Læsetid: 3 min.

Kortsigtet politik koster milliarder

14. maj 1999

Kosovo-krisen koster pr. dag næsten lige så meget, som resten af verden får i udviklingsbistand. Politikerne vil hellere give penge til katastrofer end til præventive indsatser

Udrykning
Flygtningestrømmen ud af Kosovo og NATO's bombeaktion mod Jugoslavien koster ud over de tragiske og umålelige menneskelige lidelser enorme summer. Udgifterne står i skærende kontrast til, hvad der bruges på at hindre konflikter rundt om i verden, og rejser kritik af politikere for kun at tænke frem til næste valg.
Der er forskellige beregninger af de militære udgifter til Kosovo-aktionen. Seniorlektor Malcolm Chalmers fra Instituttet for Fredsforskning ved Bradford Universitet i England har regnet sig frem til, at hele NATO-kampagnen i øjeblikket koster cirka 1,5 milliarder dollar (ca. 10,5 mia. kr.) pr. måned.
På den humanitære side sætter FN's flygtningeorganisation UNHCR sine udgifter til 143 millioner dollar (ca. en mia. kr.) ind til udgangen af juni, men talskvinde Maki Shinohara antyder, at det nok er for lavt sat.
Alt i alt giver disse overslag samlede udgifter på ca. 11 mia. kr. om måneden.
Det er noget andet tal cheføkonom John Llwellyn fra det internationale investeringsfirma Lehman Brothers kommer med.
Han anslår de militære og humanitære udgifter til at være 70 milliarder kroner om måneden. Lige meget hvilket tal man anvender, så står udgifterne i skærende kontrast til de internationale udgifter til udviklingsbistand i hele verden, som hver måned beløber sig til ca. 30 mia. kr.
Med andre ord så anvendes der hver dag et beløb på Kosovo-krisen, som næsten uanset beregningsmetode er i nærheden af eller over det, som man bruger på at bekæmpe en af de primære årsager til krig: fattigdom.

Kort politisk horisont
Forskning udført af FN-universitetet i Helsinki har vist, at en fordobling af et lands bruttonational-produkt reducerer risikoen for væbnet konflikt med 13 procent.
"Man kan spørge om, hvorvidt de 8-900 millioner kroner, som den militære intervention på Balkan skønnes at koste om dagen, havde gjort en forskel, hvis de var blevet brugt til en tidlig økonomisk indsprøjtning i stil med Marshall-hjælpen," sagde formanden for Mellemfolkeligt Samvirke, økonom Christian Friis Bach, ved et møde forleden.

Kortsigtet strategi
Om årsagen til den politiske fokusering på militær indsats og nødhjælp frem for præventivt udviklingsarbejde siger seniorforsker Gorm Rye Olsen fra Center for Udviklingsforskning:
"De politiske systemer i de rige lande er slet ikke gearet til at tænke langsigtet. Politikernes horisont går kun frem til næste valg. De scorer ikke flere stemmer på langsigtede indsatser, men derimod på under stor mediebevågenhed at vise humanisme i forbindelse med katastrofer."
Han tror ikke, at man på trods af Kosovo-krisen bliver bedre til internationalt at hindre krige og katastrofer.
"For eksempel blev regeringslederne på EU-topmødet i Madrid i 1995 enige om i lyset af Rwanda-tragedien, at nu skulle man have lavet et advarselssystem for konflikter i Afrika og gøre mere ud af at forhindre kriser i at udvikle sig. Der er stort set intet sket siden den vedtagelse."

Nødhjælp æder mere
Ifølge Udviklingskomiteen under den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, så går en stadig stigende del af udviklingsbistanden til de fattige lande til nødhjælp.
Fra 1981-'82 til 1997 er de rige landes nødhjælp vokset fra ca. en mia. dollar om året til fire mia. dollar (ca. 28 mia. kr.). Altså en firdobling, mens den samlede bistand i samme periode kun ca. er blevet fordoblet, hvilket i forhold til inflation vil sige stagnation.
De danske udgifter til nødhjælp har de seneste år ligget ret stabilt på omkring 700 mio. til en milliard kroner. Til Kosovo er der hidtil bevilget 204 mio. kr., hvortil kommer 154 mio. kr. også fra u-landsmidlerne. I debatoplægget Militær uden grænser skriver Eva Arnvig og Ayo Wahlberg fra FN's Udviklingsprograms kontor i København, at fra 1992 til 1995 brugte FN 30 mia. kr. på sin fredsbevarende operation i eks-Jugoslavien. I samme periode faldt bruttonational-produktet pr. indbygger i Bosnien fra 1.800 dollar om året til 500 dollar, hvilket bragte Bosnien på niveau med Etiopien.
På den baggrund giver de bolden op til en debat om militærudgifter kontra udgifter til samfundsopbygning og skriver: "Måske kunne man med 27 mia. kr. til militær og 3 mia. kr. ekstra til udvikling have opnået det samme militære resultat - og samtidig forhindret nogle af de menneskelige lidelser - endog bremset noget af flygtningestrømmen."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her