, hvor mine individuelle behov ikke skal hæmmes af nogen eller noget.
Det er mig, der bestemmer farten og retningen, mens jeg suser forbi konsekvenserne af mine handlinger og dermed forlades til at tro, at de ikke findes, mens jeg højlydt bander over de alt for latterlige fartgrænser og mumler noget om Orwell og big brother, mens jeg suser forbi skiltene med de advarende kamerapiktogrammer.
I takt med at kilometertælleren lystigt nummererer triumferne, forsvinder den medmenneskelige forståelse.
Helt galt gik det den 1. maj. I erkendelse af at kampdagen er blevet til hampdagen og parolerne om fremtiden er blevet til ledende socialdemokraters undskyldninger for virkeligheden (medmindre man vælger at gå til det 'rig-tige' arrangement, hvor man kan lade sig fortrylle af en kammerat fra Cuba, der fortæller at menneskerettighederne på øen har det godt) valgte jeg at gå amok med mine venners dankort i Århus i stedet for med arbejdernes sangbog i Fælledparken.
Jeg, der troede at alle holdt kampdagen i hu, om ikke andet så med indtagelse af rigelige mængder alkohol, eller det der så frækt hedder 'beatlestobak' opdagede, at der er masser af mennesker, for hvem dagen er helt almindelig. Denne gang oven i købet en af de her fantastisk lange lørdage, hvor lukkeloven og HK'ernes behov for familietid er sat ud af kraft.

Oktan i hjernen
Især på motorvejen er der langt mellem bannerne og sangene. Det ville heller ikke være så godt, hvis kilometerfesten skulle lade sig bremse af et velmenende optog.
Det opdagede jeg, da den lånte udestue på hjul, som Hr. A. Melchior fornylig kaldte bilen, endelig var nået til Århus. Temperaturen i kabinen havde efterhånden nået kogepunktet og eftersom rygning var forbudt, var aggressionen proportional med varmegraderne. Køen til parkeringshuset var alt for lang og bevægede sig mildest talt for langsomt. Der blev dyttet og bandet, men lige lidt hjalp det. Og det blev faktisk ikke bedre, da et alt for langt (de plejer sgu da at være for korte?) 1. maj optog af glade børn og alvorlige voksne l a n g -
s o m t - provokerende langsomt - gik forbi og yderligere forhindrede den menneskeretligt sikrede adgang til en parkeringsplads.
"Styrk den internationale solidaritet" messede de, som jeg plejede at gøre det - mest fordi det synes at være det eneste klare svar på en irriterende kompleks verdensorden, med flere skurke end helte og ingen lette løsninger. Men i stedet for i genkendelsens glæde at messe med, tog jeg mig selv i at tænke: 'Fuck den internationale solidaritet - jeg vil fandme hellere støtte den internationale kamp for flere parkeringspladser i midtbyen.
Hvad fanden bilder de sig ind - her holder man og venter på at parkere sin udestue, og så render de rundt og råber ad nogle bomber, der falder tusindvis af kilometer borte. Som om de kan lave om på det'.
Der var gået oktan i hjernen - jeg var blevet ramt af bilomani - den tilstand der indtræffer, når køreglæden bliver vanedannende og virkelighedsforvrængende som speed eller ecstasy. Men heldigvis fortog virkningen sig efter nogen tid, til stor lettelse for mine bekymrede passagerer.
Men nu fatter jeg, hvad køreglæde er, og jeg kan næsten ikke vente, til jeg igen kan få lov at sætte mig bag rattet, trykke speederen i bund og....

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her