Læsetid: 4 min.

Korncirkelsæsonen er startet

26. maj 1999

Er det UFO'er? New Age himmelsk kommunikation? Kunst? Eller bare 'practical jokes'?

Cereology
LONDON - De første geometriske figurer er begyndt at vise sig i de bølgende hvedemarker ude i Wiltshire og Hampshire - det vil sige ud af London på vej mod Bristol, til venstre og så sydover. Indtil videre er der rapporteret om en fyrre stykker.
De sære, smukke cirkler og andre figurer med geometriske mønstre og indviklede designs breder sig hvert år i kornmarker over hele verden, men de dukker af en eller anden grund mest op her i det engelske hjerteland. Omkring 90 procent af verdens 'korncirkler', som de er blevet kaldt, indfinder sig i Storbritannien. De har affødt en helt ny videnskab, som er blevet døbt 'cereology' - 'kornologi'.
Fænomenet begyndte for alvor at dukke op i aviser og andre nyhedsmedier for omkring ti år siden og har lige siden har givet anledning til højspændt spekulation. For hvordan havner figurerne i kornet der? De kan vel ikke sådan lave sig selv? Eller kan de? Brrrrr. Uhyggen spreder sig.
Tusindvis af mennesker verden over er fast overbeviste om, at korncirklerne dannes, når UFO'er sværmer ind fra det ydre rum, eller hvor de nu kommer fra, og aflægger besøg på jordkloden. Denne form for ydre rum-turisme finder af en eller anden grund altid sted om natten, og det er grunden til, at ingen nogen sinde faktisk har set de mystiske rumvæsener lande. Hvorfor UFO'erne altid kun lander i kornet og aldrig i roemarkerne, melder historien ikke noget om. Heller ikke, hvorfor rumboerne altid kun kommer hertil, mens havreklokkerne bimler og aldrig, mens landskabet knuges af frost og nyfalden sne for eksempel.

Forstærket tro
Al tvivlen forstærker bare troen. Adskillige hjemmesider på Internettet er således viet til studiet af de sære cirkler, hvor man også kan se flotte billeder af dem.
Tag nu for eksempel 'Heavenly Angelical Forms of Communication'. Det er en hjemmeside af buddhistisk tilsnit, som forsøger at overbevise folk om, at korncirklerne er "psykiske fænomener fremstillet af den transcendentale kommunikation, som finder sted, når en Avatar viser sig." En Avatar, forstår man, er en slags Helligånd. Blandt andet har den manifesteret sig i Jesus og Kong Arthur. Efter denne hjemmesides mening udgør figurerne den himmelske kommunikations "velsignelse af menneskehedens fødekæde."
Væk fra den virtuelle virkelighed og ude i den almindelige kan det dog være så som så med velsignelsen. Farmerne ude i Wilsthire og omegn brokker sig hvert år over, at cirklerne forvolder stor skade på deres afgrøder. Men nogle af dem har dog øjnet en fidus. For cirklerne tiltrækker jo stor interesse. Hvert år flokkes turisterne for at komme til at se dem med egne øjne, og de betaler gerne for det. Lokale farmere plejer at tage omkring 2 pund - ca. 22 kroner - for adgang til deres marker.
Hertil kommer den turisme, der er forbundet med at få folk ekspederet hen, hvor cirklerne er. Åbenbart er der især stor interesse fra det amerikanske hvedebælte, hvor man ellers skulle tro, folk nemt kunne få nok af kornmarker. Men nej. Rejsebureauer som 'Power Places Tours' har ikke besvær med at få folk til at betale for rejser til England for at kigge på korncirkler. Ved samme lejlighed kan de rejsende se det nærliggende Stonehenge - vel et af Storbritanniens mest populære turistmål - Avebury, som har efterladenskaber af en stencirkel ligesom Stonehenge, og Glastonbury, hvor Kong Arthur efter sigende er begravet. Alt sammen formedelst 2.999 dollars - ca. 21.000 - kroner per person.

Ihærdigt fodfolk
Det er dog ikke alle, der køber teorier om UFO-besøg, himmelsk kommunikation eller lignende.
Mange er overbevist om, at cirklerne er lavet af helt almindelige, dødelige mennesker udstyret med planker på fødderne. Faktisk er der ganske mange, som har erklæret sig cirkelmagere, og tidligere i år demonstrerede cirkelmageren Doug Bower på britisk tv, hvordan man gør. Altsammen vældig ligetil - omend krævende - men ikke spor mystisk.
UFO-folket håner den forklaring og spørger, hvorfor der så ikke er nogen fodspor i kornet, hva'? Og hvordan det kan lade sig gøre for folk at lave så mange cirkler? Der skulle jo så hver nat være en hel hær af plankebeklædte fodsoldater ude i kornet, som maser sig rundt og rundt i de særdeles indviklede mønstre uden at tage et eneste fejltrin. Den må de jordnære skeptikere virkelig længere ud på landet med. Nogle af cirkelmagerne selv har da faktisk også bekendt sig til en vis mystik, når de sådan vader rundt i nattetimerne på hvedemarkerne.
På hjemmesiden 'Circlemakers' kan man for eksempel se en pressemeddelelse fra sidste år, hvor cirkelmagerne John Lundberg og Rod Dickinson fortæller, at deres kornfigurer skal betragtes som kunstværker, og at de har til hensigt at "fungere som midlertidige hellige steder i landskabet." De to beretter også, at de på deres natlige udflugter har oplevet sære fænomener som "små lyskugler, søjler af lys og blændende lysglimt." De konkluderer, at "vi er sikre på, at vore kunstværker er genstand for opmærksomhed fra paranormale kræfter og agerer som katalysator for andre paranormale begivenheder."
Måske er det snart slut med den fascinerende mystik. En rigmand fra USA har sat sig for at finde ud af sandheden om korncirklerne. Laurance Rockefeller hedder han, så der skulle være penge nok. Han har finansieret et videnskabeligt studie, som skal finde sted i Wiltshire i næste måned, hvor videnskabsmænd vil prøve at finde ud af, hvem det er, der går og laver cirkler i kornet om natten. Studiet skal ifølge BBC foregå i samarbejde med både privatdetektiver og medlemmer af den lokale landbrugsforening.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu