Læsetid: 3 min.

Kraften udebliver

17. maj 1999

Udstillingen 'Tegn på energi' fokuserer alene på de danske energianlægs arkitektoniske pondus

ARKITEKTUR
Når man bevæger sig op ad det sidste trappeløb i Dansk Arkitektur Center, Gl. Dok, konfronteres man med en paradeprocession af store fotostater, som fikseret til sorte naturgasrør, hænger fra loftet og fortæller udviklingshistorien om de danske energianlæg gennem de sidste 150 år.
De tre øverste lokaler er spækket med billeder på energi. Fra rum til rum ledes man gennem en nøgtern præsentation af plancher med fotos af store magtfulde bygningskroppe.
"En nøgle til at forstå de forandringer, som bybilledet, landskabet og vandskabet, (sic!) har gennemgået siden 1850'erne," lyder udstillingens intention.
At kategorisere byen, landet og vandet i tre grupper, synes at være et klart og forståeligt afsæt ud fra det faktum, at tre rum er stillet til rådighed.
Udstillingen søger at afdække en kompleks dannelseshistorie gennem en iscenesættelse af rumlige forløb. Fotos, tegninger og modeller sætter bygningerne i et kronologisk aspekt, men relationen til den givne landskabelige sammenhæng bliver ikke diskuteret og kun i enkelte tilfælde belyst. Alene beskæringen af de valgte fotos, der fokuserer stærkt på anlægget fremfor dets indpasning i landskabet, peger på den udeblivende interesse for den store sammenhæng.

Tvetydig iscenesættelse
Krydret med et supplement af arkitekturmodeller og videoskærme, forbliver udstillingen en rationel fortælling om byens gas- og elværker, landets højspændingsmaster og kraftværker, og til sidst historien om vindmølleparkerne og boreplatformene.
Støttet af en præcis komposition af montrer og gummiløbere fremstår udstillingsformen som et enkelt arkitektonisk udsagn, der taler sympatiskt til rummene, men ligesom fortællingens intention fremstår også de rumlige elementers indbyrdes relation tvetydig. De sorte naturgasrør og gummiløberne lægger op til en djærvhed i deres tænkte udtryk, som synes at blive svækket ved valget af montrenes forfinede bearbejdning, der ikke på samme forståelige måde søger at mime produktionsanlæggets råhed.
Under montrernes glasflade vrimler det med forførende lysbilleder, der fokuserer så kraftigt på æstetiseringen af anlæggene som objekt, at deres kraftfuldhed, pumpen og pulsering ikke når ud til beskueren.
I forsøget på at nå omkring den lange udviklingshistorie favner udstillingen følgelig bredt, måske endda for bredt.
Såvel arkitektoniske, historiske, teknologiske og politisk-økonomiske aspekter berøres, men det, som synes fremhævet og forbliver på nethinden, er det enkelte anlægs arkitektoniske pondus.
Og netop her ligger problemet: Æstetiseringen af arkitekturen og den rene historiske konstatering.
At tage afsæt i udstillingen ud fra betragtningen om anlægget som objekt er en prioritering, men at omgå diskussionen om det arkitektoniske udtryk contra den landskabelige læsning synes uforståeligt.
Arkitektoniske udsagn må, udover at være et udtryk for samtiden og kulturelle strømninger, fremstå som et produkt af stedet.
Havde det ikke været så meget mere relevant at søge at forstå udtrykket ud fra en landskabsrumlig helhedsbetragtning? At trænge ind bag lagene og diskutere et generelt problem?
En relevant problematik kunne fokusere på det faktum, at både service- og industriområder gemmes bag beplantninger.
Tag for eksempel gasbehandlingsanlægget i Nybro. En megaorganisme, som i berigende kontrast indgår i en spændingsfyldt symbiose med de store åbne landbrugsflader. Anlægget ligger unødigt skjult bag levende hegn, formodentlig ud fra den æstetiske betragtning at det slører og bryder forstyrrende ind i den kulturlandskabelige helhedsbetragtning. Hvis vi accepterede naturanlæggene som en synlig del af landskabsbilledet og gennem landskabsbehandlingen bevidst søgte at skabe en visuel kontakt til omgivelserne, ville anlæggene fremstå som en selvfølgelig del af vores samfundsstruktur.

Nældens rod
Da et af udstillingens ønsker er at skabe en forståelse for de tidsperspektiviske forandringer som byen, landet og vandet har gennemgået, kan det undre, at diskussionen om helheden og den samlede landskabelige læsning udelades.
Det havde været nok så interessant, om der var blevet grebet mere bevidst omkring nældens rod og spurgt til, hvordan det kan gå så galt, at anlæggene nogle steder ligger magtesløse hen, hvorfor det er problematiskt, når anlæggene ikke kontrasterer landskabsrummenes skala, eller hvorfor man finder det nødvendigt at iklæde anlæggene en grøn dragt.
Med fokus på denne brede problematik kunne vi åbne for diskussionen omkring helt nye udtryksformer. En diskussion, som kunne bringe os videre mod et helstøbt arkitektonisk udsagn, hvor den landskabelige læsning indgår som en del af det arkitektoniske udtryk.

*Tegn på Energi. Dansk Arkitektur Center, Gammel Dok, hver dag 10-17, til 27.juni

Anette Dyring Naalund er arkitekt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her