Læsetid: 3 min.

Kontrol med det katastrofiske sammenbrud

18. maj 1999

Per Holms nye roman er et godt bud på en professionel dansk spændingsroman

NY BOG
Per Holm, der i 1996 debuterede med den overraskende vellykkede og politisk påtrængende Havarialarm, om den værst tænkelige ulykke på Barsebäck, følger tråden og tendensen op med Forlis. Han tager også her udgangspunkt i et stykke virkelighed, katastrofen som ikke burde kunne ske, nemlig Estonias forlis i 1994.
Med veludviklet håndværksmæssig kunnen og med en evne til at få selv de mindste detaljer til at fremstå som gennemresearchede sociologiske sandheder har han fået skrevet en katastrofe- eller spændingsroman af høj kvalitet.
Holm behersker genrens grundregler, og det er hans store styrke som fortæller, at de mange researchede detaljer, præcise informationer og tekniske data aldrig kommer til at fungere som udvendig staffage eller rene eksotiske kulisser for spændingshistorien, men fremtræder som en integreret del af fortællingen. Fremstilingen af selve katastrofen er skrevet med stor professionalisme og med et drevent håndelag, der demonstrerer Holms evne til at kontrollere det stort anlagte katastrofiske sammenbrud.
Men der er også tale om en fortæller, som af og til måske bliver lidt for nærværende, lidt for forudseende og et par steder måske lidt for kommenterende: "Men da vidste han heller ikke, hvad der ventede dem i stormen og mørket seks timer forude." (side 15)
Med enkle men effektive midler forstår han opbygge den sugende spænding, der tvinger læseren frem gennem romanen. Med en filmisk inspireret klippeteknik veksler scener og handlingstråde, og der klippes mellem individuelle skæbnetunge livshistorier, teknisk informative og faktuelle videnskabelige data, et ondartet politisk økonomisk rænkespil, og det hele drejes sammen i et tilspidset katastrofisk forløb.
Katastrofen vokser således ud af et samspil af en række tilfældigheder, små og i sig selv ubetydelige embedsforsømmelser, teknisk småsjuskeri, og autoritær blindhed. Holm har et godt blik for den særlige angst og påfølgende ansvarsforflygtigelse, der vokser ud af hierarkiske strukturer og kommandoveje.

Kærlighed og katastrofe
Romanens grundlæggende handlingsmønster er ganske enkelt. Den svenske journalistisk Bo Lindgren er sammen med sin estiske kæreste ombord på Estonia, da kastrofen indtræffer. De tilhører den lille gruppe, som bliver reddet, men ganske langsomt begynder tvivlen at melde sig. En række detaljer nægter at falde på plads. Folk forsvinder sporløst. Der svindles med antallet af omkomne. Selvmodsigelserne og den manglende logik bliver efterhånden påfaldende, og den journalistiske nysgerrighed får til sidst de officielle forklaringer til at vakle. Men også deres forhold vakler, kastrofen er kommet imellem dem, og de traumatiske begivenheder må på afstand og bearbejdes før der overskud til at grave sig ned i de mange inkonsekvenser.
Bo Lindgren og kæresten kommer efterhånden til hægterne og på sporet af en anden fortælling end den officielle, opdager hvordan ikke bare myndighederne, men også de politisk ansvarlige har for travlt med at lukke historien ned, kommer på sporet af en delikat historie, der involverer både Säpo og et internationalt forgrenet forbrydersyndikat med tråde ind i den svenske finansverden. Det journalistiske opklaringsarbejde er tæt på at koste dem livet, og historien efterlader endnu række personlige katastrofer, sammenbrud og døde, men måske også læseren med en endelig slutning, der ikke virker ganske troværdig.
Per Holm arbejder med et stort og broget persongalleri, får med overblik og konsekvens skruet en række personlige familie- og skæbnedramaer ind i historien, og etablerer således i et tætvævet mønster en katastrofefortælling, et kærligheds- og familiedrama.
Per Holms styrke er hans evne udvikle den sceniske spænding og drive scenerne og forløbet frem med en ubønhørlig konsekvens, med effektive sceniske midler at fastholde og sammenklippe katastrofiske spændingsforløb. Her gentager og udvikler Forlis mønstret fra Havarialarm. Til gengæld har romanen ikke den samme politiske karakter. Der er ikke her tale om en literær bearbejdning af et stykke påtrængende politisk virkelighed. Her er der i højere grad tale at bruge en konkret ubærlig katastrofe som litterær kulisse for en spændingsroman, med de moralske anfægtelser det så må indebære.

*Per Holm: Forlis. 340 s., 250 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her