Fra Sartre/Beauvoir til Helmig/Toft Simonsen
De kendte
Når jeg går til tandlæge, læser jeg Se og Hør. Jeg er endda begyndt at komme i god tid inden eftersynet. Nu, hvor mine børn er flyttet hjemmefra, og jeg aldrig mere ser MTV, er der så mange små ting, jeg ikke får fat i i farten, så det er om at udnytte de muligheder, der er.
Jeg kan huske, hvor lost jeg følte mig for et par år siden, da min datter pludselig sad og snakkede om, at David Beckham var flyttet sammen med en Spice Girl, havde jeg ikke engang hørt om det? Jeg er ellers ret velorienteret i den store fodboldverden, og United er et af mine yndlingshold, men som regel sidder jeg bare og kigger efter bolden og skruer ned for kommentatorstemmen, som måske ellers kunne have ført mig lidt ajour med David Beckham.
David Beckham med Spice Girl. Hvis nogen vil sige, at det kan jo være lige meget, hvis det, der interesserer mig, er den måde, han skruer bolden væk fra målmanden på ude fra højrekanten, så synes jeg alligevel, at verden er stor, og døtre har også deres berettigelse, og det er bare for dårligt at sidde dér og være helt blank, når de for en gangs skyld kommer og banker på døren til ens fodboldverden.
Fælles problemer
Men forleden havde Se og Hør så en artikel, der var mere eftertænksom, end de plejer at være. Ja, der var også fuldt af billeder af Anne Dorthe Tanderup og Renée Toft Simonsen og Sanne Salomonsen, så ens naturlige nysgerrighed blev vakt, men i tekstdelen spurgte journalisten så, hvordan det kunne være, at de kendte foretrak en lige så kendt partner. Var det måske, fordi de havde fælles erfaringer og aldrig kunne tage en bus uden at blive genkendt og havde brug for én, der indefra forstod, hvilke problemer kendte mennesker havde at tumle med?
Det havde jeg aldrig tænkt på. Jeg tror egentlig bare, jeg har gået og forestillet mig, at kendte mennesker falder for hinanden af tusind forskellige grunde lige som vi andre. Der er jo også en del af dem, der bor sammen med helt ukendte partnere, jeg aner ikke, hvem fru Rifbjerg er, og på stående fod kan jeg heller ikke komme i tanke om, at jeg nogensinde har hørt noget om fru Piontek.
Men jeg kunne jo godt se, at Se og Hør ikke havde haft nogen problemer med at samle bevismateriale, de havde linet alle de kendte par op, som man næsten kan komme i tanke om. Da der måske er nogle Informations-læsere, der har et mørkt punkt her, vil jeg lige nævne de vigtigste: Thomas Eje - Sanne Salomonsen, Eddie Skoller - Sissel Kyrkjebø, Poul Nyrup - Lone Dybkjær, Jan Bartram - Line Baun Danielsen, Bjarne Riis - Anne Dorthe Tanderup, Thomas Helmig - Renée Toft Simonsen.
Og ikke nok med det, når jeg bladrede i hele Se og Hør-bunken (min tandlæge gemmer dem seks uger tilbage), stødte jeg straks på André Agassi - Brooke Shields, Pamela Anderson - Tommy Lee osv. osv. Læsere af min egen generation, der måske ikke synes, at Brooke Shields eller Tommy Lee er, hvad de forbinder med kendte mennesker, kan jeg da også minde om nogle af vores highlights, såsom Sartre - Beauvoir, Arthur Miller - Marilyn Monroe og Richard Burton - Elisabeth Taylor.
Der er ikke bid
Så mon ikke Se og Hør-journalisten alligevel havde en pointe her? Kendte mennesker virker naturligt tiltrækkende på hinanden, fordi de ved, hvor hårdt det er hele tiden at blive genkendt, og de er konstant på jagt efter én, de kan dele deres viden med. Og når de møder en ukendt, kan de straks mærke, at der ikke er bid.
Jeg kan forestille mig, hvor irrelevant og ubehjælpsomt jeg selv som ukendt ville komme til at opføre mig, hvis jeg f.eks. skulle gøre tilnærmelser til Sanne Salomonsen. Hvis hun og jeg af en eller anden grund (som jeg har svært ved at komme i tanke om) var inviteret til den samme fest, er der faktisk ikke nogen overhovedet, jeg hellere ville danse med, men jeg ville komme til at gribe det helt forkert an. Jeg tror, jeg ville sige sådan noget som: "Jeg synes, du danser vildt godt", "Jeg synes forresten også, du synger godt", "Det er helt vildt, når du svinger dit hår på den dér måde" osv. osv. - og efter én dans ville hun jo sige Tak for dansen og tænke Hold kæft for en ukendt tørvetriller, lad mig komme væk.
Det er her, jeg mener, sådan en som Thomas Eje står stærkt, han har en naturlig indforståethed med hende med det samme og giver sig ikke til at bralre op om hendes hår. Mon ikke han bare danser tæt med det samme og mumler ting som: "Så du, hvor bartenderen kiggede?" og "Skal vi ikke snart skride, jeg giver en taxa, så vi ikke skal sidde og blive overbegloet i bussen" og "Hvor meget har du drukket? Hvis du kan køre, slipper vi for de her taxachauffører, der siger Hej Sanne, fed cd." Naturlig kontakt mellem kendte mennesker, dybt ind med det samme og røre ved de ting, der virkelig angår dem.
Ikke flere misforståelser
Det er lidt sjovt, at der skulle en Se og Hør-journalist til at rydde op i mine misforståelser. Og det er såmænd ikke bare Sanne Salomonsen, jeg synes er tiltrækkende på et forkert grundlag, jeg har også bildt mig ind, at jeg sagtens kunne forstå, hvorfor Bjarne Riis kunne falde for Anne Dorthe Tanderup, eller Thomas Helmig for Renée Toft Simonsen.
Men jeg havde heller ikke fattet rækkevidden af deres forhold. Jeg tænkte bare, at hvis jeg var Bjarne Riis, så ville jeg cykle rundt og tænke på, at det var dejligt, at Anne Dorthe Tanderup havde sådan nogle øjne, og hvis jeg var Thomas Helmig, så ville jeg måske prøve at lave noget fis med Renée Toft Simonsen og stå op midt om natten og så komme tilbage og banke på soveværelsedøren og råbe "Det er mig der står herude og banker på."
Tungt, larmende, amatøragtigt - der er ikke noget at sige til, at jeg aldrig er blevet kendt. Så ville jeg sidde, stilfærdigt og fascineret, med min kendte kone og snakke med hende om vores fælles problem.
Sidste nyt: Ifølge vedholdende forlydender er den seks uger gamle romance mellem Sanne Salomonsen og Thomas Eje nu afsluttet.
